It’s been a hard Days Night… om Beatles og arbejdsetikken
18. juni 2010Jeg læser om The Beatles, og en af de ting, der (igen) gør et stort indtryk på mig, er gruppens flid og arbejdssomhed. Antallet af koncert i årene omkring deres gennembrud i 1963 er slet og ret imponerende. Som tidligere nævnt i forbindelse med omtalen af albummet Beatles For Sale, så var bandets medlemmer – med George Martins ord – “krigstrætte”, fordi de havde arbejdet som “sindsyge” (Hertsgaard) i 1963 og 1964 . Der kan ikke herske megen tvivl om at læretiden i The Cavern (hvor de angiveligt spillede 292 gange), i det hamburgske minefelt, hvor de stort set spillede non-stop, kombineret med et højt ambitionsniveau er væsentlige forudsætninger for den Beatlemania, de udløste efter gennembruddet.
Men selvfølgelig var de unge mænd, og der var også plads til lidt fest og ballade – og piger. Til mandemagazinet The Shortlist (med den charmerende slogan: For Men With More Then One Thing On Their Mind..) fortæller Macca i anledning af fødselsdagen, at der da blev festet lidt, men at de kun ved en fejltagelse kom til at spille beruset på scenen: “du havde tre shows om aftenen [i Hamborg] og efter det tredje kunne du feste lidt. Men så fik du at vide, at du havde et fjerde show. Så jeg kommer i tanke om at John en gang kom ind iført underbukser og et toiletsæde rundt om halsen.[…] Det var ret vildt dengang. Du var ung og kunne klare det. Men vi var en ret ædruelig flok sammenlignet med nogle af de andre gutter. Vi var så smadrede af al det arbejde, at vi først og fremmest sov. Jeg husker, at en modeskaber fortalte mig om en fest, hun var til, hvor John kom ind og var begejstret og sådan. Så fandt han en seng og lagde sig til at sove. Og det kunne jeg godt forstå. Men vi havde det sjovt.” (frit oversat af undertegnede).
18. juni 2010 kl. 21:59
Jeg har aldrig mødt The Beatles, men via et særdeles lille inferiørt job for nogle kammerater, der havde deres eget relativt populære band på lokalt niveau, Flensborg og omeggn, fra Hamborg og til Kongeåen, mødte jeg en del engelske orkestre, og vi var altid benovede over deres arbejdsdisciplin: de knoklede røven ud af bukserne med minimum 8 timers øvelser hver dag, foruden deres optræden. Selv om de havde haft en koncert dagen før til klokken 3, var de oppe næste dag senest kl. 10 for at øve.
De var ganske enkelt klar over konkurrencen og vidste, at talent alene ikke gav smør på brødet. Helt i modsætning til danske bands.
Men det gav også mine venner et indblik i, hvad der ventede dem, hvis de valgte musikken som levevej. Så det gjorde de ikke.
En anden fra skolen gjorde. Han hed Sven-Holger Gaul, han har gjort det rimeligt pænt. ;-)
19. juni 2010 kl. 09:50
@Aage: Ja, det er vel ogsÃ¥ en af mine pointer i disse xfactor-tider. Talent er en gave, men musik – ja, underholdning i det hele taget – er ogsÃ¥ hÃ¥rdt arbejde. Jeg boede dør om dør med Steffen Brandt det første Ã¥rstid af min studietid og ved, at Taurus ogsÃ¥ øvede en del pÃ¥ Skjoldhøjkollegiets grund…