Rocken er tilbage: The Vines
28. juni 2010
Denne formiddag har jeg lyttet til australske The Vines. Overskriften på indlægget er et skjult citat fra Rolling Stone, der i oktober 2002 havde The Vines på forsiden med overskriften: “Rock is Back: meet the Vines”. Vines tilhører nemlig det hold af relativt nye rockbands, som i løbet af halvfemserne og dette årti vendte tilbage til den rock, som vor fader og bedstefar lavede i tresserne, for at finde energi til en fusion med grunge, pop og andet godt fra deres egen tid. Endnu et eksempel på, at der sådan set ikke er noget nyt under den musikalske himmel – eller rettere: at man kun kan tilføre musikken noget nyt, hvis man forstår, at det er i gentagelsen af det gamle lort, det nye udtryk dukker op.
Sammen med The Hives, The Strokes, White Stripes og nogle mindre kendte navne har The Vines været undervejs i godt og vel ti år og har fem regulære albums på samvittigheden plus det løse. Til det sidste hører en udmærket Best of-udgivelse fra 2008, som giver en solidt indtryk af gruppens formåen.
The Vines er blevet sammenlignet med Nirvana, da de brød igennem med deres debutalbuk Highly Evolved i 2002. Og det er da også rigtigt, at det har grungen tunge guitardrevne udtryk som en del af deres baggage. Men de adskiller sig fra Nirvana og grungerockerne ved at trække lige så meget på tressernes og halvfjerdsernes melodiøse vokaldominerede poprock. Af en eller anden grund havde de ikke kritikken med sig efter debutpladen, der solgte rigtig godt i både England og hjemlandet Australien. Dog havde de David Fricke med sig. The Vines er vist ikke med på Roskilde Festival, men det burde de være med deres energiske blend af melodiøs poprock fra til forn og grungetung guitarfræsende rock.
