We’re only in it for the Money – musikkens købmænd
5. juli 2010Konflikten mellem musikere og musikbranchens kræmmersjæle er lige så gammel som populærmusikken selv. Og populærmusikkens historie er fuld af eksempler på, hvor musikere er blevet snydt og bedraget, hvordan kunstnere er blevet presset til at tækkes hitlisterne (der jo er salgslister…) og så videre. Og sådan vil det formentlig være, så længe nogen kun er i musikbranchen for at tjene penge. Kræmmersjæle, for hvem musikken har samme betydning som en hvilken som helst andet salgbar vare: kartofler, køleskabe, håndsæbe.. You name it.
Seneste eksempel er Island Records’ vice-præsident, David Sharpe, der i en email har krævet de penge tilbage, som pladeselskabet betalt for en pladekontrakt med Tom Jones. årsagen er Jones’ nye plade, der efter pladebossens mening ikke er salgbar nok. Efter at have lyttet til numre fra “Praise & Blame” mente Sharpe, at der var tale om “hymner”, sange fra “salmebogen” og ikke opfølgere til “Sex Bomb”, “Mama Told Me” og tilsvarende dansante hits fra trussetyven Tom Jones.
Hvorvidt Tom Jones har brudt sine kontraktlige forpligtelser vides ikke. Men i hvert fald er den grundliggende konflikt mellem jagten på mammon og kunstneriske ambitioner endnu engang blevet stillet til skue… [link]
7. juli 2010 kl. 01:49
Det vakte min forundring da jeg hørte at ogsÃ¥ den mindre poppede del af musikbranchen har kontraktproblemer; det er nok generelt gennem alle tider, selv om der fremhæves nogle eksempler pÃ¥, at der i Tyskland blev skabt et bedre arbejdsmiljø for musik-kunstnere gennem 1800-tallet – der blev opbygget prestige (faktisk for meget) omkring kunstneren.
I denne historie med David tror jeg nu at der er tale om en slags Madoff effekt, altså at manden har brugt alle sine penge og nu prøver at lave flere ud af ingenting.
7. juli 2010 kl. 09:53
@Donald: Eksemplet med David er ikke overraskende, men interessant, fordi konflikten mellem det kommercielle og det kunstneriske kommer så tydeligt til udtryk i en email. Sharpe kunne lige så godt sælge kartofler.
7. juli 2010 kl. 17:05
Ja, han kunne lige så godt sælge kartofler. Det er det, der undrer mig. Måden man sælger gode film på er jo netop ved at vise de oplevelser, som betyder noget for menneskers liv-udenfor-pengene, altså kærlighed, følelsen af nærhed; kamp og sejr.
De bedste Hollywood film har faktisk fattet temmelig meget af det, selv om de sætter det på formler.
Egentlig skulle jeg have været tydeligere med at modsætningen findes, der har været organisatorer, impressarier osv som havde sans for budskabet og kvaliteterne i musik af mere eller mindre poppet art – som fx. da man i midten af 1800 tallet begyndte med institutioner for den klassiske musik (jeg ved ikke hvor godt eksemplet er).
Og så vil jeg gerne tilføje noget, jeg bruger også eksemplet med kartofler, _men_ hvor er der stor forskel på en kartoffel, som er dyrket med omhu af udvalgte sorter og så en for gammel en af slagsen :-)
7. juli 2010 kl. 17:37
@Donald: Ja, heldigvis findes der undtagelser, der både har økonomisk sans og kunstnerisk risikovillighed. Men populærmusikkens historie er plastret til med eksempler på det modsatte.