Kong Faruk med solbriller – vender tilbage

6. juli 2010

I november 2006 skrev jeg sådan i denne blog:

“Jeg er for tiden ved at rydde op i dødsboet efter mine forældre. Jeg tager lidt ad gangen, sÃ¥ er det nemmere at komme igennem. Lige nu er det fotoalbums og løse billeder. Mange af billederne kender jeg rigtig godt, fordi mine forældre ofte tog dem frem og fortalte historier om hvert af dem. Andre kniber det med. Fx er der en del billeder fra den tid, hvor min far sejlede som matros, jungmand og sÃ¥ videre. SejlbÃ¥denes tid og den første tid med motorskibe. Nogle af billederne er der pÃ¥ bagsiden tilføjet lidt tekst, oftest et navn pÃ¥ den afbillede person eller stedet. Andre er der ingen tekst ved, og det gør det umuligt at sige noget om motivet. Jeg mÃ¥ nok hellere skrive tekster pÃ¥ mine egne fotos, sÃ¥ mine børn engang kan fÃ¥ mening i dem – hvis de ellers ønsker det.

Medens jeg sådan sidder og kigger billederne igennem, kommer jeg i tanke om et ganske bestemt billede. Jeg er ikke ret gammel, 1-2 år vil jeg tro. Jeg sidder i den store mørke(blå) barnevogns store solide, lakerede kasse iført nogle mørke børnesolbriller. Jeg smiler over hele femøren. Til fotografen (der sandsynligvis var min far, da han var den eneste, der var i besiddelse af et kamera, et harmonikakamera…). Min far var meget glad for netop det billede, og fortalte gud og hvermand, at jeg lignede “Kong Faruk med solbriller”. Kong Faruk var en trind konge i Egypten for mange år siden. Når jeg tænker på det billede, ser jeg det med overtydelig klarhed. Sikkert, fordi jeg så ofte har siddet og fået historien fortalt. Igen og igen.

Men nu kan jeg ikke finde fotoet. Det er væk. MÃ¥ske for altid.”

Og i dag tog jeg mig så sammen til at sortere lidt igen i kassen med mine forældres efterladte billedgalleri. Og i et af de gamle fotomapper med sort-hvide fotos får jeg pludselig øje på det omtalte foto af Mig-Selv med sut og solbriller. Kong Faruk med solbriller og sut er tilbage! Jeg smiler ikke, sådan som jeg huskede det. Det er også lidt svært med en sut i munden. Så smilet er nok en del af mine forældres genfortælling. Nostalgikere vil forstå, at det er en særlig hændelse, når en brik således falder på plads i det evigt ukomplette puslespil.

PS. Billedet må være taget ved gavlen af huset i Nygårdsvej. Jeg kan genkende vedbænden, der kravlede op til taget. Billedet må være taget sommeren 1954.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. lemon kommentarer:

    Jeg har arvet 4oo+ ruller negativer efter min far –
    hvordan tager man sig sammen til at digitalisere dem?

  2. capac kommentarer:

    @lemon: Med en fotoskanner, så går det som en drøm.

Skriv en kommentar

362 har læst indlægget
13,912