GÃ¥rsdagens film: The Wolfman

7. juli 2010

Fruen havde været forbi den lokale filmudlejningsshop og hjembragt John Sturbers “The Wolfman” (2010). Vi har begge en svaghed for film om vampyrer, varulve, ulvemænd og lignende overnaturlige fænomener.

The Wolfman er en genindspilning af George Waggners klassiker fra 1941 med Béla Lugosi, Claude Rains og andre af datidens B-film-stjerner i hovedrollen. Waggners film var stilskabende i den forstand, at den satte en standard for, hvordan man efterfølgende fremstillede (var)ulve i Hollywood.
Plottet i de to film er stort set også det samme. En ung mand vender tilbage til sit fædrende hjem efter at have erfaret, at broderen er omkommet under mystiske omstændigheder. Budbringeren er den myrdede broders smukke forlovede. Derefter går jagten på det ulvemenneske, der har forvoldt broderens død.
Som det fremgår af den nye filmatiserings prolog, så handler filmen om den klassiske konflikt mellem menneskets dyriske og civilisatoriske side. Om dyret, der ikke vil dø i mennesket. Og det fortrængtes genkomst. Om fædrenes synder, der går i arv til sønnerne. Og om kvindernes og kærlighedens forløsende og frisættende betydning.
2010-udgaven er en loyal genindspilning, der i store træk følger oplægget fra 1941. Rollerne er godt besat. Anthony Hopkins er god som patriarken, der ved mere end godt er. Han kan det der med at fremstille tilforladelighed og dæmoni pÃ¥ én og samme gang. Benicio del Toro har bÃ¥de fysiognomi og mystisk fremtoning til at fremstille den hjemvendte ‘fortabte søn’, der skal finde sandheden om sin broder – og dermed om sig selv og sin fader. Og den kønne Emily Blunt er et overbevisende valg som den efterladte, lidende forlovede, der ligner den døde mor. OgsÃ¥ birollerne sidder hvor de skal.
Filmen er stemningsfuldt fotograferet i mørke grå-blå nuancer med smukke landskabsbilleder etc. I det hele taget er det stemningen i filmen, der er dens styrke.
Den eneste anke, jeg har mod filmen, er dens splattereffekter. Blod i litervis, kroppe, der flÃ¥s i stumper og stykker, kropsdele, der spredes over alt. Netop det træk ved filmen er overflødig. Her kunne instruktøren have lært noget af Mike Nichols’ halvgamle “Wolf”, hvor uhyggen lÃ¥ i antydningen og det psykologiske spil. Den havde ogsÃ¥ en god portion humor, som fik urimelighederne til at glide lettere ned. Det kan man ikke beskylde The Wolfman for.
Men trods forbeholdet, så er filmen dog et seværdigt stykke underholdning her i sommervarmen.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

En kommentar

  1. Claus1 kommentarer:

    Det er sjovt…jeg købte filmen her forleden..den er ikke pakket ud af plasten endnu..men glæder mig til at se den.

Skriv en kommentar

307 har læst indlægget
14,452