Genhør: David Bowie – Let’s dance
9. juli 2010
Let’s dance
Let’s dance
Let’s dance, put on your red shoes and dance the blues
Let’s dance, to the song they’re playin’ on the radio
Let’s sway, while colour lights up your face
Let’s sway, sway through the crowd to an empty space
If you say run, I’ll run with you
And if you say hide, we’ll hide
Because my love for you
Would break my heart in two
If you should fall
Into my arms
And tremble like a flower
Let’s dance
Let’s dance
Let’s dance, for fear your grace should fall
Let’s dance, for fear tonight is all
Let’s sway, you could look into my eyes
Let’s sway, under the moonlight, this serious moonlight
And if you say run, I’ll run with you
And if you say hide, we’ll hide
Because my love for you
Would break my heart in two
If you should fall
Into my arms
And tremble like a flower
Let’s dance
Let’s dance
Let’s dance, put on your red shoes and dance the blues
Let’s dance, to the song we’re playing
Let’s sway
Let’s sway, under the moonlight, this serious moonlight
Let’s dance
Let’s
Let’s
Let’s
Let’s sway
Let’s
Let’s dance Let’s dance Let’s dance Let’s dance Let’s dance
Let’s dance
Let’s sway
Let’s sway
Let’s dance Let’s dance Let’s dance Let’s dance Let’s dance
Let’s dance
Let’s dance
En kamæleon er han blevet kaldt. David Bowie. En kunstner, der ikke er for fastholdere. Alligevel var der nogen – ikke mindst i anmelderkredse – der blev lidt overrasket, da han i 1983 udsendte albummet med den ganske utvetydige titel “Let’s dance“. Den fulgte Scary Monsters (and Super Creeps) fra 1980 og de foregående tre albums – Low, Heroes og Lodger (1977-79) – som er kendt som Berlin-trilogien.
Trilogien var en kuldslået kunstnerisk sejr, et højdepunkt i karrieren, men salgsmæssigt var det så som så. Med Scary Monsters lavede Bowie et kompromis mellem Berlin-universet og en mere kommerciel orienteret produktion. Med held. Pladen hittede uden helt at svigte dem, der foretrak Bowies Berlinereksperimenter.
Med Let’s Dance tog Bowie skridtet fuldt ud i retning af en kommercielt orienteret musikform. Inspirationen blev hentet i metropolernes diskoteker. Sammen med Nile Rodgers fra det sofistikerende halvfjerdserdiskoband Chic lavede Bowie en slags postskript til halvfjerdserdiskobølgen. Et diskoalbum med flere store hits. Titelsangen og sangene “Moderne Love” og “China Girl” røg til tops i hjemlandet, USA og andre steder. Og Bowie var igen kridthuset hos pladeselskabet.
David solgte, men solgte ikke ud. Ganske vist er det dansant musik med sigte på stroboskopernes eskapistiske univers af dans, løssluppen sex og drømmerier, men lytter man godt efter, så kan man høre, at Berliner-trilogiens lydunivers ligger lige under diskoglasuren. Og i tekstuniverset stryges der ikke med håret eller lefles for kønsstereotypierne i halvfjerdserdiskobølgen. Pladen er et efterskrift til diskobølgens virkelighedsflugt. Tag fx titelsangen, der på overfladen igen og igen opfordrer til dans, men gør det på en afgrund af moderne tabserfaring. Der danses på en bevidsthed om tab – af kærlighed, skønhed, liv…
