Tyggegummimusik er den nøgne sandhed
13. juli 2010
Det er længe siden, jeg har berørt fænomenet “Bubblegum Music”. Men på en weblog med det sigende navn Bubblegum University blev jeg opmærksom på genudgivelsen af opsamlingen “Bubblegum Music is the Naked Truth” (plademærket Rev-Ola). Opsamlingen udkom egentlig i 1969, hvor tyggegummistilen var på sit højeste med navne som 1910 Fruitgum Company, The Ohio Express og The Archies.
Den klassiske bubblegumæra strakte sig fra 1967 til 1972, hvor det ene hit efter det andet ramte hitlisterne. Der var tale om decideret kommerciel musik. Musik, der blev udtænkt i pladeselskabers marketingafdeling med en bestemt forbrugersegmentgruppe i tankerne: tweens og nyslåede teenagere i alderen 8-13. Den alder, hvor tyggegummi er en essentiel del af hverdagen. Sådan cirka.
Man engagerede nogle ferme sangskrivere, sangere og musikere og konstruerede nogle grupper, der kunne fremføre sangene, der alle have en iørefaldende, enkel uptempo-melodi og nogle tekster, der indholdsmæssigt bevægede sig et sted mellem børnesangenes nonsensunivers og den spirende kønsbevidsthed. Et tekstunivers som en slikbutik, hvor man skulle helt ind i baglokalet for at finde spor af seksuel innuendo. En verden af påstået uskyldighed med romantisk holden-i-hånd romantik og i bogstaveligste forstand meningsløse omkvæd. Yummi-Yummi-Yummi I got love in my tummy.
Bubblegummusikken var et af de tidlige eksempler på musik som regulært industriprodukt, hvor den første tanke var salgbarheden. Siden er den slags musik blevet en integreret, ja dominerende del af musikindustrien. Denne kendsgerning ændrer dog ikke ved, at mange af de bubblegumsange, der kom frem dengang, unægteligt havde hitkvaliteter, som meget mod ens vilje trængte igennem det lange Beatleshår og satte sig fast i hukommelsen. Med alle sine simple popkvaliteter – enkle sange, enkle riffs, enkle rytmer osv. – sneg bubblegummusikken sig gennem alle ens forsvarsværker. Dengang besad musikken en vis charmerende uskyldighed over sig. Måske var det en illusion, men i hvert fald så er den uskyld siden blev taget godt og grundigt.
Nu har man så mulighed for at genhøre det bedste (eller værste, om man vil) fra genrens kronede dage i slutningen af tresserne på omtalte genudgivelse, der i øvrigt deler titel med en bog om genren af Kim Cooper og David Smay fra 2001, hvor historien fortælles fra starten og frem til Britney Spears.
13. juli 2010 kl. 23:58
Jeg holder nu pÃ¥, at Tin Pan Alley, som jo starter i 1880’erne, var den musikalske industri-revolution. Her blev der virkeligt produceret pÃ¥ samlebÃ¥nd.
Vidste du, at Englands Tin Pan Alley hedder Denmark Street? Jeg måtte jo lige tjecke, og den er god nok, selv Beatles og Jimie Hendricks har indspillet her.
14. juli 2010 kl. 10:18
@AagePK: Jo, fænomenet er nok lige sÃ¥ gammel som musikbranchen selv. Det nye i tresserne er vel, at man ikke blot producerede sange pÃ¥ samlebÃ¥nd, men i ekstensivt omfang kreerede “produkter ” fra idé til markedsføring. Bubblegum var et eksempel. Et andet var The Monkees, der ogsÃ¥ fik deres eget tv-show. Men selvfølgelig har der været forløbere for disse industriprodukter. Bl.a. pÃ¥ Tin Pan Alley. Og jo, det er rigtig nok med Denmark Street.