Cyndi Lauper synger blues… en slags anbefaling

30. juli 2010

NÃ¥r det kommer til blues. The Blues med stort blÃ¥t B. SÃ¥ stÃ¥r fordommene i kø. At kun “sorte” med rødder i bomuldsmarkerne og – helst – helt tilbage pÃ¥ slaveskibene og det dybeste, sorte Afrika – kan spille og synge The Blues. Den rigtige, vaskeægte Blues. Der er selvfølgelig “hvide” undtagelser, som dog altid – eller næsten altid – lige skal mindes om, at de har bevæget sig ind pÃ¥ fremmed grund. Tressernes hvide R&B-bands i England hørte hele tiden for denne helligbrøde. Tænk blot pÃ¥, hvad Eric Clapton har skullet høre for – pÃ¥ grund af sin næsegruse beundring for Mr. Johnson og de andre ikoner. Jovist, musikpuristerne har altid haft kronede dage. Hvad enten de stod med fødder i blues, jazz eller rock.
Og da Cyndi Lauper for nylig udsendte en plade med titlen “Memphis Blues” fik hun ogsÃ¥ læsterlige klø for det. Slant Magazine skrev, at blues ikke er a natural fit for Cyndi og gav pladen to ud af fem mulige stjerner. The Boston Globes anmelder havde ogsÃ¥ problemer med at fÃ¥ Cyndi til at passe ind i bluesfordommene og illustrerede det med en episode fra tegneserien “Far Side” af Gary Larson. Et ældre ægtepar fra det bedre borgerskab sidder i deres herskabsvilla. Og den perlekædebærende dame siger til sin mand ved klaveret: “Hvorfor spiller du ikke noget blues, Andrew?”

Coveret til pladen sender da ogsÃ¥ nogle helt forkerte signaler i forhold til bluesfordommene. Cyndi holder fast i sit pigede, lidt dullede, image, som har fulgt hende, siden hun i 1983 lancerede det imageskabende hit om pigerne, der bare vil have sjov i gaden. “Girls just wanna have fun“. Og siden har den nu 57-Ã¥rige Lauper haft, hvad der i pressen kaldes, en slingrende kurs karrieremæssigt. Og hovedsagligt inden for mainstreamomrÃ¥det. Selv har jeg pÃ¥ fornemmeren, at Lauper blot har gjort det, hun sang om dengang, nemlig: fulgt sine (musikalske) lyster.

Hvordan skal det sÃ¥ gÃ¥, nÃ¥r hun med sin notorisk kælne, men ogsÃ¥ udtryksfulde popstemme, bevæger sig ind i studiet og indspiller nogle klassiske bluessange – og fÃ¥r hjælp af folk som Allan Toussaint, Charlie Musselwhite, B. B. King og Ann Pebles? Hvis man forventer, at hun forsøger at gøre Billie Holliday kunsten efter, sÃ¥ tager man fejl. Cyndi synger med det næb, hun er udstyret med. Hun er sin egen, og hun er lige sÃ¥ kælen og fører sig frem som en kokette som sædvanlig. Men samtidig fÃ¥r hun vredet blues ud sine popskolede fraseringer. Man kan sagtens have the blues og give udtryk for den, selv om man er en frigjort, selvstændig, moderne kvinde med hang til dyre parfumer og fancy modetøj. Hør blot hendes udgave “Just Your Fool” og “Early in the Morning” pÃ¥ hendes myspaceside.

Tilbagespoling

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. Deborah kommentarer:

    Ja jeg holder sÃ¥ i dette tilfælde med puritisterne, og synes ikke Miss Lauper’s blues har den nerve og SOUL, der absolut hører sig til der. Jeg bryder mig nu bare ikke om Cyndi’s pipende høje skingre stemme og har aldrig gjort, men selv nÃ¥r jeg distancerer mig fra det. Nej sorry, jeg køber den ikke. Prøv at hør nummeret hermed Wallace Coleman, det er som det skal være. Ikke at musikken pÃ¥ Cyndi’s version fejler noget.

  2. Deborah kommentarer:

    Glemte – sorry : Hvor blev den fine tegning af dig af? – den hører altsÃ¥ med :) Men et fedt tema ellers.

  3. capac kommentarer:

    @Deborah: SÃ¥dan er det jo. Nogle stemmer kan man bare ikke lide.
    Tegningen er lagt pÃ¥ lageret indtil videre, fordi jeg genfandt mit lille Farukfoto. Og der skal jo lidt forandring til en gang imellem. Men mÃ¥ske vender den tilbage…

Skriv en kommentar

320 har læst indlægget
13,536