Den sarte ekstremist Fritz Teufel er død

8. august 2010

‘Djævelen er død’ og ‘menneskeskænder’ stod der angiveligt pÃ¥ den seddel, politiet fandt i lørdags i nærheden af Fritz Teufels gravsted. Forleden blev Teufels urne gravet op af ukendte gravskændere, og hans aske blev strøet ud over grusgangene i nærheden af graven.

Episoden illustrerer tydeligvis den kulturelle og ikke mindst politiske betydning de mytologiske tressere og halvfjerdsere stadigvæk har. Det, der skete, i de to Ã¥rtier – kulturelt, politisk, seksuelt osv. – kaster stadigvæk lange bølger af betydning ind i vores tid – pÃ¥ godt og ondt. Og Fritz Teufels person rummede nogle af de modsætninger, der lÃ¥ i tresserne og halvfjerdserne. Ikke mindst i kulturel og politisk forstand, hvilket mÃ¥ske forklarer, hvorfor hans navn selv efter døden kan ophidse nogen.

Fritz Teufel havde gode forudsætninger for at blive en af tressernes ungdoms- og studenteroprørere. Han blev født i krigsåret 1943 i en børnerig familie og kom som tyverårig til at studere på det Fri Universitet i Berlin, et af de universiteter, der stod central i studenteroprørets storhedstid.

 

For Teufel blev Ã¥ret 1967 et skelsættende Ã¥r. Han deltog i den aktion, der siden blev kendt som “buddingeattentatet”. Den amerikanske vice-præsident Hubert H. Humprey (Hubert Who, som Tom Lehrer sang…) blev “bombarderet” med “bomber” bestÃ¥ende af mel og buddingepulver. Teufel og hans medsammensvorne blev arresteret, kom i medierne og blev løsladt dagen efter.

 

I juni samme år blev det mere alvorligt. Fritz og hans venner deltog i de demonstrationer mod Shahen som kom til at spille en væsentlig rolle i den politiske opvågnen, som tyske studenter oplevede. Fritz blev arresteret og anklaget for at have kastet en brosten. Nogle måneder senere blev han dog frikendt. I mellemtiden havde han gjort sig bemærket som provokatør i den retssag, han blev en del af.

Ã…ret ’67 var ogsÃ¥ det Ã¥r, hvor han sammen med en række andre studenter etablerede det politisk baserede bofælleskab eller kollektiv, Kommune I. Først holdt kollektivet til i forfatteren Hans Magnus Enzenbergers lejlighed. Enzensberger var pÃ¥ studietur til Moskva, og hans eks-kone og broder var medlemmer af kommunen. Og da Enzensberger vendte tilbage flyttede kollektivet over i forfatteren Uwe Jonsons lejlighed. Eller rettere: de besatte den tomme lejlighed.
Kommune I bestod frem til 1969 og var et eksempel pÃ¥, hvor fantasifuld den tidlige politiske bevægelse var. Det var kommunarderne, som medlemmerne kaldtes, der fik ideen til “buddingeattentatet”. De politiske “aktioner” og “provokationer” var inspireret af bl.a. situationisterne, var ganske fredelige i deres form og havde især til formÃ¥l at skabe opmærksomhed i den ekspanderende medieoffentlighed, der da ogsÃ¥ slugte “Horror-Kommunens” absurde og groteske pÃ¥fund. Man kan hævde, at Fritz dengang var en tysk pendant de amerikanske yippier Abbie Hoffmann og europæiske provoer (Ole Grünbaum), der ogsÃ¥ forsøgte at pÃ¥virke offentligheden og den politiske debat med spektakulære happenings og aktioner. En politisk tradition, der havde forløbere blandt visse anarkister, dadaisterne, surrealisterne m.fl. og som stadigvæk eksisterer. I halvfjerdserne havde vi fx Solvognen og tænk blot pÃ¥ det par, der trængte ind pÃ¥ sidste Ã¥rs københavnske klimakonference iført festtøj – og fik enorm mediebevÃ¥genhed!

Fritz Teufel gled sidenhen over i retning af den fantasiløse form for politik, som blev kendt som byguerillaen. Altså den politisk utålmodige, tankeløse og ekstremt voldelige aktionsform, som bl.a. Rote Arme Fraktion stod for. Dermed blev den rød- og langhårede, sygekassebebrillede Fritz et symbol på en af tressernes og halvfjerdsernes politiske modsigelser.

 

SpørgsmÃ¥let er dog, om Fritz Teufel – hvis efternavn betyder Djævel – nogensinde for alvor blev en del af den gravalvorlige, sorte, virkelighedsfjerne politiske terrorisme? Ganske vist fik Fritz en fængselsstraf pÃ¥ to Ã¥r for fremstilling af sprængstoffer, men i pressen blev der rejst tvivl om anklagens holdbarhed. Og da han senere – i 1975 – blev anklaget for at stÃ¥ i ledtog med 2. Juni Bevægelsen, som bortførte CDU-formanden Peter Lorenz, havde han et skudsikkert alibi – pÃ¥ gerningstidspunktet arbejdede han pÃ¥ en fabrik i Essen – og mÃ¥tte løslades. Han blev dog straks anklaget igen. Denne gang lød pÃ¥standen, at han havde deltaget i en række bankrøverier, der havde det tilfælles, at røverne uddelte negerkys til personalet…

 

Hvad der er op og ned på anklagerne, kan være svært at vurdere udefra og på historisk afstand. Men et rimeligt gæt er, at Fritz Teufel nok har haft en vis sympati for byguerillaen. Ikke desto mindre slap han ikke sit politiske udgangspunkt i den mere farvestrålende og fantasifulde aktionisme. I firserne bekendte han sig til noget, han kaldte Spasgerilja, altså en aktionsform, der bygger på sjov og ballade. Og i en tv-udsendelse i 1982 oversprøjtede han den tyske finansminister Hans Matthöfer med trylleblæk.
Efter sin karriere i det tyske retsmaskineri ernærede Fritz Teufel sig som free lance-medarbejder ved den tyske avis taz og som cykelbud, og i 2001 modtog han Wolfgang-Neuss-Prisen for sin civilcourage. Fritz døde forleden, den 6. august, 67 år gammel. Den sarte ekstremist kalder Der Spiegel ham i en stor artikel. Selv om han måske blev afsporet og flirtede med terrorismen i halvfjerdserne, så forblev han dog en Spaßguerillero, der troede mere på fantasiens politiske kraft, på den frie, vilde kærlighed, på vigtigheden af at have det sjovt, glæden ved at ryge en joint og andre livsbekræftende aktiviteter.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

229 har læst indlægget
14,295