2 x Bruce Willis

30. august 2010

Det er blevet sagt, at man bedst “læser” kriminalromaner i biografen. Og noget er der om snakken. I hvert fald har jeg for en tid opgivet at læse moderne kriminalromaner, fordi de ganske enkelt er for dÃ¥rligt skrevet. Sproget hæver sig ikke over daglig rugbrødsjournalistisk niveau. Klicheerne stÃ¥r i kø.

Derfor holder jeg mig til filmiske krimier, og denne weekend fik jeg omsider set et par stykker. Nemlig Richard Donners “16 Blocks” fra 2006 og Paul McGuigans “Lucky Number Slevin” fra samme Ã¥r. Begge med Bruce Willis i en hovedrolle. Den sidste kendsgerning skyldes, at jeg pÃ¥ fredagens obligatoriske indkøbsraid impulskøbte en af disse hersens tre-film-i-en-pakke formedelst 29 kroner. Fælles for de tre film var – surprise – at Bruce Willis pÃ¥ plakaten.

Jeg har nemlig en svaghed for Bruce Willis. I rækken af mandlige skuespillere, der sÃ¥ at sige altid spiller en maskulin enegænger og (anti)helt – en nærmest arketypisk figur i amerikansk film og litteratur – rager han op. Ikke, fordi han har et stort register at spille pÃ¥ som filmskuespiller. For det har han ikke. Men, fordi han mestrer sine begrænsninger til perfektion. Han bliver bedre og bedre fra film til film og forstÃ¥r at dosere sine kunstneriske virkemidler med overlegenhed. Som hos en af hans skarpeste konkurrenter i métieren, Clint Eastwood, synes jeg, man kan mærke, at man har at gøre med et musikalsk menneske, der kender betydningen af timing, tempo, pauseren osv. Og de er jo begge store musikelskere.

Weekendens to film er vidt forskellige. Donners “16 Blocks” har et – befriende – enkelt plot. En ældre, drikfældig, desillusioneret politimand, Jack Mosley (Willis), fÃ¥r modstræbende til opgave at køre et angiveligt ubetydeligt vidne til retten, der ligger 16 husblokke fra politistationen. Hvad, Mosley ikke ved, er, at vidnet – herligt spillet af hip-hop-stjernen Mos Def – skal vidne mod Mosleys korrupte kolleger, der vil gøre alt, hvad der stÃ¥r i deres magt, for at forhindre ham i at nÃ¥ frem til retsbygningen.

I en central scene i filmens start tvinges Mosley ud i et etisk dilemma: Valget mellem at dække over sine korrupte politivenner (og indirekte sin egen anløbne karriere) eller tage sit ansvar pÃ¥ sig og bringe vidnet frem. Og – uden at afsløre for meget – sÃ¥ vælger Mosley selvfølgelig rigtigt, viser, at han inderst inde er et godt menneske – som vidnet Eddie ogsÃ¥ pÃ¥peger – der trods skuffelser og moralsk deroute godt kan finde tilbage pÃ¥ dyden smalle sti. For mennesker KAN forandre sig som Eddie – tugthuskandidaten – flere gange understreger (med henvisning til forbryderne Chuck Berry og Barry White!) og selv eksemplificerer i filmens slutning.

Mosleys valg fører det umage par – den tavse indesluttede, fordrukne Mosley og den evigt snakkende Eddie – sammen og ind i et fælleskab af fremtvungen tillid og loyalitet, der i sidste ende bliver en slags venskab. Og sammen kaster de sig ud i en ulige kamp mod en bundkorrupt politistyrke. Slutningen pÃ¥ filmen er ikke overraskende. Og det er da heller ikke den, der er interessant, men vejen derhen. Og vejen er brolagt med fermt klippet aktion, som Hollywood er eksperter i at levere, og solidt skuespil i alle roller. Ikke mindst David Morse i rollen som glat, fidel, truende, lokkende ven og fjende i en figur er brillant. Og det er en ren og skær fornøjelse at se Bruce Willis agere ældre, nedslidt “grÃ¥ guld” som en kærkommen kommentar til den Ã¥ndløse og forudsigelige ungdomsdyrkelse i amerikansk film (og vestlig kultur i det hele taget). Filmen fik blandet kritik, da den kom frem. Den negative, mest fordi filmen tilsyneladende ikke bringer noget nyt til torvs. Nyhedshungeren fÃ¥r anmelderne til at overse, at der er tale om en lille velturneret perle i sin genre.

“Lucky Number Slevin” er en helt anden type krimi, der med sin indbyggede overraskelse nærmest ligner klassikeren The Usual Suspects. Uden at afsløre for meget, sÃ¥ er en del af filmens plot, at intet er, som det ser ud til at være. Og selv om man fÃ¥r pointen tidligt i filmen i godt skjult form, sÃ¥ er det først sent i filmen, at tingenes rette sammenhæng rigtig gÃ¥r op for en.

Temaet i filmen er ældgammelt: Hævn. En ung mand ved navn Slevin Kelevra (Josh Harnet) bliver – tilsyneladende ved en tilfældighed – viklet ind i en konflikt om spillegæld, mord og gengældelse mellem to gangsterimperier, ledet af “Chefen” (Morgan Freeman) og “Rabbineren” (Ben Kingsley). Harnet er intet mindre end fremragende i rollen som den unge mand, der som en anden Cary Grant bliver forveklet med en anden og rodet grundigt ind i et djævelsk plot, som der ikke er nogen flugtvej ud af (henvisningen til Hitchcocks Menneskejagt er eksplicit i filmen!). Ja, faktisk er det Harnet, der har førertrøjen pÃ¥ i denne film. PÃ¥ sidelinjen stÃ¥r ekspertlejemorderen Goodcat (Bruce Willis). En ret sÃ¥ éndimensionel rolle, som Willis udfylder perfekt med sin pokerfjæs og sine forførende talegaver. Men rollen er ikke pÃ¥ niveau med den tidligere omtalte.

En parallel fortælling er kærlighedsforholdet mellem Slevin og pigen Lindsay (overbevisende og morsomt spillet af Lucy Liu, der blev kendt for sin medvirken i advokatserien Ally McBeal). I denne bogstaveligt talt indviklede sidehistorie bliver der plads til ikke blot romantik men også velgørende humor.

Det komplekse plot i filmen fortælles med stor professionalisme og sans for basal suspense. Der afsløres hverken for meget eller for lidt undervejs, før den afgørende overraskelse sættes ind. Og det er underholdende og godt gjort. Som “16 Blocks” er “Lucky Number Slevin” et vellykket, -fortalt og -spillet genrestykke, der ikke lægger nye alen til filmkunsten, men pÃ¥ den anden side konsoliderer kriminalfilmen som genre og fremtidssikrer den nogle Ã¥r endnu.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

197 har læst indlægget
14,208