De røde lejesvende og Samuel Rachlin

28. september 2010

I et debatindlæg i Politiken i dag indsparker journalisten Samuel Rachlin – tidligere ansat i DR og nu kommunikationsdirektør for Saxo Bank og tilknyttet CEPOS – endnu en dimension i debatten om serien “Jagten pÃ¥ de røde lejesvende”. Rachlin mener, at reaktionen pÃ¥ udsendelserne – fra de medvirkende, Klaus Rifbjerg m.fl. – er “hysterisk” og udtryk for, at kritikerne ikke vil “forholde sig til substansen” – og at det samlet set er udtryk for, at vi her i Danmark ikke har “tradition for hudløs ærlig pressekritik”, sÃ¥dan som tilfældet er i USA, i følge Rachlin.

Her kan Rachlin selvfølgelig have en pointe. Med den indflydelse journalister og medier har for den offentlige debat og opinion, sÃ¥ er det kun naturligt, at pressens medarbejdere og repræsentanter skal kunne udsættes for kritik og stÃ¥ til regnskab for, hvad de har skrevet, sagt og gjort. Ingen tvivl om det. Og Rachlin kan ogsÃ¥ have ret i, at det ikke sker i tilstrækkeligt omfang i vores lille andedam. I konsekvens af denne holdning, sÃ¥ er det selvfølgelig ogsÃ¥ helt forstÃ¥eligt, at de journalister, som efter ’68 havde venstreorienterede holdninger udsættes for kritik i det omfang, de har kolporteret urigtige oplysninger, har fremført tvivlsomme synspunkter osv. “Stop nu det klynkeri, se jer selv i øjnene og lad os i stedet for tale om, hvad der skete dengang uden omsvøb, forstillelse eller simuleret amnesti” skriver Rachlin. Og ja, lad os bare fÃ¥ tingene op i nutidens skærende lys og bagklogskabens ditto.

Men – som jeg tidligere har været inde pÃ¥ flere gange, sÃ¥ er den form, man anvender, nÃ¥r man skal diskutere og vurdere historiske hændelser – for det er jo, hvad vi har med at gøre! – ikke ligegyldig. At lokke interviewofre ind til debat pÃ¥ falske eller i hvert fald slørede præmisser, konfrontere dem med løsrevne citater fra skrifter og medier, som ikke direkte har noget med DR at gøre, og gøre det i en iscenesættelse, der med sin overskrift og udvalg af opponenter mest af alt har karakter af stalintidens teatralske skuesprocesser,  har absolut intet at gøre med den pressekritik, som Rachlin efterlyser. Det hÃ¥ber jeg i hvert fald ikke! Og det undrer mig meget, at en garvet journalist som Rachlin selv ikke kan se, at formen er et problem. BÃ¥de som journalistik betragtet, men ogsÃ¥ som bidrag til en seriøs historisk forstÃ¥else og bearbejdning af den sÃ¥kaldte venstreorientering af DR i halvfjerdserne. [link]

Apropos Samuel Rachlin, de journalistiske idealer og medievirkeligheden så læs her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. Peter kommentarer:

    hmm de røde lejesvende… Er det sÃ¥ ikke sÃ¥dan, at Rachlin var og er en BlÃ¥lejesvend – altsÃ¥ har et givent politisk budskab, som han gerne vil kolportere som sandheden. Nu er CEPOS jo ikke lige et “hudløst ærligt” sandhedsvidne.

  2. Steen AA kommentarer:

    Helt enig og meget nydeligt formuleret Hr Capac!

    PS. Dit navn fÃ¥r mig altid til at tænke pÃ¥ CarPark North… tsk tsk.

    mvh
    Steen AA

  3. capac kommentarer:

    @Steen AA: Slet ikke nogen dårlig association, Steen.

  4. capac kommentarer:

    @Peter: I hvert fald har han ikke blik for formproblemet i udsendelserne – og heller ikke for den revanchistiske ideologiske kamp, som de er en del af, kaldet “opgøret med ’68″…

Skriv en kommentar

349 har læst indlægget
13,587