Filminstruktøren, Arthur Penn er død, 88
30. september 2010På arbejde kører DR Update non-stop i kantinen. Hvad idéen skal være med det, skal jeg lade være usagt (der kan – heldigvis skrues ned for lyden), men med en kop kaffe i hånden fangede mit blik en af de nyheder, der i bedste CNN-overkill-stil løber nederst på skærmen, at filminstruktøren Arthur Penn er død i den fremskredne alder af 88 år.
Penn havde mange jern i ilden som instruktør. Tv, teater, film. Det var filminstruktøren, jeg lærte at kende i løbet af tresserne og frem. Og flere af hans film gjorde et stort indtryk på et ungt og følsomt menneske som capac. Den første var “Bonnie and Clyde” fra 1967 (med Georgie Fames titelsang). Et voldeligt drama, fremstillet med stor korporlig sanselighed i fremstillingen af vold og sex. Især den klassiske slutscene, hvor Bonnie & Clyde fanges og nedskydes af de forfølgende politifolk er uforglemmelig i sin virtuose iscenesættelse.
Med opfølgeren Alice’s Restaurant fra 1969 – med Arlo Guthrie i hovedrollen – leverede Penn et fint portræt af hippietiden, men også et gravskrift over samme filosofis smukke, men også dybt naive, selvbedrageriske tro på et liv uden skyggesider. Og den blev fulgt op af det store hovedværk, LIttle Big Man, med Dustin Hoffman i hovedrollen som Jack Crabb, der som olding fortæller om sit liv som indianer og sin deltagelse i kampen mod general Custer. En stort anlagt krønike, der også er en personlig fortælling om Amerika.
Det er blevet sagt om Penn, at han overførte de europæiske tresserkunstfilms – fx Nouvelle Vague og italiensk og engelsk nyrealisme – særlige sanselighed og filmsprog til amerikansk film. I hvert fald lagde han afstand til stereotypierne i Hollywood-filmæstetikken og banede vejen for nye instruktører. Den europæiske kulturs indflydelse på Penn er indiskutabel. Lige fra freudianismen i Bonnie & Clyde til den cineastiske metabevidsthed i flere af tresserfilmene.
Penns stjerne dalede lidt efter de omtalte store successer. Men han lavede fortsat gode film. To af mine personlige favoritter hører faktisk til i tiden efter Little Big Man . I 1975 kom den fine detektivfilm Night Moves med Gene Hackman som detektiven, der på bedste Chandlervis rodes ind i en intrikat historie om en forsvunden skuespillerinde. I 1981 kom Four Friends. En sædeskildring af fire arbejderklassebørn, der i slutningen af tresserne vender tilbage til fødebyen, en lille industriby, hvor ungdommens uskyld er borte, men drømmene stadigvæk lever. Historien fortælles fra den unge jugoslaviske immigrantsøn og forfatterspire, Danilos, synsvinkel og er en smuk fortælling med mange lag. Den er i øvrigt svær at opdrive på dvd.
Nu er Penn ikke mere, men filmene har vi da lov at have. Hvil i fred.
