Sebastian Waldejer – norsk singer-songwriter
8. oktober 2010
Fra Norge har jeg modtaget Sebastian Waldejers debutalbum “Rise of the Urban Child”, som udkom i 2009 og nu er sendt ud på det danske marked.
Waldejer kommer fra Stavanger og ved siden af sit soloprojekt er han med i byfællen Thomas Dybdahls band. Sammen har de netop afsluttet en Danmarksturné, der førte dem til bl.a. København, Herning og århus. Desværre forhindrede arbejdet mig i at troppe op i Voxhall, men så er det jo godt, at have pladen at lytte til.
Inden Waldejer fik udsendt sit album havde han udsendt to EP-plader, der skaffede ham et godt ry i hjemlandet og blandt indiefans. Bl.a. blev han udnævnt til at være “årets kunstner” i sin hjemby i 2008.
Musikalsk set er Waldejer et barn af sin tid. Forstået på den måde, at han placerer sig inden for den eklektiske kategori, man kalder indie. Musik, der i sin inspiration er internationalt, ja, globalt, orienteret, men i sin kerne bygget op omkring rockens, poppens og folkens udtryk. Musikken er i udpræget grad melodiøs og harmonisk uden at lande i poppens ofte frivolt leflende, klichemisbrugende ørehængeri. Det nærmeste man kommer et rigtig beskidt hit er skæring tre,”Always in Love or in Hell“, der har ligget fremme i denne bloggers bevidsthed de seneste dage. En sang, man sådan går og nynner for sig selv uden at ville det.
Waldejers musik er først og fremmest stemningsskabende musik. Med varierede, spændende arrangementer, følsomme, henførte stemmer – Waldejers egen lyse, unge stemme og Elise Pettersens og Hanne Holstøs smukke, pigede stemmer – inviteres man ind i et univers af intimitet, ro og vemod. Det er også musik, der endnu ikke helt har fundet sin form. Og i indiepoppen er det heldigvis legitimt at være eklektisk i sin inspiration. Her går påvirkingen fra rock til klassiske, næsten symfoniske, elementer. Waldejer er en ung (26 år), lovende musiker på vej, og pladen har noget af den strittende løshed og rummelighed, der ofte præger debutanter, der endnu ikke helt har fundet deres stil. Og det er også en kvalitet.
Hvis man er til indie og fx holder af de helt unge Simon & Garfunkel eller Bon Iver, så er jeg sikker på, at man også vil holde af Sebastian Waldejer. Hermed anbefalet.
PS. Som det fremgår af kommentarerne til dette indlæg, så spiller Sebastians far med på pladen. Og Erik Waldejer er identisk med guitaristen (og sangeren) i de esbjergensiske orkestre Sharons (1963 f.) og Smile. Ja, verden er lille…
Sebastian Waldejer 'A Touch Of Soul'
Uploaded by RadarMusicVideos. – Explore more music videos.
8. oktober 2010 kl. 17:31
Hm…
PÃ¥ nummeret – RISE OF THE URBAN CHILD – medvirker en vis Erik Waldeier. Han var – hvis det er ham – din hjembys førende guitarist i tresserne og frem, indtil han flyttede til Norge med en klassisk musikkonservatorieuddannelse… Monstro der er familie-relationer mellem Waldeier og Waldejer??
8. oktober 2010 kl. 23:02
Hei Gertrud! Det stemmer. Erik Waldejer (skiftet til “J”) er min far, og han spilte ogsÃ¥ i et band i sine yngre Ã¥r, SMILE
9. oktober 2010 kl. 01:14
@Sebastian: Det er jo fantastisk! Tak i øvrigt, fordi du lagde vejen forbi min weblog. Håber, du synes om min omtale af din plade.
@Gertrud: Danske aner! Jamen, det er jo herligt.
9. oktober 2010 kl. 02:05
@Capac & Sebastian – hvor morsomt. Jeg har Smile-LPén med dannebrog-omslaget og lytter engang imellem til Dear Popstar…
Som vi siger i det vestjyske – pæren falder ikke langt fra hesten :-)
9. oktober 2010 kl. 11:27
Jeg er forøvrig 26 år ;)
9. oktober 2010 kl. 11:57
@Sebastian: Undskyld. Jeg retter selvfølgelig med det samme!
2. marts 2012 kl. 08:37
..Kan godt se,- du er din far’s søn ;) ..Men det skal du nu ikke høre for, hihi!
Men derimod dit musik – det er da bare ‘gudeskønt’!… Pragtfuld stemme, du har!
Stor hilsen fra Esbjerg :)