The Squid and the Whale – aftenens film

26. oktober 2010

Jeg tror, den her film er god, sagde Fruen. Jeg var ogsåmest til sinds til at glide tilbage i sofaen efter en måder travl fridag af den slags, hvor man ikke nåede det, man havde sat sig for, men til gengæld blev nødt til at tage sig af en masse andet, der skubbede sig ind foran en. Og da fruen så gjorde mig opmærksom på, at Laura Linney var med – og Jeff Daniels – så gled jeg ned bag kaffekoppen.
Og heldigvis for det. For Noah Baumbachs film “The Squid and the Whale” (2005) er en af disse hersens små undseelige perler, som amerikansk film en gang imellem formår at lave i skyggen af det brølende, larmende, blinkende og markskrigeriske Hollywood. En selvbiografisk baseret fortælling om et forfatterægtepar og deres to drenge – og deres liv, efter bruddet mellem forældrene.

Det biografiske, næsten litterære manuskriptforlæg afslører sig hurtigt i fortællingens til det absurde grænsende, detaljerede hverdagsrealisme. Der er noget næsten Woody Allensk over den tragi-humoristiske beskrivelse af den næsten dysfunktionelle Brooklynfamilies forsøg på at få det post-ægteskabelige liv til at fungere bare nogenlunde. Til forskel fra Allen befinder vi os et trin længere ned af den sociale rangstige, og autenticiteten er nok en grad skarpere. Som i de bedste Allenfilm er Baumbach skånselsløs ærlig – men også loyal og kærlig – i sin udlevering af forældreparret og deres to drenge.

Den alt andet end glamourøst udseende moderfigur i Linneys gestaltning. En kvinde, der følelsesmæssigt er ude i torvene, men forsøger at skabe mening i livet for sig selv og sine to rebelske drenge. Og faderen, Jeff Daniels’ fløjlsjakkeklædte, skæggede litteraturunderviser, der er brændt ud som forfatter, jagter piger på sin ældste søns alder og forsvarer sin faderværdighed helt ud i det absurde.

De to drenge er et studie i sig selv. Den ældste søn Frank, der har identificeret sig med akademikerfaderens elitære holdninger til kunst og litteratur i en sådan grad, at han bliver pågrebet i plagiarisme og påtaget belæsthed. En tur via en jordbunden psykolog får ændret på den vildfarelse. Og lillebroderen, der reagerer fysisk over for forældrenes separation ved at drikke spiritus i lange baner og smøre sin fremmasturberede sæd ud over reoler og skabe på skolen.

Skuespillet er intet mindre en fremragende i denne lille film. Linney viser endnu engang, at hun er en af de bedste amerikanske skuespillerinder i disse år. Nøgent, nuanceret og udtrykfuldt indfanger hun den lille grå forfatterspire med sin kunst. Og Jeff Daniels formår at forlene sin akademikermand med både sårbar-, skrøbelighed og intellektuel forstokkethed, så det ligner noget, der er taget lige ud af virkeligheden. Hvad han nok også er. Og drengenes spil er også i en klasse for sig. Instruktøren har åbenbart et godt greb om børn. Dertil skal lægges en dialog, der formår at trække hverdagen ind i biografmørket uden at ende i den mest platte banalitet.

Helt i tråd med filmens natur, så ender historien ikke i nogen happy end. Uden at jeg skal afsløre hvordan. Men alligevel er det en i den grad livsbekræftende og opløftende film, der illustrerer, at filmkunsten stadigvæk har noget at byde på- også når den ikke griber til 3D og computeranimation. Anbefales.

PS. Og så skal jeg ikke lige glemme at nævne lydsporet, der byder på Lou Reed, John Phillips, Bert Jansch (ikke mindst), Loudon Wainwright, Kate & Anna McGarrigle, Blossom Dearie, Pink Floyd, The Cars m.m.

Trailer

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

210 har læst indlægget
14,208