Erindringsglimt: avispapir og fodtøj
28. november 2010Da jeg stod der og tog mine langskaftede gummistøvler på for at bevæge mig udendørs, gled erindringen pludselig tilbage til dengang, hvor min mor forede mine sko og støvler med avispapir, der var varmet på kakkelovnen eller (senere) radiatoren. Og fornemmelsen af at stikke foden ned i den tørre, glatte, knitrende varme vældede frem i mit indre. Dengang var der ikke råd til indkøb af termosokker, kevlarbeskyttede støvler og andre objekter fra velstandsoverskuddet. Men der var andre glæder…
28. november 2010 kl. 22:05
Det er sådan nogle minder, der kan få min indre varme frem, og så prøver jeg at forstå, hvor længe Damlar-verdenen af idag kan blive ved med at se så kunstig ud. Som du sikkert har bemærket, tror jeg ikke at teknologien kan løse de politiske problemer 100% – og måske løber vi tør for tekno-fix.
28. november 2010 kl. 22:05
“Damlar” undskyld, skulle være Danmarks-verdenen af i dag!
28. november 2010 kl. 22:24
@Donald: der er mange problemer med den såkaldte teknologiske udvikling. Et af dem er, at meget teknologi er bundet op til vores moderne forestillinger om “fremskridt” og “vækst”. Kan man forestille sig en teknologisk innovation, der tænkes ud fra status qvo, balance og ikke-vækst? Jeg har også et ambivalent forhold til moderne teknologi. Fx computeren og internettet. Jeg bruger dem dagligt, men kan ikke lade være med at tænke på, at de er med til at holde vores CO2-udledningen oppe. Eller mobiltelefonen. Er verden blevet bedre, fordi vil hele tiden kan komme i kontakt med hinanden via sms og telefoni? Jeg tror det ikke.
Det er også underligt, at vi mennesker kan udrette stor på det teknologiske område – fx sende et rumskib til Månen og videre endnu eller lave raketskjold over store dele af verden – men finde ud af at begrænse CO2-udslippet, afskaffe hungersnød og realisere en global, fredelig sameksistens, det har vi ikke kunnet…
28. november 2010 kl. 23:39
Capac…uden at anfægte din anfægtelse på makroplan, vil jeg bare sige at jeg tror at jeg ville være gået ned med flaget, hvis jeg ikke havde haft mobiltelefonisk kontakt med mine børn efter skilsmissen. En egoistisk grund til at hylde moderne teknologi, ja…men den kommer fra mit hjerte.
28. november 2010 kl. 23:47
@Bent Otto: Jamen, jeg er da enig. Som jeg skrev, har jeg et ambivalent forhold til megen teknologi. Jeg elsker også, at min søn kan skrive emails til mig, når han render rundt i Saud-Arabiens ørken eller et andet eksotisk sted. Eller når min datter med sit tæppebombardement af smser, får mig til at tro, at jeg ikke er helt og aldeles uundværlig. På den anden side…
29. november 2010 kl. 10:49
Til brug i afsides egne indkøbte jeg en hånddrevet lommelygte. Ved hjælp af dets håndsving skulle man også kunne oplade mobiltelefoner.
Men jeg har nu tænkt mig at opfinde en mikrofon-forsats, så talestrømmen kunne generere den fornødne energi. Jeg er sikker på, at visse segmenter af forbrugere ville kunne tjene penge på at levere strøm via mobilen!
Nå, ja, og så er der cykel- og romaskiner, som kan levere den fornødne strøm til fjernsyn og computer. Har vi snart et opfinderteam?
29. november 2010 kl. 11:42
@AagePK: Det var vist det, vi kaldte “rugbrødmotorer”, da far her var knægt!?