“Prinsessen er rolig, prinsen har mere temperament” – et republikansk opstød
16. januar 2011Det var vist Klaus Rifbjerg, der med vanlig sarkasme kundgjorde, at folk, der gik gennem svingdøren i Politikens hus afleverede den højre hjernehalvdel ved indgangen. Jeg kom til at tænke på Rifbjerg, der også er republikaner, da jeg med et halvt øje så og hørte den seneste royale familieforøgelse, og kunne ikke lade være med at tænke, at den danske journaliststand åbenbart lader hele hjernen blive hjemme i køleskabet, så snart kongefamilien formerer sig eller på anden måde har noget nyt at bringe ud til nationen.
At en “flawless aussie” nedkommer med to velskabte børn er åbenbart en nyhed, der kan bedøve og lamme den i forvejen trængte kritiske sans fuldstændig. At TV2 går i royalt selvsving og fremstår som tv-mediets pendant til Billedbladet og Se & Hør, er vel ikke overraskende, al den stund koncernen for længst har udskiftet traditionelle journalistiske dyder med “infotainment” og kun af formelle (ikke-kommercielle) årsager bevarer et skin af public-service-seriøsitet.
Men også DR, vores sidste public-service-bastion, gå helt fra snøvsen, når det veliscenesatte royale show løber af stablen, og formår ikke at stille et eneste spørgsmål, som vil kunne ryste glansbilledet bare en lille smule. Ikke bare konfirmerer man illusionen om, at den ganske nation er helhjertede royalister og alle i samme båd, når det gælder begejstringen over denne privilegerede familie af overførselsindtægsmodtagere, men man kolporterer også gerne hele de arkaiske værdisæt, som kongefamilien iscenesætter sig selv med. Fx i den ovenfor citerede passus, hvor et oldnordisk kønsrollemønster ukommenteret får lov til at passere gennem æteren ud til den måbende befolkning. Og på DRs hjemmeside har redaktionen gud hjælpe mig lavet en specialside med “alt om den lille nye prins og prinsesse” med royalt logo og hele pivetøjet.
Den mediale konsensus omkring kongefamilien er efterhåndet så kompakt og lydefri, at man nødvendigvis må føle sig udenfor, hvis man bærer rundt på en smule skepsis over for det post-feudale system, som kongehuset er. Jeg får nogenlunde samme fornemmelse, som når man i forbindelse med nytåret transmitterer den katolske paves nytårsgudstjeneste – som om reformationen og sekulariseringen aldrig havde fundet sted.
Man kan selvfølgelig mene, at kongehuset bare er stykke af underholdningsindustrien, som i forvejen breder sig uhæmmet i offentligheden, men den uhæmmede, skamløse og fuldstændig tandløst ukritiske dyrkelse af det royale er også et skræmmebillede af, hvor samfundet for øjeblikket bevæger sig hen i den kriseramte borgerligt-liberalistiske konjunktur. Medens seerne af en kastreret presse stopfodres med glansbillederne af kongefamilien, er samfundet ved at gå op i limningen, og afstanden mellem de privilegerede og taberne vokser dag for dag. Det er sgu beskæmmende.
Medblogger Rune Engelbreth Larsen har en anden medial vinkel på emnet
17. januar 2011 kl. 12:08
Vil bare tilslutte mig. Desværre lader det til at være en kamp mod vindmøller …
17. januar 2011 kl. 12:12
@Cummings: der er altid brug for en Don Quixote og en Sancho Panza…
17. januar 2011 kl. 17:32
Ikke vindmøller: pengemøller.
Vi har mindre råd til at afskaffe kongefamilien end efterlønnen, det sidste er slemt nok. Når Direktører rundt om gladeligt får løn efter omsætningen i firmaet, se f.eks. sidste melding fra Roskilde bank, så snakker vi peanuts, når det gælder de kongelige, de får altså meget lave royalties.
Sæt en præsident ind for at se konsekvensen: kan du så fjerne diverse slotte og anlæg fra statens budget? Kan du fjerne én eller anden form for præsidentiel garde eller lignende korps? Hvor mange turister har du samtidigt fjernet?
Dernæst: præsidentens løn: i hvor mange år, før han/hun går på pension? Og den næste? Og næste? Hvor mange amerikanske præsidenter, eller tyske, har der været siden dronningen trådte til i 1972? Med dette udgangspunkt omsat til samme antal danske præsidenter, vil deres løn sammenlagt være større eller mindre end kongehusets apanage, fratrukket udgifter til hus- og vedligehold?
Endelig: Hvor mange Carlsberg eller Tuborg vil en Pia Kiersgaard som præsident, eller Lars Løkke sælge, sammenlignet med Margrethe, når de tager på besøg i Kina? Ifølge Carlsberg, der sidst betalte Liverpool 220 mil kroner om året, sælger Margrethe en hel del mere: og hun får 67 mil, og skal endda holde hus for pengene. Er det forbigået jeres opmærksomhed, at en kok ved hoffet sagde op i protest mod at skulle lave varmemad, som Daisie og Henri så selv skulle sætte i micro-ovnen.
Ville Ole Sohn finde sig i det i præsidentpalaiset?
Der er ingen, der forlanger, at I skal være royalister, men lidt mere realist har man da lov at være. Ikk’?
18. januar 2011 kl. 01:10
@AagePK: Helt ærligt. Er det ikke lidt pauvert at argumentere for kongedømmet ud fra økonomiske kategorier?! Kongehuset som en virksomhed. Det er for mig at se en understregning af, hvilken anakronisme kongehuset er.
Det, der generer mig, er ikke primært, at de får klækkelige overførselsindkomster, men at de privilegeres ved arvefølge. Det strider mod alt, hvad jeg går ind for. Om de kan tjene penge til landet er i den forbindelse ligegyldigt.
Selv om jeg ikke har meget fidus til præsidenter (hvorfor skulle vi i øvrigt skifte dronningen ud med en anden økonomisk byrde, vi kunne vej nøjes med statsministeren..), så har de dog den fordel, at de kun sidder i en periode.
18. januar 2011 kl. 10:55
I den bedste af alle verdener er vi alle lige og frie, dér findes hverken gud, konge eller fædreland. Ikke noget med pas, kroner eller dollars.
Men sådan er vor verden nu engang ikke skruet sammen. Fordi nogle er stærkere end andre, har vi sluttet os sammen , fundet sammen for at beskytte hinanden, dannet samfund. Og vi kan jo ikke alle rende til Bruxelles, hver gang der skal besluttes noget, altså har vi valgt nogen til at repræsentere os. Laver vedkommende lort, fyrer vi ham på stedet, hvis vi ellers kan blive enige om det. Og så kan der gå et stykke tid, før vi finder en ny. Imens har vi ikke nogen til at repræsentere os, og det går jo ikke. Derfor er vi nødt til at have en eller anden symbolsk figur, der ikke sådan uden videre kan fyres. Franskmænd og US-borgere har valgt en præsident med stor magt, der er svær at fyre, Tyskland har valgt en, der ingen magt har, og som derfor skal anstrenge sig, hvis han vil fyres, det lykkedes så for den forrige.
Men jeg kan ikke komme i tanke om én eneste stat, hvor man ikke har adskildt den repræsentative fra den politisk styrende bortset fra de præsidentialt styrede lande som USA og Frankrig. Som alligevel er forskellige.
Så kan vi vælge: vil vi have skiftende præsidenter, som i Italien, Irland, Tyskland, mere eller mindre afdankede politikere med masser af skeletter i skabet, og som i de færreste tilfælde viser sig som gode rollemodeller, altså positive symboler? Og helt sikkert taget af det politiske establishment, leveret af dynastiske polit-familier? Hvor demokratisk er det nu lige? Chancen for at blive præsident er jo mindre end at vinde i lotto, chancen for at blive prinsesse eller prinsgemal ulig meget større.
Hvor mange præsidenter skal USA pt føde på og holde i live, ud over Obama? Da de stadig har stor symbolsk værdi som eventuelle gidsler o.lign. har de hver en mindre hær omkring sig, den skal også betales. En afgået Pia Kiærsgaard kommer vel ikke op i samme klasse, men det vil alligevel summe op. Til gengæld skal vi nok ikke regne med, at der vil komme ret mange krydstogtskibe på Langelinje for hendes skyld.
Og så er vi ved det økonomiske: klækkelige overførselsindkomst? Er du på overførselsindkomst, eller er du på det private arbejdsmarked? Du ved, alle offentligt ansatte er per definition på overførselsindkomst: hermed indikerer folk fra sort stue (blå stue er en neologisme) at vi lærere oma ikke leverer et ærligt stykke arbejde. Altså gør dronningen, Henrik og de andre heller ikke? Det er dog et faktum, at efter et officielt besøg stiger salget af Kjeldsens Buttercookies til astronomiske højder. Dét er hvad hun bl.a. er ansat til, det ved hun, ligesom resten af familien, og det arbejde tager de seriøst.
Jeg har bemærket, at især den borgerlige regering har haft travlt med at fjerne ordet “Kongelige” fra vore institutioner sÃ¥som posten, veterinære højskole oma: dels for at gøre dem salgsklare, men sÃ¥ sandeligt da ogsÃ¥ for at gøre os mindre bevidste om vor historie, sÃ¥ vi ogsÃ¥ bliver mere politisk salgsklare til den stadig mere indsnævrede union.
Tvi!
18. januar 2011 kl. 13:14
@AagePK: Jeg stiller mig ikke tilfreds før vi har skabt “den allerbedste af alle verdener”! Mit republikanske opstød er ikke et forsvar for indsættelsen af en præsident. Det kan godt være, at der ikke findes andre modeller i verden, men det forhindrer vel ikke, at man kan lave andre modeller? Det, der virkelig fÃ¥r mig til at fare i blækhuset, er ikke de kongelige personer som sÃ¥dan. De gør bare, hvad der forventes af dem, og det fÃ¥r de godt betalt. Nej, det er mediernes og pressens næsten enstemmige, ærbødige, leflende osv. bøjen sig for kongedømmet og alle dets gerninger. Med undtagelse af Georg Metz og et par stykker mere er journalisterne en flok hovedløse, logrende lam. Og det er lidt bekymrende for et sÃ¥kaldt demokrati.
18. januar 2011 kl. 13:41
Det er med dronniger som med skolelærere: alle kritiserer deres lange sommerferie, men ingen gider tage jobbet, nÃ¥r de fÃ¥r den reelle løn at vide, og hvad jobbet iøvrigt medfører af arbejde pÃ¥ ubekvemme tidspunkter, ubehøvlede elever/gæster/journalister…….fortsæt selv.
Men journalisterne er nu engang placeret lige nede ved siden af politikere på tillidsskalaen, sådan er det åbenbart, uanset styreformen.
18. januar 2011 kl. 15:06
@AagePK: Som sagt vil jeg ikke kritisere kongehuset for det, de gør. Det er institutionen som sÃ¥dan, det gælder. Og medierne – journalisterne – har Ã¥benbart valgt at lægge lÃ¥g pÃ¥ den gamle diskussion om kongehuset. Derfor mÃ¥ vi andre smÃ¥ djævle jo forsøge at Ã¥bne den igen… ;)
18. januar 2011 kl. 19:07
@capac: Keep up the good work!
19. januar 2011 kl. 01:17
@Cummings: You can say that again! ;)