Et pophoved fylder 60 – Phil Collins
29. januar 2011Inden Phil Collins kom med i den engelske progressive rockgruppe Genesis var han med i rockgruppen Flaming Youth, der nåede at indspille et enkelt album for Fontana Records – Ark2 – i 1969, inden medlemmerne gik hver til sit. Pladen fik en pæn modtagelse i musikpressen, men solgte ikke og ville måske være gået helt i glemmebogen, hvis ikke hollandsk tv dengang havde lavet en længere tv-udsendelse med musik fra pladen.
I bagklogskabens lys kan man godt høre på Flaming Youths musik – blød, melodiøs poprock med tætte vokalharmonier – at der i den unge Phil Collins (18 år var han) bankede et pophjerte, som var svær at holde i ave. Ikke desto mindre søgte han jobbet som trommeslager i Genesis, hvor den anderledes sofistikerede Peter Gabriel var en slags mastermind. Og han fik jobbet og en i bogstavelig forstand tilbagetrukket rolle som baggrundsvokal og trommeslager frem til 1975, hvor Peter Gabriel gik solo efter kraftpræstationen med dobbeltalbummet The Lamb Lies Down On Broadway, som var kronen på det progressive bands karriere – og i højeste grad Gabriels værk.
Herefter overtog Collins førertrøjen – som forsanger og kreativ forgrundsfigur. Og dermed igangsattes en transformation af Genesis fra at være eksperimenterende, “progressiv” havlfjerdserrockgruppe til at blivet et strømlinet, mainstreamrockorkester med succes i de ligeledes glatte firsere. Pophjertet bankede kraftigere og kraftigere.
Forvandlingen sket ikke med et slag, men orienteringen mod et popelskende, FM-radiolyttende voksentpublikum kan spores gennem pladerne A Trick of the Tail (1976), Wind and Wuthering (1976) og ikke mindst ...And Then There Were Three (1977), som indeholdt bandets første rigtige singlehit “Follow You Follow Me“.
I firserne tog Genesis skridtet fuld ud med album som Duke, Abacab, Genesis og Invisible Touch, som lod for alvor lod tilføjelsen “progressiv” erstatte med AOR, Adult Oriented Rock. Og samtidig understregede Phil Collins sin flair for det poppede med sin første soloplade, skilsmissealbummet Face Value (1980), som passede som Hans i Grete til et voksentpublikum, der var flasket op med tresser- og halvfjerdserpop og havde skiftet teenagerubekymretheden ud med voksenalderens nøgternhed.
Successen har været ligefrem proportional med Collins tilbagevenden til sine poprødder. Og man kan næsten sige, at ringen for alvor blev sluttet, da han sidste år udsendte albummet Going Back med en meget ung, slipseklædt, velfriseret ung trommeslager Phil på forsiden og Motown- og andre soulstandards i laserhullerne.
Men til helhedsbilledet hører også, at Collins ikke bare var en mere end kompetent trommeslager i progrockbandet Genesis. Han har ved siden af popkarrieren haft en række sideprojekter af mere sofistikeret og eksperimenterende karakter. Fx i sit samarbejde med Brian Eno og kollegerne fra Genesis eller sit eget jazz-projekt Brand X.
I morgen fylder Collins tres år og kan se tilbage på en karriere som en superstjerne, der formåede at blive voksen, få kommerciel succes og vise, at selv om man inderst inde er et popvrag, behøver man ikke at gå i barndom eller gå på kompromis med de musikalske ambitioner.
