Gelwane… Nok er ikke alt nok.

21. februar 2011

I en lille jysk flække ved navn Jelling gÃ¥r en ung autistisk mand rundt med nogle spraydÃ¥ser. PÃ¥ sin vej sprøjter han et ord ”Gelwane”. Et af stederne er en stor sten. En Jellingesten. Og sÃ¥ er Fanden løs i Laksegade. For stenen er ikke kun en sten. Den er et ”nationalklenodie”. Sammen med sin lillebroder, Jellinge Kirke og de to kæmpehøje indtager den store sten en plads pÃ¥ UNESCOs Verdensarvsliste. Den er, som politikeren Karen Jespersen udtrykte det i et indlæg, jeg straks skal vende tilbage til: ‘et enestÃ¥ende nationalt mindesmærke over den tid, hvor Danmark blev kristnet’. Men det er ikke kun stenen, der fÃ¥r indskriften ”Gelwane”. Det samme gør den kasse, der omgiver den lille sten, kirkedøren til Jelling Kirke og herretoilettet pÃ¥ Vejle BanegÃ¥rd, som fÃ¥r besøg dagen efter…

Hændelsen gav ikke overraskende genlyd i samtlige medier under overskrifter, hvor ordene ”grafitti” og ”hærværk” kappedes om at have forrangen. Og den tidligere Venstresocialist, feminist, Socialdemokrat og nuværende Venstrepolitiker Karen Jespersen for i det digitale blækhus og forfattede den 17. februar en tankevækkende, reaktionær kommentar i Berlingske under rubrikken: ”Nok er nok”.

NÃ¥r jeg betegner kommentaren som reaktionær skal det ikke kun forstÃ¥s i politisk-moralsk fordømmende forstand, sÃ¥dan som ordbogen forklarer ordet: ”bagstræberisk”, ”fremskridtsfjendtligt”, men ogsÃ¥ i en direkte betydning: ”tilbagegribende”, ”modvirkende et politisk fremskridt”, ”genoprettende” og som en beskrivelse af, hvad Jespersen faktisk gør. For at forstÃ¥, hvori det reaktionære – det tilbagegribende bestÃ¥r, skal vi huske pÃ¥, at Karen Jespersen var en markant person, nærmest et ikon, i det politiske oprør, der foregik i tresserne under overskrifter som ”Ungdomsoprøret”, ”68”, “de venstreorienterede halvfjerdsere m.m. Siden har hun som bekendt flyttet sig gennem det politiske spektrum fra VS til nu Venstre som foreløbigt sidste holdeplads.

Artiklens reaktionære mÃ¥l er entydigt: Jellingestenene skal have ‘en ny betydning’ som nationalt symbol. Stenene og deres omgivelser har – underforstÃ¥s det – haft en national symbolsk betydning, som nu skal forstærkes eller genoplives. For i Jespersens optik er den unge mands indskrift, ”Gelwane”, et stykke hærværk, der ”selvfølgelig er udtryk for opløsning af normer, kultur og fælleskab” (jeg fremhæver). Og af samme grund, hævder Jespersen, er mange danskere blevet forarget og vrede, fordi de ikke bryder sig om det og ”bestemt ikke er ligeglade med deres samfund”.

Grafittien opfattes som udtryk for opløsningstendenser, der ”vokser”, fordi ”vi er sÃ¥ pokkers konfliktsky”. Og Jespersen opregner en række eksempler pÃ¥ opløsningstendenserne. Lige fra de velkendte grafittimalerier pÃ¥ togvogne til affaldsproblemet pÃ¥ de centrale Ã¥rhusianske strøg. De ”meningsløse ødelæggelser” vokser, ”fordi vi som borgere og som myndigheder reagerer alt for svagt”.

Og denne opløsningstendens, opløsningen af samfundet, begyndte i 1960’erne, hvor vi fik ‘fremskridt i velfærd og personlig frihed”, men hvor udviklingen ogsÃ¥ ”i vidt omfang kørte af sporet”: ”Ungdomsoprøret udviklede sig til en stærk politisk korrekt strømning, der kom til at dominere pÃ¥ uddannelsesstederne og i medierne. Det blev nærmest betragtet som skadeligt at tale om opdragelse og voksne som autoriteter. Normer som pligtfølelse, flid og samfundssind blev latterliggjort som gammeldags.”. Og Jespersen mÃ¥ jo vide det…

Men det handler ikke bare om opdragelsens forfald, om autoritetstabet og eroderingen af normer som ”pligtfølelse, flid og samfundssind”. Næ: ”Mest nedgjort blev de, der glædede sig over Danmark. Dansk kultur, historie og det danske sprog hørte fortiden til. Brændte man for det danske, var man nationalistisk og højreorienteret.”. Det, der først og fremmest ligger Jespersen på sinde, er det nationale. Danmark – eller rettere: et Danmark, der indirekte beskrives gennem de opløste eller tabte ”værdier”, for nu at bruge et politisk korrekt udtryk.

Men Jespersens bekymring er ikke kun national. Den er nationalistisk. Det afslører hun med en behændig kobling, hvor hun efter at have givet eksempler pÃ¥ nationalt kritiske lærebøger skriver følgende: ”Den negative holdning til Danmark og danskerne gÃ¥r igen hos en del indvandrere. De holder sig til deres egen kultur og ser det at være dansker som et skældsord (»At være muslimsk kvinde i Danmark«).” Pia Kjærsgaard og hendes partimedlemmer mÃ¥ nikke samtykkende…

NÃ¥r det er kommet sÃ¥ vidt, sÃ¥ skyldes det ikke bare, at danskerne er løbet med tressernes ”politisk korrekte strømning” og fx har undladt at opdrage deres børn gennem flere generationer. Nej, det skyldes ”behagesyge” hos politikere og myndigheder over ”de politisk korrekte”. De har ikke forstÃ¥et at læse, hvad der reelt forgÃ¥r i den danske folkesjæl, og handlet derefter. For den samfundsopløsende udvikling ”svarer slet ikke til danskernes holdninger. Over 90 procent af danskerne – unge som gamle – siger, de er stolte over at være danske. De vil gerne værne om Danmark som nation. De er enige i, at man skal opføre sig ordentligt og tage hensyn til andre. Skoleeleverne er kede af, at der er sÃ¥ meget uro og larm i klassen. Børn og unge længes efter voksne, der vil være voksne, og autoriteter, der tør fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert. Mange indvandrere tørster efter at fÃ¥ klar besked om, hvad der er spillereglerne i de samfund, de nu skal bo i.”.

Karen Jespersen ved åbenbart, hvad der rører sig i de følgagtige danskere – i hvert fald 90% af dem. En længsel tilbage til dengang, hvor der angiveligt var stolthed over at være dansk, hvor der var autoriteter til og klare spilleregler for alle, også indvandrerne. Og forklaringen på opløsningen er kun – som allerede nævnt – politisk slaphed, behagesyge, eftergivenhed osv. Nok er nok!

Løsningen ligger lige for: Tilbage til det tabte. Jespersen: ”Lad de gamle dyder komme til ære og værdighed i opdragelsen og i samfundet. Stil krav om ro og disciplin. Sørg for at lærere og andre voksne er et forbillede for eleverne. Gør op med skolebøger som tumleplads for politisk korrekt had til samfundet. Straf hærværk. Lav en integrationspolitik på det danske samfunds kultur og grundværdier. Hold fast i, at dansk er modersmål i Danmark, og at Danmark skal fastholdes som stærk nationalstat. Hvor svært kan det være?”

Hvis man ikke vidste bedre kunne det ligne en skriftlig ansøgning om optagelse i Dansk Folkeparti. Og det bliver nok også det næste logiske skridt for opportunisten og levebrødspolitikeren Karen Jespersen.

Men har Jespersen så ret i, at al elendigheden begyndte med den politiske korrekthed i tresserne?
For næsten 100 år siden – nærmere bestemt i 1916 – blev den lille Jellingesten udsat for ”hærværk”. Det kan man læse om på Nationalmuseets hjemmeside, hvor Lisbeth Imer fortæller: ”1916 var det en elev fra seminariet, der var på spil. På den lille Jelling-sten huggede han to bogstaver ca. 3 cm lange og omgivet af en rektangulær ramme, ca. 5×8 cm, på toppen af stenen. Den daværende opsynsmand sendte et brev til Nationalmuseet om episoden: ”Heldigvis var det paa et Sted, hvor der sad en tyk Kage gammelt Lav; men selv efter at denne var fjærnet, saas Mærker baade efter Bogstaver og Ramme endnu … Yderligere er der paa den store Kongesten, med blaa Blækstift, trukket en Del Runestave tykt og hæsligt op samt lavet andre Smørerier.”
Til forskel fra Karen Jespersen nøjes Lisbeth Imer ikke bare med at beklage ”hærværket” mod Jellingestenen som ”kulturarv”, men hun sætter den i et større historisk perspektiv, som langt hen undergraver Jespersens samtidshistorisk moralsk-ideologiske forståelsesramme. For ikke alene er hærværk mod de nationale klenodier i Jelling ikke af nyere dato, men fænomenet graffitti – forstået som: ””tekst, symboler eller billeder, som er indridset, skrevet eller malet på vægge, mure m.m., som regel udført af anonyme persone” (Den Store Danske Encyclopædi) – går tilbage til vores kulturs vugge, ja, endda længere endnu: ”Man kender graffiti fra hele verdenshistorien fra Pompeji til nutiden. På murene i Pompeji heppede man på gladiatorerne og rakkede politiske modstandere ned. I middelalderen skrev man frække ord på kirkernes vægge, og kærlighedserklæringer er en form for graffiti som aldrig er gået af mode.”

Næ, grafittien forstÃ¥et som ”hærværk” mod det bestÃ¥ende og etablerede, mod den herskende kultur er aldrig gÃ¥et af mode og er ikke – som Jespersens vil se det i sin nostalgiske, reaktionært-politiske fortolkning – udslag af tressernes ‘politiske korrekthed’. Grafittien har altid været en anonym, subversiv, skændende, ”meningsløs”indskrift pÃ¥ det etableredes flader og i dets kroge. Kendetegnende for grafittien – tag fx Sprayeren fra Zürich eller andre kendte grafittiudøvere – er, at den i sin natur skal forblive anonym og foragtet. Ellers bliver den ophøjet og institutionaliseret som museal ”kunst”. Grafittien er i bund og grund uforstÃ¥elige tegn, der henviser til det andet, der ikke lader sig institutionalisere eller pÃ¥ anden mÃ¥de integrere i det bestÃ¥ende uden at miste sin betydning (sin ”meningsløshed”). Laver man er internetreseach pÃ¥ ordet ”Gelwane” vil man se, at der hersker stor usikkerhed pÃ¥, hvad det betyder. Er det et ”tag”? Er det et slægstnavn? Efternavnet pÃ¥ en samfundskritiker? Personligt tror jeg, det ikke er entydigt, hvad det stÃ¥r for. Helt i grafittiens Ã¥nd.
”Gelwane” er en indskrift, som man nok vil kunne vaske væk med kemikalier, men som sandsynligvis vil være at læse som en skygge alligevel. Som et uudsletteligt spor, der vidner om en fortrængning og dens genkomst. Sådan er det. Se dig bare omkring i din by.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

11 kommentarer

  1. gertrud kommentarer:

    …pÃ¥ bundlinlien var “hærværksdrengen” en 15 Ã¥rig autist med Asbergersyndromet, der ikke kender til at skelne det gode fra det forkerte. Og Gelwane-navnet er der ingen forklaring pÃ¥, han syntes blot det lød godt…

  2. capac kommentarer:

    @gertrud: MÃ¥ske er der ogsÃ¥ en pointe i, at han er autist med Asbergersymdrom…

  3. AagePK kommentarer:

    Graffiti kan jo ogsÃ¥ være af overordentlig historisk interesse, der endda kan bidrage til “sammenhængskraften”, dette rædderlige ord. F.eks runerne pÃ¥ højre skulder af Piræus-løven, der nu holder vagt til venstre for indgangen til Venedigs Arsenale. Tænk, hvis nogen skulle fÃ¥ den ide at fjerne dette strÃ¥lende bevis pÃ¥ vikingernes færd i Grækenland!

  4. forbipasserende kommentarer:

    enig med gertrud. Det er ikke interessant, at en autistisk dreng der ikke ved bedre kommer til at male pÃ¥ jellingstenen. Der er iøvrigt nogle, der mener, at ordet gelwane er hentet fra “final fantasy”-universet (vist et computerspil eller nogle tegneserier? jeg har intet kendskab til det).

    NÃ¥r det er sagt synes jeg ikke, at den diskussion karen jespersen og andre rejser er helt meningsløs. man kan vel godt være “stolt” eller “glad” (for nu at bruge et mindre ladet ord) over at være dansker, uden at være frÃ¥dende nationalist?

    Det er en skam, at DF nærmest har taget patent pÃ¥ national stolthed med deres lukkede og selvtilstrækkelige kakkelbordsversion af “danskhed”).

    I mine øjne kan nationalfølelse og -stolthed sagtens kombineres med et internationalt udsyn og en åbenhed imod omverdenen. Andre lande fejrer deres land med charme og fest: Norge går helt grassat i folkedragter og -sang på deres nationaldag, irerne fejrer skt patricks day og synger folkesange sammen på pubs over hele verden, selv amerikanernes patriotisme og bombastiske fejringer af de nationale mærkedage (independence day osv) kan der siges meget positivt om.

  5. capac kommentarer:

    @forbipasserende: Jeg tror ikke drengens autisme fritager ham for ansvar. Men uanset om han vidste, hvad han gjorde, eller ej, så er der tale om grafitti. Og det er selve grafittien som fænomen, jeg forsøger at give en betydning, som rækker langt ud over Jespersens forargede hærværksopfattelse.
    Hvis man endelig vil gå ind på Jespersens nationalismeoprustning, så kunne man sige, at grafittimaleriet ikke er udtryk for noget u-dansk, snarere tværtimod, eftersom grafittien er langt ældre end den romantiserede nationalisme, hun slår til lyd for, og man i øvrigt kan ikke ekskludere de negative sider af kulturen. Grafittien er end del af den danske kultur.

  6. capac kommentarer:

    @AagePK: Netop. Vi kan ikke udelukke grafittien af danske kultur. Den er en del af den, selv om det ikke er af den officielle kultur, som kan puttes i kanoner…

  7. AagePK kommentarer:

    Ja, jeg skulle måske have sat en smiley; nu håber jeg, at man, også, kan se lidt ironi i mit indlæg. For jeg har det lidt svært med grafitti: det kan være det argeste lort, og virkeligt deprimerende at se på, efterhånden som man nærmer sig f.eks. København med jernbanen.
    På den anden side har jeg også oplevet stor kunst i grafittien, foruden, som i Venedig, arkæologiske perler. Herhjemme har vi også hilsner fra fortiden, på kirkelofter, indridset i træer i Sundeved fra 1864, i glasruder på Sorgenfri. Klippemalerier i Bolivias Altiplano, Lofoten, helleristninger ved Hiemmaluokta: hvornår er det kunst, hvornår grafitti?

  8. capac kommentarer:

    @AagePK: I det øjeblik grafitti bliver kunst, sÃ¥ er det ikke grafitti i egentlig forstand længere. SÃ¥ er det institutionaliseret og museumsgjort. Den rigtige grafitti er, som man siger, subkuturel. Den er en del af kulturen, fordi kulturen er modsætningsfuld (modsat,hvad Jespersen mener), men den er forargende, ikke-accepteret, fortrængt, provokerende, forbryderisk (over for ejendomsret, ordensreglementer osv.). Det er den, der bekæmpes med slibemidler og kemikalier. Det er den, vi møder som et beskidt “tag” pÃ¥ en nybygget betonbanks blanke flader pÃ¥ hovedstrøget eller pÃ¥ en Jellingesten.

  9. AagePK kommentarer:

    Jojo, capac, jeg har ogsÃ¥ siden min barndom hørt pÃ¥ min bedstemors:”Narrenhände beschmieren Tisch und Wände”. Problemet er bare, at noget grafitti, sÃ¥ destruktiv den mÃ¥ske har været tænkt, pludseligt kan transmogryffe sig til noget helt andet, jvfr. runerne pÃ¥ Piræus-løven, eller billeder skÃ¥ret i træerne ved Sundeved, af en østrigsk eller prøjsisk soldat pÃ¥ post i 1864. Og hverken Karen Jespersen, du eller jeg er altid i stand til at træffe den rigtige dom: kunst, eller grafitti. Vor store encyklopedi har jo mÃ¥tte have flere forfattere til at give et bud. Og de er ikke entydigt enige, heller ikke med sig selv.

  10. capac kommentarer:

    @AagePK: Ja, den bevægelse foregÃ¥r jo hele tiden. Lokumpoesien sniger sig ind pÃ¥ de fine hvide ark, pornografien bliver allemandseje, grafitti ophøjes til museal kunst eller i det mindste urban kunst osv. SÃ¥ der vil altid være plads til nogle derude med en sprayflaske, en kniv eller noget andet…

Skriv en kommentar

834 har læst indlægget
13,724