Penkowa-sagen = symbol på politisk uduelighed

27. februar 2011

Forbipasserende gør mig opmærksom pÃ¥ dagens leder i Politiken (og tak for det!): “Penkowa-sagen er et symbol pÃ¥ regeringens uddannelsespolitik“. Lederskribenten skærer lige ind til benet. Sagen er ikke bare udtryk for en ung, overambitiøs, overselvvurderende dames fejlen, men symbol pÃ¥ “en Ã¥relang nedbrydning af de akademiske standarder ved landets universiteter under anførsel af skiftende ’videnskabsministre’ uden ringeste forstÃ¥else for eller personlig erfaring med, hvad videnskabelig forskning eller uddannelse overhovedet er for noget.” Skribenten fortsætter: “Forhenværende videnskabsminister Helge Sanders slagord ’Fra forskning til faktura’ var i akademisk forstand langt mere ødelæggende for universitetet end Penkowa-sagen, og det samme kan siges om den nuværende minister Charlotte Sahl-Madsens idé om etÃ¥rige kandidatuddannelser – for blot at nævne to eksempler. ”
Milena Penkowa er en tragi-komisk figur, hvis karriere mÃ¥ siges at være tabt. Men de virkelige skurke er politikerne, der med hovedet oppe i de ideologiske tÃ¥ger uden nogen som helst forstand pÃ¥ videnskab og forskning tÃ¥ger rundt og ødelægger dansk akademia. Penkowa-skandalen vil en dag være fortid, men hvis vi skal redde noget af stumperne, sÃ¥ skal vi have nogle kvalificerede politikere pÃ¥ uddannelses- og videnskabsfeltet. Det har vi ikke haft meget længe…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. AagePK kommentarer:

    Mht kvalificerede politikere: det er for såvidt korrekt; jeg har også tudet snot over de fleste af de undervisningsministre, jeg og mine børn har måtte lægge ryg til. Jeg var så lige ved at køre den en tak længere: du kan roligt fortsætte med kulturministeriet. Det lider jo også.
    Men da var det, jeg kom til at tænke om: Per Stig skulle jo, efter hans fortid at dømme, være den absolut bedst egnede siden Julle Bomholt. Hvorfor er det så gået galt, og er der noget, der går igen i forsknings-og undervisningsministeriet? Yes, lige præcis: overtrædelse af armslængdeprincippet, og ideologiske fejlgreb en masse. Og specielt graverende i den borgerlige regerings tid.
    Overalt ser du i dag spændetrøjer i form af kanoner, public-service-kontrakter med religiøst stempel, og hvad har vi. Apropos kanon: det er i Albanien navnet på den lov, der fastsætter blodhævn som en del af samfundsordenen, og som koster liv den dag i dag, mænd, kvinder og børn, og efterhånden også på grund af petitesser såsom misforstået ære, eller politibetjente, der skyder i lovligt modværge på dybt kriminelle mordere.

  2. capac kommentarer:

    @AagePK: Jeg var ogsÃ¥ lige ved at fÃ¥ krydderen galt i halsen, da jeg forleden læste, at kulturminister Møller efterlyste intellektuelle i den kulturelle debat – efter tidligere, at have bandlyst dem, der var – af kulturradikal observans. HvornÃ¥r ham man sidst set en borgerlige intellektuel af format? Jeg spørger bare?! I halvfjerdserne var det en stÃ¥ende vittighed, at de borgerlige ikke havde noget at bidrage med intellektuel i den kulturelle debat. Hvad har vi i dag? Dennis Nørmark?
    På papiret burde sådan en som Møller jo skille sig ud, men som du ganske rigtigt påpeger, så står også han til halsen i egne ideologiske dogmer og indfedtet i kammerateri og nespotisme.

  3. forbipasserende kommentarer:

    Jeg vil selvfølgelig a priori foretrække en radikal videnskabsminister frem for en fra DF eller venstre. Men jeg mener samtidig, at problemet stikker dybere end partifarve og ministerium.

    I mine øjne er den tiltagende “cand. polit-isering” og DJØF’isering af folketinget igennem de seneste generationer en stor del af forklaringen. Fremkomsten af karrierepolitikere i stedet for politikere, der har erfaring med arbejde og mennesker i “den virkelige verden” (i mangel pÃ¥ bedre ord) fremmer magtfuldkommenhed. Og lægger op til ideologisk begrundede lovindgreb uden kontakt til eller forstÃ¥else for de mennesker og arbejdsgange, lovene berører.

    Sanders universitetslov er selvfølgelig det klareste eksempel, men også undervisninglovene x flere, kulturkanonen, og medielovene er eksempler på det samme.

    Prøv at forestille Jer, hvodan det ville være med en reel videnskabeligt kompetent person som videnskabsminister. IKKE en eller anden optimeringfidus fra industrien – nej, en rigtig universitetsuddannet videnskabsmand/kvinde med en flot videnskabelig karriere bag sig, og med forstÃ¥else for grundforskningens præmisser og værdi, universiteternes behov for autonomi osv.

    Tanken forekommer utopisk, nærmest kættersk.

  4. capac kommentarer:

    @Forbipasserende: Jeg er helt enig med dig i, at det stikker dybere end enkeltministre og partitilhørsforhold. Vi har uden tvivl at gøre med et alvorligt demokratisk underskud i det sÃ¥kaldt repræsentative demokrati, fordi politikersammensætningen ikke afspejler befolkningssammensætningen, og fordi Djøfiseringen og candpolitiseringen af ministerierne – en skæv rekruttering med fokus pÃ¥ jura og økonomi – resulterer i en dyb politisk inkompetence.
    Den siddende regering gjorde bare denne demokratiske krise endnu mere udtalt ved at nedgøre “eksperter og smagsdommere”, hvorved man afskar sig fra dem, der faktisk ved noget om tingene, og gjorde sin egen jeg-alene-vide-ideologiske tankegang styrende. Til skade for samfundet.

Skriv en kommentar

271 har læst indlægget
13,534