Gem den sidste dans til mig

7. marts 2011

I det senest viste afsnit af Elvis Costellos fremragende musikprogram Spectacle, hvor musikudøvelse og fortrolig samtale gÃ¥r op i den begærede højere enhed, var Lou Reed gæsten. Og det var et afsnit, som jeg havde set frem til med spænding som erklæret Reed-fan. Men ogsÃ¥, fordi Reed i interviews ofte har ageret det ordknappe, tillukkede og afskærmende “offer”. Derfor var det berigende at opleve ham som nærmest snakkesalig og Ã¥benhjertig over for de gode spørgsmÃ¥l, Costello præsenterede ham for. At Lou Reed længe har været meget interesseret i litteratur og kunst og rock og pop har jeg godt været klar over, men at han ogsÃ¥ er dyslektiker og har store vanskeligheder med at skrive tekster, der er større end et enkelt afsnit, dét anede jeg ikke.

Interviewet kom vidt omkring. Vi fik noget at vide om Reeds musikinteresse, vi fik den hemmelige akkord i “Sweet Jane” forklaret og demonstreret pÃ¥ guitar af Reed selv, og vi fik en generøs hÃ¥ndfuld anekdoter fra Reeds liv. Blandt andet om hans afdøde ven, sangskriveren Doc Pomus, som Reed (lige som denne bloggerkugle) længe har været en stor fan af.

I den forbindelse fortalte Reed historie om baggrunden for sangen “Save the Last Dance for me”, som The Drifters indspillede første gang i 1960 og fik et hit med. Sangen om en mand , der giver sin elskede lov til at slÃ¥ sig løs og danse med andre hele aftenen, hvis blot hun lover at gemme den sidste dans til ham. Sangen blev til ved Pomus’ eget bryllup, hvor han polioramt og bundet til krykker og en stol mÃ¥tte give afkald pÃ¥ at danse med sin udkÃ¥rne – og derfor kunne grifle sangen ned pÃ¥ et stykke papir. Som Costello og Reed var enige om, sÃ¥ gav den anekdote sangen en helt ny og dybere betydning.

“Save the last dance for me” er indspillet mange gange. Blandt andet har the Beatles indspillet den i en hengiven, kort udgave i forbindelse med “Let it be” i 1969, men den er kun at finde pÃ¥ en obskur bootleg. John Lennon indspillede en meget fin, langsom udgave sammen med sin ven og drikkefælle Harry Nilsson til deres fælles projekt “Pussy Cats”. Men den originale Driftersfortolkning forbliver noget særligt med sine fine vokaler og lette, næste calypsoagtige arrangement, der passer som Hans i Grete til sangens budskab.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

369 har læst indlægget
13,841