Søren Pind og det danske “fælleskab”

13. marts 2011

Jeg har et ambivalent forhold til politikere. Ja, mere end det. Et anstrengt forhold. Forenklet sagt handler det om, at politikerne sælger deres ‘sjæl’ (deres personlige overbevisninger og holdninger) til det parti, de tilfældigvis er medlem af, og – hvis de bliver medlem af Folketinget og mÃ¥ske endda af regeringen – til den partidisciplin og magtloyalitet, der hersker der.

Sagen om Birthe Rønn Hornbechs opstigen og fald er et illustrativt eksempel pÃ¥, hvordan det gÃ¥r en politiker, der længe stod ved sin grundlovssikrede ret og pligt til kun at adlyde sine egne indre overbevisninger, men solgte sin ‘sjæl’ for at smage magtens sødme. I en helt anden størrelsesorden har vi for nylig set Liberal Alliances Ole Birk Olesen løbe fra nogle ærligt mente udsagn om kvindekønnet for at falde i et med det tapet, som Liberal Alliance er ved at fabrikere i hÃ¥b om at fÃ¥ adgang til folketingssalen ved næste valg.

Selv om jeg bestemt står meget langt fra de to omtalte politikere holdningsmæssigt, så har jeg haft en vis sympati for dem, netop fordi de begge et stykke hen ad vejen har holdt fast i vigtigheden af at sige sin uforgribelige mening om dette og hint.

Den samme ambivalensiblandede sympati har jeg for den siddende regerings enfant terrible Søren Pind. OgsÃ¥ han har flere gange lagt sig ud med moderpartiet og regeringen, fordi han har slynget nogle meninger og holdninger ud, som ikke var ‘politisk korrekte’. Det har givet nogle verbale øretæver, men har indtil videre ikke stoppet Pind.

Nu er han sÃ¥ gÃ¥et i den fælde, der hedder at være minister. En fælde, der ofte er blevet brugt over for uregerlige partimedlemmer, som skulle holdes i kort snor. Tænk bare pÃ¥ Birthe Rønn Hornbech. Og Pind har allerede pÃ¥ udnævnelsesdagen lagt ud med nogle bastante, ideologiske synspunkter, som har skilt vandene – bÃ¥de hos vennerne og hos de politiske modstandere.

I en kronik i Berlingske uddyber han sine tanker i forbindelse med den debat, hans udmeldinger har vakt. Og man kan mærke af den konformitet, som præger de fleste ministre, endnu ikke har indfundet sig hos den uregerlige Pind.

I kronikken slÃ¥r han et slag for skriftens og ordets kraft. Og forsøger at gøre op med det, han kalder ‘gøreriet’. AltsÃ¥ den ulidelige tendens i samtidens politik til at gøre ethvert problem til genstand for fx lovgivning. Forbud. PÃ¥bud. Osv. Skytset rettes selvfølgelig mod SF og S, der har konfronteret ham med spørgsmÃ¥let ‘hvad vil du sÃ¥ gøre?’, da han meldte ud, at alle indvandrere skulle blive danske, hvis de ønskede at blive i landet.

Jeg har en stor sympati for Pinds tro pÃ¥, at ‘pennen er stærkere end sværdet’, og at ‘intet er sÃ¥ stærkt som en tanke, en ide, et princip, der i sig selv er indlysende’. Ingen tvivl om, at meget ville se meget anderledes ud, hvis politikerne generelt besindede sig pÃ¥ vigtigheden af at være tro mod sine egne fundamentale overbevisninger og pÃ¥ den symbolske performans’ kraft. Det ville være en demokratisk vitaminindsprøjtning af dimensioner…

Noget andet er sÃ¥, hvad Pind bruger sin sympatiske grundholdning til. En forstemmende islamofobisk assimilationspolitik. For det første fabler Pind om et dansk ‘fællesskab‘, ‘kendetegnet af Ã¥ndsfrihed, ytringsfrihed, ligeret for kønnene, seksuel ligestilling med meget mere’. Et fællesskab, der har ‘kendetegnet os meget, meget længe’. Jeg ved ikke, hvilken virkelighed, Pind lever i, men hvor homogen, fasttømret er det nu lige det der ‘fællesskab’ er? For det første er det en temmelig banal konstatering, at de omtalte kendetegn ikke er specifikt danske. Der er snarere tale om universelle idealer med rod i bl.a. den franske revolution? Idealer, som i øvrigt lige pt. luftes i den arabiske verden…

Og i øvrigt: Hvordan gÃ¥r det lige med “Ã¥ndsfriheden” fx i et samfund, hvor man er tilbøjelig til at give køb pÃ¥ ytringsfriheden for ussel mammons skyld (som det skete i tegningesagen), eller hvor der er jagtsæson Ã¥ret rundt pÃ¥ alle af kulturradikal eller venstreorienteret observans? Eller ytringsfriheden, som nok forfægtes i de blanke medier, men har yderst trange kÃ¥r pÃ¥ fx offentlige og private arbejdspladser? Og ligeretten for kønnene? Jovist er der sket meget pÃ¥ den front, men ligeløn har kvinder Ã¥benbart stadigvæk ikke ret til i et samfund, hvor næsten alt gøres op i netop penge. Og hvor meget ‘seksuel ligestilling’ er der nu lige i et samfund, hvor hadske overfald pÃ¥ homoseksuelle og andre med en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle er hverdag?

Hvor meget er det nu egentlig, der binder “os”, “Danmark”, sammen – ud over et fælles sprog og en diskutabel fælles historie? SpørgsmÃ¥let er, om der er andet, der definerer dette “os”, “Danmark”, end det Andet, der udelukkes? AltsÃ¥ en negativ definition. Vi er danske, fordi vi ikke er – muslimer. Der er “os” og sÃ¥ er der “dem”. De andre. Muslimerne. Derfor er Danmark ikke et “multikulturelt” samfund, men et samfund over for et “parallelsamfund”. Os og dem.

Og så citerer Pind fra en Capacent-undersøgelse, der skulle vise, at:
Der er i Danmark 28.000 muslimer, der mener, at Sharia bør integreres i dansk lov.
86.000 muslimer i Danmark mener, det skal være forbudt at kritisere religion.
100.000 muslimer i Danmark mener, at ytringsfriheden i visse tilfælde bør begrænses.
125.000 muslimer i Danmark mener, at det burde være forbudt at offentliggøre Muhammed-tegningerne.
84.000 muslimer mener, det er uacceptabelt at være homoseksuel
.”

‘Det er sÃ¥danne holdninger, der trives i parallelsamfund, uden for mainstream, i ghettoer og i omrÃ¥der, hvor multikulturen hersker’, tænker Pind. Det er sÃ¥dan, de tænker uden for Samfundet. Uden for Danmark. Dem. Muslimerne. De andre. Men – hvor udansk er disse holdninger nu lige? Jeg er ret sikker pÃ¥, at en tilsvarende undersøgelse blandt sÃ¥kaldt ‘etniske danskere’ vil kunne afsløre, at mange troende sætter deres tro over verdslig lov, mener, at der mÃ¥ være grænser for kritik af deres tro, at ytringsfriheden kan gradbøjes (Muhammedtegningerne!) og at homoseksualitet er unormalt eller det, der er værre.

Pind slÃ¥r sig ogsÃ¥ selv for munden. Han sværger til ordets kraft, men roser regeringen for dens ‘gøreri’ i form af de ’tiltag, regeringen har gjort siden 2001, sammen med Dansk Folkeparti’. Fx den kontroversielle 24-Ã¥rs-regel. Ja, han slutter sin kronik af med at indrømme, at han ikke vil gÃ¥ af vejen for mere lovgivning pÃ¥ omrÃ¥det. Mere ‘gøreri’.

‘Dansk kultur findes’, slÃ¥r Pind fast og peger igen pÃ¥ de ganske (u)danske idealer: ytringsfrihed, ligestilling, demokrati, personlig frihed, accept af forskellighed, religionsfrihed… Jeg er ret sikker pÃ¥, at mange indvandrere – uanset deres baggrund – vil tage imod disse idealer med kyshÃ¥nd. Ikke, fordi de er “danske” idealer, men fordi de er nogle universelle idealer og krav, som gÃ¥r pÃ¥ tværs af enhver kultur. Udviklingen i Mellemøsten er bare en aktuel pÃ¥mindelse.

Hvis Pind virkelig mente, hvad han skriver om brugen af tanken og Ã¥ndsfriheden, sÃ¥ burde han droppe sin Dansk Folkeparti-influerede islamforskrækkelse og holde fast i de borgerlige frihedsidealer i skrift, tale og handling. Det andet er som at skrive i vand eller luft med en pind…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. regitze kommentarer:

    tak, capac, for den klogeste og fineste analyse, jeg har læst meget, meget længe. man bliver helt tudevorn af lettelse.
    de seneste dages udfald mod Pind har været så uendeligt primitive og hadske at humøret har nærmet sig det absolutte nulpunkt. uanset personligt standpunkt.

    tillad mig at linke.

  2. capac kommentarer:

    @Regitze: Jamen, det er jo det hele værd. Tak. Del endelig.

  3. Torben Bille kommentarer:

    @capac: Flotte indrykninger:-)

  4. capac kommentarer:

    @Torben: Det er lige som i ‘bold…

Skriv en kommentar

295 har læst indlægget
13,770