10 lytteværdige plader fra firserne

26. marts 2011

Torben har taget handsken op fra Rolling Stone, der har formastet sig til at opstille en liste med de ti bedste albums fra firserne – med U2s Joshua Tree pÃ¥ en førsteplads. Og Torben opfordrer os til at komme med et bud pÃ¥ ti plader, vi stadigvæk sætter i cd-afspilleren. Lad os bare lege med. Nedenfor er mit bud pÃ¥ til plader, jeg til stadighed vender tilbage til (med smagsprøver). Plader, der bærer deres tid med lethed. I forbindelse med udvalget – der er ret tilfældigt – slog det mig, at firserne er meget bedre end deres ry, musikalsk set. I øvrigt kunne Torbens liste sagtens have været mine valg, lige som jeg kunne have valgt andre.

C. V. Jørgensen Vennerne og vejen (1985)
Nanna – Fannys hjerte (1988)
Klich̩ РOkay Okay Boys (1982)
Bruce Springsteen – Nebraska (1982)
Ulf Lundell – 12 SÃ¥nger (1984)
Bob Dylan – Saved (1980)
Paul McCartney – Flowers in the Dirt (1989)
Lou Reed – Legendary Hearts (1983)
Tom Waits – Rain Dogs (1985)
Talking Heads – Remain in Light (1980)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

24 kommentarer

  1. Klaus kommentarer:

    Hvor er David Sylvian: Secrets of the beehive eller Lars HUG: Kysser himlen farvel eller Kate Bush: Hounds of love eller Public Enemy: It takes a nation of millions eller Human League: Dare eller Roxy Music: Avalon eller Kraftwerk: Computerwelt eller Prince: Dirty Mind eller Peter Gabriel: Peter Gabriel (3) eller Leonard Cohen: I’m your man eller Gun Club: Fire of love eller…

    Har bidt mærke i denne sides “beatlemania”, men Flowers in the dirt pÃ¥ en top 10!?

    ;-)

  2. capac kommentarer:

    @Klaus: Jamen, de er sÃ¥ her! Som sagt er der mange fine ting. NÃ¥r jeg tager Flowers in the Dirt med, sÃ¥ ver det ogsÃ¥ lidt ment som en provokation. Men jeg synes faktisk, det er en vellykket McCartney-plade, der kom efter et par stykker, der (samlet set) ikke helt nÃ¥ede det niveau, man kan forvente af Macca. Den anses af mange for at være Maccas genkomst efter Ã¥rene med Wings. Og det er her han inspireret af Elvis Costello (medsangskriver og -musiker pÃ¥ pladen) finder sin gamle Höffnerbas frem igen. I hvert fald er det en plade, jeg med mellemrum finder frem og spiller med lige stor fornøjelse…

  3. Torben Bille kommentarer:

    @capac: Saved!?

  4. Klaus kommentarer:

    Det er en plade jeg meget sjældent finder frem, men Distractions er fin:

  5. capac kommentarer:

    @Torben: Jeg tænkte nok, at du ville stejle. Og jeg ved godt, at mange dylanologer – Braad Thomsen inklusive – stod af, da His Bobness fik et kald eller hvad det nu var. Men musikken sparkede benene væk under mig dengang. Og gør den stadigvæk. Hvis man kan glemme teksterne et øjeblik – og jeg indrømmer, det kan være svært, nÃ¥r det drejer sig om netop Dylan – sÃ¥ er det en slags Dylan-goes-gospel-plade, der rykker. – PS. Det er i øvrigt ogsÃ¥ en af mine nørdede tilbøjeligheder: At dyrke de plader med Dylan, som puristerne har kastet pÃ¥ historiens mødding. Og dem er der jo en del af. Ikke alle perler, men perler er der…

  6. capac kommentarer:

    @Klaus: Hvis denne lille leg kan få os nørder til at dykke ned i bunken og genhøre glemte sange og plader, så er der vel også mening med galskaben?

    PS. Jeg faldt over denne guts anmeldelse af pladen.

  7. Torben Bille kommentarer:

    @capac: Jeg foretrak og foretrækker Slow Train… der er han endnu tøvende, undrende og udforskende i troens landskaber.

  8. capac kommentarer:

    @Torben: Det er bestemt også en god plade, men er den ikke fra 1979?

  9. Torben Bille kommentarer:

    @capac: Nu taler vi bare om hellig-Bob, Ikke 80’erne.

  10. capac kommentarer:

    @Torben: Ja, selvfølgelig. ;)

  11. Isak kommentarer:

    Hvis jeg må lege med, så har jeg efter en halv times graven i pladesamlingen fundet frem til flg. 10 albums som jeg måtte have med

    David Bowie: Scary Monsters (and Super Creeps)
    Eno/Byrne: My Life in the Bush of Ghosts
    C.V. Jørgensen: Ledigang Agogo (bare for at vælge en anden CV plade :) )
    Talking Heads: Remain in Light (den er uundgåelig)
    Prince: Around the World in a Day (har altid været mit favorit Prince-album)
    Sinead O’Connor: The Lion And The Cobra
    Frank Zappa: You Are What You Is
    Nick Cave & The Bad Seeds: Tender Prey
    Kate Bush: The Sensual World
    Talk Talk: The Colour of Spring

    .. og sÃ¥ løb jeg tør for plads, men kunne ogsÃ¥ sagtens have fundet 2 og 3 gange sÃ¥ mange albums. Rygtet om 80’ernes musikalske død, er nok alligevel stærkt overdrevet. :)

    Flowers In the Dirt er jeg nok også nødt til at grave frem igen og få lyttet ordentligt til. Jeg har aldrig helt afskrevet den (som det ellers er sket med en del andre McCartney og Wings plader) men heller ikke fået givet den en ordentlig chance i form af et par koncentrerede gennemlytninger. Det er vel ikke for sent her 22 år efter udgivelsen? :D

  12. Gowings kommentarer:

    Din liste Capac, vækker genklang her. Dog savnede jeg f.eks. DB og Scary Monsters, men det er der rådet bod på ovenfor :) Lets Dance var ikke uden betydning i 1983, men den holder ikke helt idag, eller også er jeg blevet for gammel.

    Kan man inddele Tom Waits lyttere i tre grupper: dem der holder rigtig meget af balladerne, men har det svært med det mere eksotiske atonale, dem der har det lige omvendt og til sidst dem der ikke ville være foruden nogen af delene? Jeg indrømmer blankt, at Jeg hører til den første gruppe. Derfor er dit valg af nummer til at repræsentere Raindogs “spot on” set herfra.

  13. capac kommentarer:

    @Isak: Som sagt er det kun fint, hvis vi kan inspirere hinanden til at g̴ p̴ genopdagelse i bunkerne og arkiverne. Apropos Maccartney-pladen, s̴ kommer den Рsammen med de andre Рjo snart i en opdateret udgave.
    Du har Talk Talk med på din liste. De hører med til mine undladelsessynder, så jeg har noteret mig, at de skal have en chance til ved lejlighed.

  14. capac kommentarer:

    @Gowings: Hvis jeg var kommet i tanke om Bowie, da jeg lavede listen, var han sikkert ogsÃ¥ kommet med med Let’s Dance, som jeg slog et slag for i bloggen sidste Ã¥r: http://tinyurl.com/6f6p54v

    Rain Dogs var nok den plade, der for alvor førte mig ind i Waits musikalske univers. Måske den mest kommercielle og mest tilgængelige. Siden har jeg arbejdet mig langsomt ud i krogene af hans produktion. Og efter min mening er han en ener i moderne musik.

  15. Henrik Larsen kommentarer:

    To lister, mindre kan ikke gøre det:

    Bauhaus: Mask
    Buggles: The Age of Plastic
    Galaxie 500: On Fire
    Robyn Hitchcock: I often dream of Trains
    C.V.Jørgensen – Indian Summer (det er sÃ¥ mit bud pÃ¥ en slidstærk CV)
    New Order: Technique
    Psychedelic Furs – All of This and Nothing (opsamling)
    Roxy Music: Avalon
    Sugarcubes: Life’s too Good
    Tom Waits – Rain Dogs

    Og så heavylisten:

    Accept – Restless & Wild
    Celtic Frost – To Mega Therion
    Dio – The Last in Line
    Iron Maiden – Piece of Mind
    Judas Priest – Defenders of the Faith
    Kiss – Creatures of the Night
    Metallica – Master of Puppets
    Ozzy Osbourne – Bark at the Moon
    Slayer – Hell Awaits
    Van Halen – 1984

  16. capac kommentarer:

    @Henrik: Heavy er en af mine svagheder, når man lige ser bort fra foregangsmændene tilbage i tresserne og halvfjerdserne, så det er vældigt med sådan en liste. Og så skal jeg ellers have gjort noget ved ham Robyn Hitchcock, som du jo er ekspert i.

  17. mb kommentarer:

    Mine lister ville være med nogen helt andre bands. Der vil nok være næsten lige så mange lister som der er lyttere. Ellers skal listen primært rette sig efter salgstal.
    Mht Tom Waits, så er han nok en ener i dag, men han står da på solidt plantet ryggen af Captain Beefheart og Dr. John som mindst et årti før han dukkede op, lavede den samme slags skæve og tiltede rock. Dr. John blev dog ret hurtigt mere mainstream.

  18. capac kommentarer:

    @mb: Heldigvis er et af kriterierne, at vi vælger ti plader, som vi stadigvæk synes er værd at bruge vores tid pÃ¥. Ikke noget med hitlister og pladesalg. For sÃ¥ ville flere af mine valg – fx Nannas Fannys Hjerte – overhovedet ikke have en jordisk chance. SÃ¥ kom du bare ud af busken med 10 appetitvækkere… ;)

    PS. Jovist stÃ¥r Waits pÃ¥ skulderen af bÃ¥de Beefheart og Dr.John – og nogle af jazzens excentrikere…

  19. Klaus kommentarer:

    RE: Waits

    Asylum perioden er undervurderet (imho)…

  20. capac kommentarer:

    @Klaus: Jeg er både til de tidlige Asylum-plader og de senere fra Island, Anti osv.

  21. mb kommentarer:

    NÃ¥mmen godt sÃ¥… men 10 er jo ikke mange fra et interessant Ã¥rti.

    Szajner, Bernard: Some deaths take forever 1980
    King Crimson: Discipline 1981 + de 2 andre fra 80’erne
    Univers Zero: Ceux du Dehors 1981 + de næste 3…
    Magma: Retrospective 1 & 2 1981
    Allan Holdsworth: I.O.U 1982 + de næste 3
    Art Zoyd: Phase IV 1982 + de næste 3
    Frank Zappa: Jazz from hell 1986
    Fläskkvartetten: Whats your pleasure 1989
    Salif Keita: Soro 1987
    Bill Bruford:Earthworks 1987
    David Sylvian: Gone to earth 1986

    NÃ¥ hov det var 11… ;-)

  22. capac kommentarer:

    @mb: SÃ¥dan! 10 her og 10 der bliver ogsÃ¥ til noget. Godt, du huskede King Crimson (jeg har lige fÃ¥et fat i deres 21th Century Guide vol. II, som netop omfatter 1981-2001). Der er ogsÃ¥ nogle plader, jeg ikke kender: Szajner, Univers Zero og Art Zoyd… Der re noget at gÃ¥ i gang med. Takker for bidraget.

  23. mb kommentarer:

    Univers Zero er essentielt, og anderledes end de flest andre bands i verden. Szajner lavede kun den ene ‘gode’ plade, dedikeret til dem som dør torturdøden, den senere musikproduktion er ret kedelig. Art Zoyd har senere gjort sig bemærket ved at spille live til stumfilm af bl.a. Carl Th. Dreyer, Fritz Lang, m.fl.
    Magma’en er ikke en opsamling, som titlen ellers kunne antyde, men en forrygende Live 2CD.

  24. capac kommentarer:

    @mb: Jeg vil snarest kaste mig over de omtalte – og Magma.

Skriv en kommentar

383 har læst indlægget
13,533