Læren af Penkowasagen
19. april 2011For et stykke tid siden pålagde jeg mig selv ikke at skrive om Penkowasagen, før der kom nyt og væsentligt frem om sagen. Det sker i dag, hvor rektor Ralf Hemmingsen har et kronik i Politiken med titlen: “Det kan vi lære af Penkowasagen”. Eftersom rektor Hemmingsen har været en af de centrale figurer i sagen, må kronikken ses som et vigtigt partsindlæg i udlægningen af den celebre sag og dens betydning for universitetet, forskningen og samfundet i det hele taget.
Det interessante ved Hemmingsens kronik er ikke så meget, hvad den faktisk fremlægger, men måske snarere de spørgsmål, den ikke stiller eller svarer på. Forenklet sagt bygger Hemmingsen sin vurdering på det forhold, at kammeradvokaten som bekendt i sin 700 sider store, skriftbaserede redegørelse nok har fremført alvorlig kritik, men ikke fundamentalt har problematiseret rektors eller bestyrelsens rolle.
Hemmingsen bruger dette grundlag til at fremføre nogle beklagelser (som i følge Hemmingsen er synonyme med: undskyldninger) for en række fejl, han har begået undervejs. Fx at lægge mere vægt på Penkowas stjernestatus end på hendes formelle cv, håndteringen af Penkowas oprindelige disputats og negligeringen af den student, der fik lavinen til at rulle. Derefter opregner Hemmingsen en række tiltag, der er iværksat for at forebygge tilsvarende problemer i fremtiden. Oprettelsen af en ombudsmand for studerende, forbedret skoling af forskerspirer i forskningsetik etc. Med mere.
Rektor Hemmingsen er af den formening, at Penkowasagen kun har skadet universitetets internationale anerkendelse på kort sigt – og at man kan retablere omdømmet gennem hurtig damage control. Det kan man så tro eller lade være.
Hvad, rektor ikke får sat spørgsmålstegn ved, er, om det aktuelle, centraliserede ledelse af universitet overhovedet er kompetent til at forebygge og imødegå problemer som dem, der er opstået med Penkowa? Denne fundamentale problematisering ligger mellem linjerne, når Hemmingsen fx perspektiverer Penkowasagens påståede undtagelseskarakter med følgende bemærkninger: “Alene på Københavns Universitet publicerer 4.000 forskere årligt mere end 12.000 videnskabelige artikler i danske og internationale tidsskrifter. Til sammenligning er Penkowas samlede forfatterskab på omkring 150 artikler skrevet over ca. ti år.”
En af de ting, der – efter min mening – har været tydelig i det lange sagsforløb har været, at universitetsledelsen hverken har haft tilstrækkeligt overblik over sagen eller tilstrækkelig indsigt i dens detaljer, medens den udviklede sig. Det var takket være pressens research og dybdeboringer, sagen for alvor tog fart. Og fraværet af tilstrækkeligt overblik og indsigt er netop et kritisk signalement af en centralistisk, enerådig universitetsledelse.
I modsætning til Hemmingsen tror jeg ikke, at en sag som Penkowasagen ville have udviklet sig så imposant, som tilfældet er, hvis vi havde haft at gøre med en mere demokratisk ledelsesform, hvor decentralisering af beslutningsprocesser og ansvar var på dagsordenen. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at vi får Penkowasagen under den aktuelle styrelseslov.
Rektor Hemmingsens kronik er samlet set et systembekræftende partsindlæg, der ikke formår at rejse de egentlige, tungtvejende spørgsmål om universitetets og dansk forsknings fremtid. Hemmingsen vil sige undskyld, lappe på skaderne og foretage nogle udbedringer – men ikke betvivle institutionens habitus som sådan. Derfor er det sidste ord ikke sagt om sagen og den fulde lære langtfra draget endnu…
19. april 2011 kl. 14:18
Det er et partsindlæg uden formildende omstændigheder.
19. april 2011 kl. 14:23
@Donald: Ja.