Huey Meaux – “The Crazy Cajun” – er død, 82 år

25. april 2011

Navnet Huey Meaux siger sikkert de færreste noget. Men jeg omtalte ham i forbifarten for et stykke tid siden, hvor jeg skrev om bluesmusikeren Barbara Lynn og om hans betydning for hende og for Sir Douglas Quintet.

Nu meddeles det så, at Meaux døde lørdag morgen i sit hjem syd for Houston, 82 år gammel.

Han fortjener at blive husket, fordi han ‘opdagede’ Sir Douglas Quintet og Barbara Lynn , men også for at have givet Freddy Fender et nyt liv som pladekunstner. I det hele taget satte han sig et varigt spor i populærmusikken som producer og komponist. På denne side kan man få et overblik over de fleste af de sange, han enten har produceret eller komponeret. Det er ganske imponerende.

Meaux voksede op i nærheden af Lafayette, Louisiana og var barn af fattige forpagtere, der talte cajun fransk, arbejdede hårdt hele ugen med ris- og bomuldsdyrkning og – festede igennem i weekenden, hvor deres hjem blev omdannet til et lokalt dansested med levende musik og udskænkning af spiritus. Musikken var en lettelse i en slidsom hverdag, har Meaux siden fortalt.

På vej ind i teenageårene flyttede ham med forældrene til et bedre liv i Texas. Sammen med faderen Stanislaus lavede han et band, hvor faderen spillede accordeon og han selv trommer. Nogen god trommeslager var han ikke. Og det vidste han. Men det stimulerede hans interesse for musikken, og da han blev lidt ældre supplerede han jobbet som lokal frisør med aftenarbejde som DJ og promoter i lokalområdet.

I 1959 fik han udsendt sin første produktion med en kunstner ved navn Jivin’ Gene. Breaking Up Is Hard To Do (ikke at forveksle med Neil Sedakas hit). Den blev fulgt op af indspilninger med Barbara Lynn, Joe Barry, Rod Bernard, T. K. Hulin, Big Sambo and the Housewreckers m.fl.

Meaux havde succes som pladeproducer og med tiden blev han ejer af flere mindre pladeselskaber, bl.a. og mest kendt: Sugar Hill Records.

Han fik et godt ry som talentspejder og promotor og på et tidspunkt kunne han flytte til Houston, hvor han kunne leve af sine talenter. Hans lancering af Sir Douglas Quintet understregede hans talent for at finde en god sang og for at lave forretninger. The British Invasion var så småt ved at nedlægge USA og Meaux vidste instinktivt, at han skulle lægge sig i slipstrømmen af den nye trend. Derfor blev kvintetten branded som British mods og fik deres plade ud på London plademærket. Og She’s About A Mover blev et hit. Godt set, godt tænkt på et tidspunkt, hvor mange i den amerikanske underholdningsindustri blev taget på sengen…

Meaux var efter sigende ikke så lidt af en original. Hans øgenavn var meget sigende “The Crazy Cajun”. Til billedet af ham hører også, at han var mere end villig til at udnytte sine kunstnere og føre dem bag lyset – ikke mindst økonomisk set. Han er blevet citeret for at sige, at han ‘foretrak at holde sine kunstnere i mørket, fordi deres stjerne så ville stråle så meget desto mere’. Men hans anløbne forretningstalent var ikke hans eneste skyggeside. Han var kendt for sin smag for meget unge kvinder og for at være en udtalt hedonist.

Til hans knap så beundringsværdige bedrifter hører, at han i 1966 blev idømt 15 års fængsel, fordi han blev kendt skyldig i en række forbrydelser, der omfattede seksuelle overgreb på en mindreårig, besiddelse af narkotika, besiddelse af børnepornografi og flugt fra et fængsel. Inden da havde politiet ved en ransagning af hans kontor fundet tusindvis af Polaroidfotos og film med mindreårige piger i seksuelle situationer…

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

198 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62