Gamle grises rettigheder – kulturforskelle og politik

18. maj 2011

Forleden kunne man se lederen af IMF, den Internationale Monetære Fond, franskmanden Dominique Strauss-Kahn iført hÃ¥ndjern blive ført bort af amerikansk politi. Billederne løb som en steppebrand gennem medierne. Og der var højlydte reaktioner pÃ¥ hændelsen – bÃ¥de fra amerikanerne og franskmændene.

Sagen er da ogsÃ¥ interessant. Ikke, fordi en fremtræden person pÃ¥gribes efter anklager om seksuelle overgreb. Det burde i sig selv være en banal hændelse. Men røret omkring anholdelsen afslørede ogsÃ¥ en gammel kulturforskel, for ikke ligefrem at sige kulturmodsætning,  mellem Frankrig og USA. En forskel, der handler om sex…

Forskellen kommer indirekte til udtryk i en kommentar i New York Times, hvor Stephen Clarke under rubrikken “Droit du Dirty Old Men” – hvilket kan fordanskes til: Gamle Grises rettigheder – skriver følgende blandt andet:

France may think it had a revolution, but in fact it just got a new, and even more powerful, elite. They believe themselves so indispensable to the running of the country that trying to topple one of them is a bit like threatening to shoot a prize racehorse for nibbling your lawn. You’re meant to shut up and let them nibble.

This is why the French establishment sees Mr. Strauss-Kahn — rather than the traumatized chambermaid the police say he attacked — as the victim. The same case would never have come out in the open in Paris. The woman would have been quietly asked whether she thought it was worth risking her job and her residence permit. She would have been reminded that it was her word against his, and frankly, whom would people believe? The witty, famous man with the influential friends, or the nobody?
French politicians are known to be serial seducers, and as a rule no one bothers them about it. It is widely accepted that a male politician can combine efficiency in his job with a tendency to leap into bed with as many people as possible. And maybe it’s true — the French eat a balanced diet and have lots of energy. ”

Lad os lige holde fast i, at den anklagede (mig bekendt) hverken er dømt eller frikendt i sagen og derfor i juridisk forstand mÃ¥ opfattes som ‘uskyldig’ indtil andet er bevist! – Dernæst kan man konstatere, at fordommene om franskmænd og franske politikere i særdeleshed stÃ¥r i kø i det citerede stykke. Ikke dermed sagt, at der ikke kan være noget om nogle af fordommene. Fx at der uden tvivl hersker en magtfuldkommen elite i fransk politik, som mener at være hævet over enhver kritik og anklage (tænk blot pÃ¥ præsident Sarkozy!).

Men underteksten taler ogsÃ¥ om en sÃ¥re velkendt amerikansk dobbeltmoral, nÃ¥r det kommer til det seksuelle. At franske politikere skulle ‘serielle forførere’ i modsætning til amerikanske politikere er der sÃ¥dan set al mulig grund til at betvivle. Eksemplerne pÃ¥ amerikanske politikeres seksuelle ekskapader er mindst lige sÃ¥ talrige som de tilsvarende franske. Forskellen er, at man i Frankrig har et mere ‘afslappet’ forhold til det seksuelle end i USA, hvor seksuelle sidespring og lignende sÃ¥ at sige  altid kommer pÃ¥ tværs af konservative familienormer og amerikanske ‘værdier’. Tænk blot pÃ¥ Bill Clinton og sagen om den vÃ¥de cigar…

Derfor kan der selvfølgelig godt være en vigtig pointe i den amerikanske journalists kritik af franskmændenes ‘offergørelse’ af Strauss. Selvfølgelig skal Strauss have samme behandling som enhver anden, der stÃ¥r anklaget for samme gerning. Omvendt er artiklen af Stephen Clarke ubehagelig, fordi den uden direkte at skrive det, dømmer Strauss, inden der er faldet dom i sagen. Clarke insinuerer.

Med en allusion til sagen om Roman Polanski – som har været anklaget for at have haft sex med en mindreÃ¥rig engang i tresserne – insinuerer Clarke, at Strauss er skyldig – fordi han er franskmand og oven i købet en magtfuld politiker… Det fremgÃ¥r af det sidste afsnit, hvor Clarke skriver:

All of which leads me to my belief that even if Dominique Strauss-Kahn is convicted and has to serve time, he will someday return to France, publish his autobiography (which will, of course, be adapted for the big screen by Mr. Polanski) and eventually be made a government minister. Minister of gender equality, perhaps?

Netop sammenligningen med Polanski-sagen understreger den nidkærhed, hvormed amerikanerne forfølger sÃ¥danne seksuelle ‘sager’. Polanski-sagen var ikke alene ældgammel – og derfor svær at efterforske – men ‘offeret’ har ogsÃ¥ siden meddelt, at hun ikke ønsker nogen sag. Det seksuelle er meget interessant i den amerikanske offentlighed, og interessen er drevet af dobbelbundet nysgerrighed, der rummer lige dele moralsk forargelse og seksuel interesse. Derfor skal enhver slibrig deltalje for dagen – og enhver anklaget er næsten pr. definition en forbryder (fordi vi alle har en rem af den seksuelle hud…).

En ting er sÃ¥ den kulturelle dimension i denne sag. En anden og mÃ¥ske lige sÃ¥ overset dimension er den politiske. Kan man se bort fra, at der kan være politiske interesser involveret i anklagerne mod en højtstÃ¥ende person i IMF? Eller er der mÃ¥ske – som i sagen om Wikileaks grundlægger, Julian Assange – tale om, at nogen kunne have en politisk interesse i at fÃ¥ skovlen under Strauss? I hvert fald er der et spor, som journalister og andre passende kunne forfølge.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 kommentarer

  1. Lars kommentarer:

    Kompliceret sag. En fin artikel om dobbeltmoral i Slate af Christopher Hitchens http://www.slate.com/id/2294965/

    Mht. “Netop sammenligningen med Polanski-sagen understreger den nidkærhed, hvormed amerikanerne forfølger sÃ¥danne seksuelle ’sager’”: manden dopede og voldtog en 13-aarig pige. Det faktum at ofret efter mange aar “ikke oensker nogen sag”, er paa ingen maade et argument for at der ikke er nogen sag. Uanset at den er “aeldgammel”. Kan ikke rigtig forstaa hvor nidkaerheden kommer ind.

    Ioevrigt en fin og interessant blog. Foelger den (naesten) dagligt her fra dobbeltmoralens paastaaede hjemland.

  2. Gowings kommentarer:

    Jeg er fuldstændig enig med dig i den ubehagelige, undertone er nærmest en underdrivelse, der hersker i den amerikanske presse. Jeg kan heller ikke helt befri mig for tanken om, hvorvidt reaktionen havde været ligeså heftig, hvis IMF direktøren havde været amerikaner. Under alle omstændigheder må vi håbe at Strauss-Kahn er skyldig, for han er dømt.

  3. capac kommentarer:

    @Gowings: I dag kan man læse, at Strauss-Kahn trækker sig fra IMF. Men han er stadigvæk ikke kendt skyldig.

  4. Donald kommentarer:

    Ikke skyldig: Man kan med en vis ret trække sig tilbage alene ud fra den betragtning at éns fortsatte lederskab vil være en belastning for organisationen og at man iøvrigt stiller sin viden (hvis der er nogen) til rådighed for dem, der måtte ønske det (i den fortsatte ledelse af organisation m.v.)

    Jeg kommer til at tænke på Kinsey rapporten og de skandaler, den udløste. Filmen af samme navn med Liam Neeson er et egentlig ret uhyggeligt exempel på hvor mange-facetteret USA er i holdninger og viden; der var også indremissionske (eller rettere baptist-) amerikanere, som syntes at man gik alt for langt i tilsvining af Clinton, og den stakkels pige, som var lokket ind i retssagen havde det bestemt ikke godt med det og gik i spåner.

    Dualismen med interesse og fordømmelse er vistnok “denial” stadiet pÃ¥ en eller anden skala.

  5. capac kommentarer:

    @Donald: Selvfølgelig er Amerika mere “mangefacetteret” holdningsmæssigt end mit indlæg antyder. Men det er desværre sjældent de mere nuancerede, liberale holdninger kommer helt frem i mediernes overskrifter. At netop New York Times bringer en artikel som den omtalte, taler vist sit tydelige sprog om den amerikanske selvtilstrækkelighed og mangel pÃ¥ selvkritik m.m.

  6. capac kommentarer:

    @Lars: Tak. Det glæder mig, at du kan lide bloggen. Og tak for linket til Hitchens.
    Jovist er det en kompliceret sag med mange lag. Og jeg forsøger at pille et par stykker ud. Men
    der er ogsÃ¥ en kerne, der burde været klar for enhver: Nemlig, at manden – uanset hans status og sÃ¥ videre – ikke er skyldig, før han er dømt. Det er vigtigt, at vi holder fast i retsprincipperne og ikke lader os forblænde af alle mulige andre hensyn…

Skriv en kommentar

331 har læst indlægget
13,401