Bogomtale: Daniel Mark Epstein – Balladen om Bob Dylan

5. juni 2011

I forbindelse med Bob Dylans fødselsdag nÃ¥ede jeg et mætningspunkt. Jeg fik forbobbelse. Og derfor tog det lidt tid, inden jeg fik mig taget sammen til at læse forfatteren Daniel Mark Epsteins stort anlagte biografi “Balladen om Bob Dylan”, som Gyldendal har udsendt i anledning af 70-Ã¥rsdagen og (med Torbens mellemkomst) havde sendt til mig (og mange tak for det!).

Bogens undertitel er: Et portræt. Og det er jeg glad for. For lad mig sige det, som det er: Jeg har et ambivalent forhold til biografier. På den ene siden underholdes jeg vældig meget af dem. På den anden side er jeg altid i tvivl om, hvor meget klogere jeg bliver på den person, biografien handler om. Og det gælder ikke mindst, når det drejer sig om udøvende kunstnere.

Det gælder ikke mindst, nÃ¥r det drejer sig om Bob Dylan. Som Dylans selv flere gange har givet udtryk for, sÃ¥ skal man forstÃ¥ det, der er at forstÃ¥, ved at lytte til sangene. Det er gennem sangene, vi fÃ¥r en forstÃ¥else af, hvad “Bob Dylan” er.
Men der brænder et biografisk begær, der vil have os til at tro, at vi kommer nærmere sandheden ved at få så meget at vide som muligt om skaberen af værket, sangskriveren. Vi er tilbøjelige til at tro, at vi kan komme bagom værket og finde sandheden. Men sådan er det ikke. Værkerne taler for sig selv.

At Epstein, der selv er digter, kalder sin bog et portræt, kan forstÃ¥s som distancering til biografien. Portrætter er noget, man maler eller tegner, ogsÃ¥ med skriftsproget. Der er med andre ord tale om Epsteins fortolkning af kunstneren Bob Dylan. Og det er godt. For Epstein har aldrig talt med Dylan. Hvad han har at meddele os kommer fra hans egen oplevelse gennem koncerter og plader – og fra andre stemmer.
Det siger meget om den omfangsrige bog – 407 sider – at den lægger ud med en minutiøs generindring af en koncert, som Dylan gav pÃ¥ min tiÃ¥rs fødselsdag, den 14. december 1963. Sammen med bl.a. sin mor er den unge Daniel inde og se den allerede navnkundige Dylan og gengiver i detaljer, hvordan Dylan agerer, hvordan han trakterer guitaren og mundharmonikaen, hvordan han fraserer i de enkelte sange og hvilke sange, der synges. Og ikke nok med det. Sangen gennemgÃ¥s refererende og analyserende. Det er næsten, som om man selv havde været der. Bortset fra, at man ikke hører en eneste tone…

Med afsæt i denne kraftpræstation tegner et forvandlingsbillede af kunstneren fra tiden som ung hvalp til gammel mand. Et portræt, der er præget af perfektionistisk sans for historiske og faktuelle kendsgerninger, hvilket er en stor styrke i et boglandskab, hvor sladderagtige Dylanbiografier er mere reglen end undtagelsen. Samtidig kan man hele tiden mærke, at forfatteren er meget optaget, ja betaget, af sit emne og sit stof. I det hele taget får man fornemmelsen af, at Epstein har sat sig for at gøre den ret beset umulige opgave så grundigt og troværdigt som muligt. Og det lykkes til fulde.

De kronologiske omdrejningspunkter i bogen er de koncerter, som forfatteren har overværet. Den omtalte i 1963, Dylans koncert med The Band i Madison Square Garden i januar 1974, en koncert i Lennox, Massachusetts i1997 og endelig en koncert i 2009, hvor Dylan er fyldt 68. PÃ¥ en mÃ¥de er det disse centrale begivenheder, der fÃ¥r rollen som de forstørrelsesglas, hvorigennem Epstein – suppleret med en masse skrevne kilder og interviews – fÃ¥r sit store essay til at finde sin form.

Hvad er det sÃ¥ for et billede, vi fÃ¥r af den unge Dylan fra den tid, hvor han var Woody Guthrie-fan og -lærling og frem til de seneste Ã¥r, hvor Dylan er pÃ¥ sin never ending tour og fÃ¥r tid til at agere radiovært pÃ¥ Sirius/XM? Gennem alle anekdoterne (som sikkert afliver nogle og føder andre…), alle de eksakte informationer og detaljer tegnes et billede af en person, der er lige sÃ¥ sammensat som du og jeg. Og det er nok det bedste, man kan sige om bogen. Den medvirker ikke aktivt til glorificering eller ikonisering af Bob Dylan. Om man sÃ¥ er en tøddel klogere pÃ¥ hans kunst efter endt læsning er en anden sag.

Er man en hund efter at fÃ¥ noget at vide om Dylan som privatperson, sÃ¥ er bogen ikke til at komme uden om. Og som sÃ¥dan skal den have min anbefaling. Har man sin tvivl med hensyn til de biografiske sandheder, sÃ¥ skal man nok holde sig til musikken og sangene…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. B.O Hansen kommentarer:

    forbobbelse…

  2. capac kommentarer:

    @Beo: Netop. ForBobbelse… ;)

  3. B.O Hansen kommentarer:

    lyrisk

  4. capac kommentarer:

    @Beo: Det lÃ¥ lige til sproget højrefod… ;)

Skriv en kommentar

284 har læst indlægget
13,843