Translokation

25. juni 2011

I går deltog jeg i Frøkenens translokation. Ungdomsuddannelsen er overstået med et godt resultat. Og som ordet translokation siger, så handler det om at noget afsluttes for at noget andet kan begynde. Et sted forlades til fordel for et andet.

Midt i talerne, buffetten, musikken og snakken kan man selvfølgelig ikke lade være med at tænke lidt over situationen. Det er en glædens dag, og i min gamle krop genkendte jeg fornemmelsen fra dengang, jeg fik min realeksamen (1970) og studentereksamen (1973). Den særlige blanding af opløftethed, glæde og urolig forventning om, hvad der nu skulle ske.

Dengang var der kun én studenterhue, som jeg i øvrigt hverken ville eje eller have, for det lå i tiden, at man skulle gøre op med dette borgerlige dannelsessymbol. Siden har oprøret sejret af h……. til, uddannelse er blevet et massefæmomen, og huen med det blodrøde bånd er ikke længere symbolet, men blot et tegn blandt mange på, at man har taget en ungdomsuddannelse. Så vidt jeg ved er der sytten forskellige huer i skrivende stund…

Uddannelse er blevet en industri og institutionerne fabrikker, der pøser unge ud hvert år. Og på talen ved festen kunne man gennem de mange managementord høre, at vi står med begge ben i globaliseringens tid, hvor konkurrencen fra kineserne ville betyde, at vi alle i fremtiden skulle arbejde meget og hårdt. Den “gule fare” har fået en helt ny valør. Ord, der lød lidt pudsige i munden på en rektor, der stod med det ene ben i sit otium…

Jeg husker ikke, hvad min skoleinspektør sagde ved Realeksamenstranslokationen, eller hvad rektor sagde ved afslutningen af gymnasiet, og jeg tror heller ikke, at Frøkenens kammerater hørte meget af det, der blev sagt i går. De klappede pænt, men havde nok tankerne ved hinanden, ved aftenens fest og den almindelige glæde over at have overstået to måneders eksamenslæsning og eksamination.

Dengang jeg blev færdig, havde jeg ingen anelse om, hvor det skulle føre hen. Og jeg kan forstå på mange af de unge, at det har de heller ikke. Det er betryggende. For det betyder, at verden ikke er helt så planlagt, som politikerne gerne vil have den til at være. Ung må verden endnu være…

Billie Davies – School is over!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

5 kommentarer

  1. Donald kommentarer:

    Jeg husker endnu en truende tomhed den sene aften jeg forlod en bus fra sidste studenter-fest. Der var nok at gøre, planer var lagt for sommerarbejde, ferie, studium, men alligevel var der så meget tomhed, uafsluttede forløb, ubesvarede spørgsmål.

  2. Gowings kommentarer:

    Tillykke med frøkenen. Mit indtryk er at hvis vi overlader det til de unge så skal det nok gå. de er ikke så enderledes end vi var. Der er som altid nogen tumber der tiltrækker sig stor opmærksomhed og larmer op, men der er et stort, stort flertal – pølsefabrik eller ej – som vi kan være trygge ved tager over på et tidspunkt. Faktisk tror jeg disse generationer, der kommer nu, er meget mere rummelige, og det glæder mig. Det trænger vi til.

    Jeg kan huske at selvom studentereksamen var taget (præcis ti år efter dig, Capac) og et åg faldt fra skuldrene, så murrede det i knolden, at man jo ikke kunne leve af det. Det var ikke slut. Der var altså nogen år endnu til man blev sat helt “fri”. Min kandidateksamen – det var en fest!

  3. Gowings kommentarer:

    Arh, det kom til at lyde ufrivilligt tungt og gammelfar-agtigt, meningen, tilliden til de kommende generationer, turde dog fremgå :)

  4. capac kommentarer:

    @Donald: Ja, tomheden kan jeg sagtens huske. Blandet op med lidt uro med hensyn til det, der skulle ske, lidt vemod over det tabte osv.

  5. capac kommentarer:

    @Gowings: Du har helt ret. De unge skal selv finde vej… Sådan som vi gjorde. Og jeg er også – af princip – optimistisk med hensyn til ungdommen i almindelighed.

Skriv en kommentar

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image

læst 186 gange
Side 1 af 11
8727