Hello, I love you

2. juli 2011

Det er lidt ufatteligt, selv om det også er banalt. I morgen er det 40 år siden, Jim Morrison mødte sin skaber i Paris, som Torben gør opmærksom på. Det fik mig til at ihukomme den dag i 1968, hvor The Doors for alvor sparkede døren ind til min begejstring.

Det var med singlen “Hello, I Love you” fra gruppens andet album, Waiting for the Sun. Singlen, som blev nr. 1 i USA (0g andre steder) og solgte over en million eksemplarer sammesteds, var The Doors fra deres mest kommercielle og poppede side.

Selv om jeg allerede var solgt til The Doors og deres musik, så var det denne forbandet iørefaldende popsang og dens medrivende intro, der for alvor gjorde mig til en tilhænger.

Hello, I love you var en af gruppens tidlige demosange fra 1965, og den var inspireret af Creams “Sunshine of you Love“. Og jeg hørte den første gang i radioen, hvor den straks fængede.

Nøgternt betragtet er det nok ikke en af Doors største sange, men den indfanger som en Maggiterning essensen af The Doors’ kvaliteter. Det oplagte, idérige, lydhøre og tætte ensemblespil mellem Ray Manzarek, Robby Krieger og John Densmore som musikalsk makronbund under den gale poet, Jim Morrison, der synger sit efterskrift til The Summer of Love, som om det var det sidste, han ville gøre. Der opstÃ¥r en næsten kontrapunktisk energi og synergi mellem Morrison og bandet, som var helt unik for gruppen.

Og som popsingle var den vellykket, fordi den både havde den besnærende umiddelbarhed, som gjorde pophoveder som undertegnede solgt til stanglakrids, og den progressive beats sofistikerede og eksperimenterende, ja, legende musikalitet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

141 har læst indlægget
13,768