Larrikin Love: The Freedom Spark
24. august 2011
Glemmebogen står altid åben. Klar til at indskrive grupper, solister og andre kunstneriske konfigurationer, hvis de af en aller anden grund ikke formår at holde musiklytternes opmærksomhed fanget. Et af de bands, der har en risiko for at ende der, er Larrikin Love.
Det engelske indieband nåede i sin korte aktive periode – fra 2005 til 2007 – at få indspillet et album (The Freedom Spark, 2006) og en håndfuld singler, som kun solgte moderat. Det var deres single “Happy as Annie“, der fik mine ører åbnet op for gruppen. Gruppen revolutionerede på ingen måde indierocken. Men jeg kan vældig godt lide deres legesyge udgave af pub- og garagerock, som de ganske hæmnings- og smagløst blander op med elementer af punk, calypso, bluegrass, reggae, irsk folkemusik osv. Hos Larrikin Love mødes The Pogues med The Clash og The Undertones.
Edward Larrikin, Micko Larkin, Alfie Ambrose og Coz Kerrigan (og deres venner) har deres rødder i London, men ud fra lyden at dømme kunne de lige så vel komme fra Belfast eller Newcastle. Selv om Larrikin Love nok aldrig ville have gjort sig på hitlisternes top 20 med deres ungdommelige, energiske og charmerende udgave af indierock, så fortjener de ikke at blive glemt.
24. august 2011 kl. 19:58
Hep, Hep! Er det Indie? jeg hørte en up-tempo ska-ting, en pendant til min all time favourite i den genre – Madness. Men jeg ved ikke noget om Indie heller, mÃ¥ jeg indrømme.
25. august 2011 kl. 00:58
@Gowins: Indie betyder vel ikke andet end, at musikken er kommet ud pÃ¥ uafhængige smÃ¥ pladeselskaber (‘independent) og omfatter ikke sÃ¥ lidt af nyere musik. De kan være svære at fastholde stilistisk set – heldigvis for det…