Genopdagelsen af Gilbert O’Sullivan
25. august 2011
Hvad er det lige populærmusikken kan? Ud over at føre kønnene sammen og dermed give sit bidrag til artens videreførelse? Rock og pop som parringsmusik. Jo, de gode sange kan også noget andet. De kan ramme en stemning eller en følelse, man bærer rundt på. Og de kan – som god litteratur – beskrive en situation, man er i. Bedre end man selv kan. Eller i hvert fald med andre fuldt ud dækkende ord, så man pludselig får den berømte aha-oplevelse. Det er sådan jeg har det. Det er sådan, landet ligger.
Populærmusikken kan sikkert også meget andet, men jeg kom til at tænke på ovenstående, da jeg læste Bob Stanleys meget personlige rubrik om sangeren og sangskriveren Gilbert O’ Sullivan. O’Sullivan var en stor stjerne i første halvdel af halvfjerdserne, men gled derefter ud af mediernes fokus. Stanley tager udgangspunkt i det forhold, at O’Sullivan måske er gledet ind i glemmebogen (som Clifford T Ward, som han skriver) og spørger, hvad der egentlig var ved O’Sullivans musik? Er han ikke bare en død sangskriver, der engang havde succes med nogle melankolske melodier? – Men en oplevelse får ham, Stanley, på andre tanker:
“Det var sådan, jeg tænkte. Men så blev jeg slået ud af kurs, da jeg hørte hans single fra 1971, We Will, for et par år siden, da mit liv var noget rod. Her var der en resigneret, melankolsk sang om, hvordan man kommer igennem en personlig krise ved at sætte pris på små ting som at sparke til en bold, besøge fjerne slægtninge og spise cornflakes. Den var usædvanlig, lige hvad jeg havde brug for, og jeg lyttede den hver dag, inden jeg gik i seng. Jeg følte, jeg skyldte ham noget, jeg tog hen og så O’Sullivan i Croydon’s Fairfiled Hall i år og tænkte: Det er ikke underligt, at han er bitter. Smarte køkkenvasktekster, supermelodiske sange, han nye sange er lige så gode som de gamle; hvis han aldrig nogensinde havde haft et hit eller havde båret rundt på en for stor kasket, ville han blive udråbt til vores egen Randy Newman – en der (ofte) henviser til te og (nu og da) til grønne ærter. Når han er bedst, så er han the missing link mellem The Kinks og Squeeze.”
Stanleys oplevelse er ikke enestående. Jeg har flere gange oplevet, at en bestemt sang ramte mig klokkeklart på et bestemt tidspunkt i mit liv og åbnede op for en sangskrivers univers. Og det kunne meget vel blive et tema i kommende blogindlæg…
PS. Gilbert O’Sullivan har i år udsendt albummet Gilbertville, der kun understreger hans format som sangskriver.
25. august 2011 kl. 19:57
Det kunne blive en blockbuster af et indlæg….
26. august 2011 kl. 01:04
@Gowings: Det kommer nok i bidder vil jeg tro. NÃ¥r inspirationen sætter dem i gang…