Genopdagelsen af Gilbert O’Sullivan

25. august 2011

Hvad er det lige populærmusikken kan? Ud over at føre kønnene sammen og dermed give sit bidrag til artens videreførelse? Rock og pop som parringsmusik. Jo, de gode sange kan ogsÃ¥ noget andet. De kan ramme en stemning eller en følelse, man bærer rundt pÃ¥. Og de kan – som god litteratur – beskrive en situation, man er i. Bedre end man selv kan. Eller i hvert fald med andre fuldt ud dækkende ord, sÃ¥ man pludselig fÃ¥r den berømte aha-oplevelse. Det er sÃ¥dan jeg har det. Det er sÃ¥dan, landet ligger.

Populærmusikken kan sikkert ogsÃ¥ meget andet, men jeg kom til at tænke pÃ¥ ovenstÃ¥ende, da jeg læste Bob Stanleys meget personlige rubrik om sangeren og sangskriveren Gilbert O’ Sullivan. O’Sullivan var en stor stjerne i første halvdel af halvfjerdserne, men gled derefter ud af mediernes fokus. Stanley tager udgangspunkt i det forhold, at O’Sullivan mÃ¥ske er gledet ind i glemmebogen (som Clifford T Ward, som han skriver) og spørger, hvad der egentlig var ved O’Sullivans musik? Er han ikke bare en død sangskriver, der engang havde succes med nogle melankolske melodier? – Men en oplevelse fÃ¥r ham, Stanley, pÃ¥ andre tanker:

Det var sÃ¥dan, jeg tænkte. Men sÃ¥ blev jeg slÃ¥et ud af kurs, da jeg hørte hans single fra 1971, We Will, for et par Ã¥r siden, da mit liv var noget rod. Her var der en resigneret, melankolsk sang om, hvordan man kommer igennem en personlig krise ved at sætte pris pÃ¥ smÃ¥ ting som at sparke til en bold, besøge fjerne slægtninge og spise cornflakes. Den var usædvanlig, lige hvad jeg havde brug for, og jeg lyttede den hver dag, inden jeg gik i seng. Jeg følte, jeg skyldte ham noget, jeg tog hen og sÃ¥ O’Sullivan i Croydon’s Fairfiled Hall i Ã¥r og tænkte: Det er ikke underligt, at han er bitter. Smarte køkkenvasktekster, supermelodiske sange, han nye sange er lige sÃ¥ gode som de gamle; hvis han aldrig nogensinde havde haft et hit eller havde bÃ¥ret rundt pÃ¥ en for stor kasket, ville han blive udrÃ¥bt til vores egen Randy Newman – en der (ofte) henviser til te og (nu og da) til grønne ærter. NÃ¥r han er bedst, sÃ¥ er han the missing link mellem The Kinks og Squeeze.

Stanleys oplevelse er ikke enestÃ¥ende. Jeg har flere gange oplevet, at en bestemt sang ramte mig klokkeklart pÃ¥ et bestemt tidspunkt i mit liv og Ã¥bnede op for en sangskrivers univers. Og det kunne meget vel blive et tema i kommende blogindlæg…

PS. Gilbert O’Sullivan har i Ã¥r udsendt albummet Gilbertville, der kun understreger hans format som sangskriver.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Gowings kommentarer:

    Det kunne blive en blockbuster af et indlæg….

  2. capac kommentarer:

    @Gowings: Det kommer nok i bidder vil jeg tro. NÃ¥r inspirationen sætter dem i gang…

Skriv en kommentar

387 har læst indlægget
14,684