En stemme i tiden: Laura Marling

14. september 2011

Det har slået mig, at der er mange gode kvindelige stemmer i britisk pop i disse år. Afdøde Amy Winehouse var en af dem, Adèle er en anden, der pt. nyder stor opmærksomhed. Vi kunne også nævne Duffy, Lily Allen, Imelda May og Hayley Sanderson. Bare som eksempler.

Og sÃ¥ er der den unge Laura Marling, der i en alder af kun 21 Ã¥r har tre album og en række EP’er og singler pÃ¥ samvittigheden. Og hun har allerede vundet anerkendelse i form af en Mercury Music Prize-nominering i 2008 og 2009 for sit første og andet album og en Brit Award som bedste sangerinde i 2011.

Laura har det heller ikke fra fremmede, det med musikken. Faderen er bestyrer af et pladestudie hjemme i Hampshire. Og han sørgede også for, at lille Laura fik en guitar i hænderne som ganske ung. Lige som han fik hende introduceret til det lokale folkmiljø, som blev døren til karrieren for hende.

Første gang hun gjorde sig bemærket uden for hjemstavnen, var da hun blev medlem at Noah and the Whale, hvor hun sang for på albummet Peaceful, The World Lays Me Down (2008). Hun forlod dog hurtigt gruppen igen. Måske, fordi kæresteforholdet til sangeren og guitaristen Charlie Fink gik sig en tur.

Efter at have medvirket pÃ¥ et par andre plader og turneret rundt i Storbritannien, indspillede hun sÃ¥ sin debutplade, EP’en London Town. Den blev hurtigt fulgt op af albummet Alas, I Cannot Swim i 2008. Et par tv-optrædener samme Ã¥r – bl.a. hos Jools Holland – var ogsÃ¥ medvirkende til at skubbe hende frem i mediernes fokus.

Debutalbummet blev fulgt op af I Speak Because I Can i 2010. Mercury Music Prize-nomineringen blev understreget med en fjerdeplads pÃ¥ LP-listen. Og i Ã¥r kom sÃ¥ A Creature I Don’t Know.

I omtalerne af Laura Marling støder man igen og igen pÃ¥ en forundring over, hvor moden og voksen den unge kunstner lyder. Og det er ogsÃ¥ rigtigt. Hun skriver rigtig gode, “voksne” sange, og hendes stemme er sidst af alt ungpigeagtig. Den kan til tider have en Lenonard Cohensk mørk sonoritet. Og hun kan momentvis fÃ¥ en til at tænke pÃ¥ Joan Baez, nÃ¥r hun er mest intens. Judy Collins kan ogsÃ¥ vækkes frem af associationerne. Og mere til. Men det er alligevel ikke fyldestgørende, nÃ¥r man vil beskrive Marlings bløde, smidige, levende stemme. Gør dig den tjeneste at lytte til hende her, hvor hun akkompagnerer sig selv pÃ¥ akustisk guitar – sÃ¥ er du sikret dagens musikalske oplevelse.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Gowings kommentarer:

    ‘Night after night’ pÃ¥ NPR er noget mere overbevisende end youtube-klippet, hvor man ret ligefremt fornemmer LM’s uvilje ved at optræde i TV. Hun er fantastisk og et af de sidste sjud pÃ¥ em gammel tradition, som du skriver. Det med ungpige-tingen og de dybe sange gjaldt Ã¥benbart ogsÃ¥ for Joni Mitchell da hun entrede scenen i sin tid – og det er jo ikke sÃ¥ dumt at blive slÃ¥et i hartkorn med hende :)

  2. capac kommentarer:

    @Gowings: Og ved nærmere eftertanke er det selvfølgelig en fordom, at man ikke skal kunne skrive og fremføre sange med modenhed, fordi man blot er omkring de 20. Pophistorien er jo fuld af dem…

Skriv en kommentar

195 har læst indlægget
13,757