Pladeforretninger og afspilningslicenser

17. september 2011

Som læsere af denne lille blog vil vide, sÃ¥ spillede lokale radio- og pladeforretninger i Esbjerg og Ã…rhus en vigtig rolle for min indføring i populærmusikken i tresserne og halvfjerdserne. Her kunne man i singlepladen storhedstid i tresserne stÃ¥ ved skranken med to tunge høretelefoner, fastgjort i skranken med spiralledninger, fÃ¥ lov til at høre de nye toner fra ind- og udland. Gik det rigtig højt, sÃ¥ kunne man ogsÃ¥ fÃ¥ lov til – i nogle forretninger – at blive lukket ind i et særligt, lydisolert rum og lytte til en Long Playing-grammofonplade.

Hvordan mon det ville være gÃ¥et, hvis forretningerne dengang skulle have haft en særlig licens og skulle betale til KODA, hver gang der blev spillet en plade? Jeg tør slet ikke tænke pÃ¥ det…

Men sÃ¥dan er situationen i dag i Storbritannien, hvor firmaer som PRS og PPL, som varetager licensinteresser, forlanger licensgebyrer af pladeforretninger, der afspiller plader pÃ¥ stedet. Tankegangen er ikke ny. Vi kender den fra flere sager her i landet, hvor KODA har været pÃ¥ banen med krav om betaling for sÃ¥kaldt ‘offentlig fremførelse af musik’. Blandt licensholdere er holdningen den, at enhver form for offentlig afspilning af musik skal pÃ¥lægges afgift. I USA har pladeforretninger efter en lang kamp fÃ¥et lov til at spille musik for kunderne uden at skulle afkræves betaling.

Det absurde i sagen er selvfølgelig, at pladeforretningerne gør et stykke salgs- og formidlingsarbejde for pladeselskaber og -kunstnere. Og hvorfor skal man afkræves licens for at sælge andres varer?

Som omtalt for nylig, sÃ¥ har KODA herhjemme været pÃ¥ banen i en parallel sag, nemlig de autonome, ikke-kommercielle musikweblogs, som KODA vil tvinge til at blive kommercialiseret, for at de kan fÃ¥ mulighed for at afspille musik pÃ¥ siderne – mod betaling.

Der er selvfølgelig fandens til forskel på en lokal pladeforretning, hvor man vender vinyler for kunderne, og så det store internet, hvor ekstensiv digital fildeling er dagsordenen. Og selv om det er indlysende svært at sige, hvor grænsen skal gå mellem offentlig og privat forbrug af musik, så efterlader sagen i Storbritannien desværre igen et indtryk af en musikbranche, der stadigvæk er præget af principiel grådighed, bedaget forretningsfilosofi og ekstrem træghed med hensyn til omstilling til den digitale tidsalder.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Arne Schiøtt kommentarer:

    Det er soleklart at en restaurant som spiller musik for at skabe en god stemning, eller et supermarked gør det samme, for at øge købelysten, skal betale en afgift til kunstnerne. Men pladebutikkerne er musikernes ambassadører, og de skal naturligvis ikke betale en øre for den service de yder både kunder og musikerne! Det ville svare til at en falck-redder, selv skal betale sin benzin, når han rykker ud med sin ambulance!

  2. capac kommentarer:

    @Arne: Ja, den med Falck-redderen er måske en meget god sammenligning.

Skriv en kommentar

195 har læst indlægget
14,405