Uhensigtsmæssig radikalisering – ang. Ungdomshuset
12. juni 2007For snart længe siden citerede jeg journalist Lisbeth Knudsen – hvis weblog åbenbart gik død, da hun fik en ledende post på Berlingeren – for følgende overvejelse:
“Når eftertanken på et tidspunkt melder sig, så kunne der være brug for lidt internationalt udsyn og lidt nytænkning omkring mulighederne for at lade den mindre velfriserede dele af ungdomskulturen udfolde sig i København. Den forsvinder jo ikke, fordi Jagtvej 69 er jævnet med jorden. Spørgsmålet er, om manglen på et selvstyrende ungdomshus og et fristed af den karakter ikke reelt vil kunne risikere at medføre en temmelig uhensigtsmæssig radikalisering af dele af ungdomsmiljøet, som ingen vil være tjent med.” – En sådan ‘temmelig uhensigtsmæssig radikalisering’ har været oppe at vende i medierne den forgangne uge. Politiet udelukker ikke muligheden. Danmarks Kommunistiske Ungdom har forsvaret voldelige aktioner fra de marginaliserede unge. Og Enhedslistens små Johanne Schmidt, der skal afløse Pernille, har på fornuftigste vis taget afstand for voldelige demonstrationsformer, samtidig med at hun støtter demonstrationer og ‘civil ulydighed’.
Hvis det kommer til voldelige aktioner, så kan man roligt sige, at de ansvarlige for nedrivningen af Ungdomshuset – og det vil sige: politikerne og Faderhusets skinhellige ledelse – ligger som de selv har redt. De har haft juraen på deres side. Ja. Ejendommens ukrænkelighed er bekræftet. Ja. Men politikerne, er løbet fra indgåede aftaler, hvilket ikke bliver glemt af de unge. Og denne ansvarsforflygtigelse bærer blot ved til det bål, som politikerleden blandt de unge i forvejen er. For det andet er forløbet af sagen om Ungdomshuset et lærestykke i, hvordan det kan gå, når folkevalgte politikere – hånd i hånd med en kristen fundamentalistisk meninghed, der kun kan se deres egen frelse og mission – reducerer demokrati til principrytteri, ansvarsfortrængning og arrogant magtudøvelse. På visse nyliberalistiske og højrevredne weblogs kan man studere, hvordan den simple magtudøvelse, den tankeløse konsekvente handling tilbedes som problemløsning på bekostning af demokratiets fineste principper: samtalen, dialogen, tolerancen, evnen til at lytte til minoriteterne og give dem indrømmelser og plads. Hvis man vi se, hvordan det kan gå, når man negligerer sådanne fundamentale demokratiske spilleregler, så se på de just afholdte G8-møde…
