Dean Martin – mere musik fra skammekrogen

14. juni 2007

GÃ¥rsdagens (impuls)køb var cd’en The Essential Dean Martin, der kostede det formidable beløb af 25 kroner. Jeg har altid haft en svaghed for denne italo-amerikanske flødebolle, der kun arbejdede af nød og ellers forsøgte at udleve sin hedonisme, sÃ¥ godt han kunne. FÃ¥ har som han formÃ¥et at gøre laid back-dovenskab til sit brand. I følge anekdoterne brugte han sin sidste levetid foran tv-et, hvor han med en kold drink i hÃ¥nden sÃ¥ gamle westerns fra 50’erne og lod verden udenfor passe sig selv.
Dino kom ind i mit liv, da jeg som dreng sÃ¥ en række af de morsomme film, han indspillede sammen med komikeren Jerry Lewis. Nørden og lapsen. Dino var – selvfølgelig – lapsen. Faktisk var han en ganske habil skuespiller. En overgang kunne man ogsÃ¥ se hans eget tv-show pÃ¥ DR TV, hvor han førte sig frem med et whisky-glas i hÃ¥nden som varemærke.
EfterhÃ¥nden begyndte jeg ogsÃ¥ at lægge mærke til hans dovne crooner-sangstil pÃ¥ Giro 413, hvor nogle af klassikerne fra hans repertoire – That’s Amore, Everybody Loves Somebody m.fl. – lød ud over baggÃ¥rdene pÃ¥ de alt for lange søndag eftermiddage. Det sidste skub i retning af afhængighed fik jeg, da jeg i realskolen fik en sød gymnastiklærer, der elskede Dean Martin – specielt nummeret Red Roses For A Blue Lady – og ikke undlod at fortælle om forelskelsen og give smagsprøver pÃ¥ Martins udfoldelser. I øvrigt er Red Roses, underligt nok, ikke blandt 30 numre pÃ¥ denne samling. SÃ¥ er det jo godt, at man har den pÃ¥ en anden compilation.
Jeg ved godt, at Frank Sinatra betragtes som den største af de amerikanske croonere, men for mig er det altsÃ¥ Dean Martin – Little Ole Wine Drinker, Me

Tilbagespoling.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

524 har læst indlægget
13,587