Vi finder os ikke i sex-chikane – vedr. en såkaldt “sag” om socialdemokraten Carsten Hansen
24. november 2011Den borgerlige opposition bruger megen energi på at debattere såkaldte "personsager" i den nye regering. Så megen energi, at der ikke rigtig er tid til at markere sig på det realpolitiske område.
Senest har vi fået genoptrykt "sagen" om Ole Sohn og guldet fra Kreml. Og vi har fået en ny "sag" om boligminister m.m. Carsten Hansen. Sidstnævnte skulle angiveligt have fået en såkaldt "sexchikanesag" på halsen, dengang han kun var ordfører for Socialdemokraterne.
I oppositionens mediale flagskib Jyllands-Posten bruger Venstres chefideolog og såkaldt "politisk kommentator" Ralf Pittelkow i dag "sagen" om Carsten Hansen (og "sagerne" om Henrik Sass Larsen og Ole Sohn) til at kritisere statsminister Helle Thorning Schmidt for manglende "rettidig omhu" (et udtryk, der ekkoer langt væk af de liberale ideologers forbillede: A. P. Møller-koncernen) og bristende regeringsledelse.
Men, hvor meget kød er der på de "sager", når det kommer til stykket?
Carsten Hansens "sag" kan muligvis skramme hans omdømme som politiker, hvor enhver dårlig omtale koster. Men det korte af det lange er, at sagen er bilagt mellem de involverede – og kun boulevardbladene og journalister på samme lave niveau ser en interesse i at afsløre slibrige detaljer.
Henrik Sass Larsen betalte en høj politisk pris for at have været i kontakt med en såkaldt rocker. Selv om det selvfølgelig var en dumhed overhovedet at blive sat i ganske overfladisk relation til rockermiljøet, så var det – alle sms’er til trods – en banal sag, der blev betalt med en meget høj pris. Måske også for høj.
Den eneste "sag", der er lidt kød på, efter min mening, er sagen om Ole Sohn og pengene fra Sovjet. Det problematiske ligger ikke i selve det forhold, at Danmarks Kommunistiske Parti engang modtog penge fra Sovjet – sådan som alle kommunistpartierne i Europa gjorde. Det har vi vidst længe. Det var en del af det international kommunistiske samarbejde. Det er heller ikke overraskende, at det skete, da Ole Sohn var leder af partiet i en periode, hvor DKP de facto var under afvikling. Det problematiske er, at Sohn, som selv har skrevet om guldet fra Moskva, har forsøgt at fortie og sløre, at han godt vidste besked om pengene. For selvfølgelig har han som leder i en meget centralistisk styret parti været vidende om pengestrømmen. Akkurat som ledelsen i partier som Venstre og Konservative godt ved, hvilke private firmaer, der sponserer deres partiarbejde…
Ole Sohns tøven og hvide løgn er omvendt forståelig rent menneskeligt. Sohn har de seneste tyve år bevæget sig politisk set langt væk fra sit politiske udgangspunkt og har selv bearbejdet det, bl.a. i en række bøger. Samtidig har han som andre med rod i halvfjerdsernes venstrefløj måttet stå model til de borgerliges revanchistiske og inkvisitoriske heksejagt de sidste ti år. Og man behøver ikke at skele ret længe til det sidste tiårs såkaldte debat om de venstredrejede halvfjerdsere for at erkende, at de færreste tidligere venstrefløjsdeltagere har haft lyst til at deltage i den, fordi konklusionerne og fordømmelserne var givne på forhånd. Diskretionen og tavsheden er kun alt for forståelig i det debatklima.
Nu er Sohn så i den situation, at han bør erkende, at han ikke har været helt ærlig. Det er ubehagligt. Det ved enhver, der er blevet taget i en hvid løgn. Men selv om fortiden kaster lange skygger over enhver politiker, så bør denne sag ikke på nogen måde anfægte mandens kvalifikationer som minister i den nye regering. Det var langt værre, da partiet Venstre lod Anders Fogh Rasmussen tage ledelsen af landet – efter at han få år forinden som skatteminister havde vildledt folketinget og havde begået alvorlig "kreativ bogføring", som kostede ham jobbet som minister. Men det er en anden sag, som oppositionen helst ikke bringer til torvs…
24. november 2011 kl. 16:29
Glemt er vist også Hjort Frederiksens ulovlige administration som beskæftigelsesminister. Som Løkke endda gav journalisterne en Cavling pris for, med et svedigt grin.
24. november 2011 kl. 17:02
@Jens: Ja, og der er flere “sager”, Tørnæs-familiens underbetalte udenlanske arbejdskraft osv. osv.
24. november 2011 kl. 17:52
Jeg er sjovt nok fuldstændig enig og har selv overvejet at skrive et indlæg med fuldstændig samme pointe – det var da irriterende, at du kom mig i forkøbet.
Jeg har kun et enkelt lille twist at bidrage med: jeg synes det er lidt besynderligt, at Helle T. ikke har/havde sÃ¥ meget tillid til Henrik Sass at hun ville gøre ham til minister. Nej, jeg er absolut ikke fan af Henrik Sass….. men jeg mener, lige som dig, at sagen mod ham er meget tynd og en smule pinlig.
Helle T. ville ikke gøre Sass til minister, hvilket selvfølgelig er et udtryk for manglende tillid. Men hun bliver ved med at udtale, at hun har fuld tillid til Ole Sohn?! Det er sådan en situation der gør, at jeg ikke har tillid til Helle T.
24. november 2011 kl. 20:25
Der er ikke en minister i den tidligere regering, der ikke har kvajet sig på et niveau. der før 2001 ville have medført at en minister måtte gå af.
Det vi ser fra ‘oppositionen’ i disse tider er sÃ¥ ynkeligt, at det ville have været helt vildt morsomt, hvis det ikke var sÃ¥ tragisk. Tænk ogsÃ¥ bare pÃ¥ Pinds ‘indignation’ over Sohns brøde. Søren Pind af alle!
24. november 2011 kl. 22:37
Hvad er det helt præcist du mener Sohn lyver om?
Proceduren med overbetalingen af Terpotryk fortalte han første gang om helt tilbage i 1992.
Derudover er der jo ikke gjort noget ulovligt.
Jeg synes det er en forbandet svær sag og her taler jeg kun om moral og ikke jura, idet jeg går ud fra at den er i orden.
Jeg synes der er meget stor forskel på at være folketings medlem og så være minister og jeg synes derfor det er iorden at Sohn bliver diskuteret igen.
Så længe man bare er menig og iøvrigt lægger tingene åbent frem ja så må det vel være op til vælgerne at vurdere om man er værdig og det har de så sagt ja til ved 6 valg i Sohns tilfælde.
men som minister bliver han udstyret med magtbeføjelser og skal tjene alle.
Jeg har været politisk aktiv på venstrefløjen fra midten af 70érne og fremefter i firserne primært i Fredsbevægelsen.
Det var alment kendt at DKP rådede over store ressourcer og et samarbejde med dem indeholdt altid det dilemma at de kunne bruge deres penge og alle de folk de kunne stille til rådighed til at købe indflydelse på indholdet af det politiske arbejde.
Ingen som samarbejdede med dem blev efterladt i tvivl om hvad deres dagsorden var nemmelig at fremstille Sovjet og Sovjet kommunismen i et så fordelagtigt lys som overhovedet muligt og gøre det fuldstændigt ukritisk. Jeg tror at alle der var en del af det politiske arbejde på venstrefløjen dengang kan genkende oplevelsen af at DKP havde sin helt egen dagsorden.
Ole Sohn, som jeg anser for en yderst intelligent mand, påstår så at han først gennemskuer råddenskaben efter 1989, det er svært for mig at tro på og han taler endvidere om nødvendigheden af at lyve for at beskytte det politiske projekt.
For mig er det utroligt vigtigt at vi kan have tillid til folk der får politiske tillidsposter og det indebærer vel også at vi kan tro på at de har en sund dømmekraft.
Sovjet Kommunismen var et dybt totalitært system med over 20 millioner af dets egne borgeres død på samvittigheden og en at dets mest loyale støtter uden for dets egne grænser var DKP.
Normalt er jeg et meget tilgivende menneske og jeg mener at folk skal lære af deres fejl og komme videre.
Men Ole Sohn har ikke i ungdommeligt overmod haft en flirt med et totallitært parti nej han har da han var midt i 30érne været formand for et ekstremt moskvatro parti som i sin hovedbestyrelse havde en fraktion der synes Stalin var et miskendt geni.
Hvad nu hvis formanden for Hitz-But-Tahir eller formandenden for et dansk nazist parti der støttede alle Hitlers ord og gerninger, hvad nu hvis denne loyale formand og medlem i 20 år pludselig hopper over til DF eller et andet parti påbegynder en karriere der. Er det uproblematisk.
Jeg synes det er utroligt vigtigt at ingen bliver udelukket for vores demokratiske proces men jeg ved ikke om alt skal kunne forståes og tilgives.
Jeg er i en situation hvor jeg ikke er 100 overbevist om hvad det rigtige er i forhold til Sohn men jeg må indrømme at jeg ikke umiddelbart mener det klæder vores demokrati at have ham siddende som minister men jeg er da åben overfor at blive klogere.
25. november 2011 kl. 01:14
@Thomas: Du har ret i, at det er “en svær sag”. Og mÃ¥ske er min tale om “hvid løgn” et forkert og misvisende ordvalg. SÃ¥ vidt jeg har kunnet læse mig til, sÃ¥ har Sohn været lidt uklar med hensyn til sit kendskab til pengestrømmen, medens han var leder af partiet. Og som jeg er inde pÃ¥, sÃ¥ kan man sagtens forstÃ¥ hans tavshed og tøvende udtalelser som en reaktion pÃ¥ det forgiftede debatklima, som de borgerlige politikere og deres venner pÃ¥ Berlingeren, Jyllands-Posten og andre steder, har skabt det sidste tiÃ¥r.
Min grundholdning er, at ingen er forpligtet pÃ¥ offentligt at tage afstand fra politiske standpunkter, man havde for Ã¥rtier siden. Især ikke, nÃ¥r man i ord og handling har vist, at man har bevæget sig et andet sted hen. Og det er tilfældet med Ole Sohn. I sine bøger har han nuanceret forholdt sig til Sovjet-kommunismen. Og han har – som fx flere fra det gamle østtyske kommunistparti – bevæget sig over i socialdemokratismen (i SFs udgave).
Det eneste, jeg mÃ¥ske savner i den hetz, der køres mod ham, er, at han utvetydigt stod ved, hvad der skete dengang – og ikke var sÃ¥ defensiv. Fordi det – i hvert fald pÃ¥ kort sigt – skader hans omdømme.
Jeg er helt pÃ¥ linje med Helle Thorning Schmidt i, at, hvad der end foregik dengang, sÃ¥ har det ingen som helst betydning for mandens politiske troværdighed i dag. Men jeg er ikke sikker pÃ¥, at alle almindelige vælgere forstÃ¥r det…
Jeg tror ogsÃ¥, det er klogt at holde fast ved, at “sagen” om Ole Sohn er en sag i en højreorienteret dagsorden – med partiet Venstre i centrum – som handler om bringe alt, hvad der er og har været venstreorienteret i miskredit for at fremme den markedsorienterede liberalisme, hvis elendigheder, vi nu for alvor mærker i den afgrundsdybe kapitalistiske krise…
25. november 2011 kl. 01:20
@Jens Drejer: Det glæder mig, at du er enig. Og det skal da ikke afholde dig fra at skrive om det. Jeg synes, det er vigtigt, at nogen tager til genmæle mod den forudsigelige borgerlige hetz.
Med hensyn til Sass, sÃ¥ er jeg overbevist om, at det eneste, der har afholdt hende fra at gøre ham til minister, er, at PET ikke ville cleare ham. Hun havde ikke samme mod som Anker Jørgensen, da han skulle afgøre, om Ole Espersen skulle være minister. Men hendes parlamentariske situation var ogsÃ¥ mere speget… Jeg er ret sikker pÃ¥, at Sass Larsen vil vende tilbage til toppen af partiet igen. Der skal bare gÃ¥ lidt tid.
25. november 2011 kl. 01:54
@Gowings: Jeg har hverken lyst til at le eller græde over oppositionens forsøg pÃ¥ at skade den nye regering med personsager. Men det irriterer mig grænseløst. Man mærker hensigten: Kan man ikke føre regulær oppositionspolitik, sÃ¥ kan man da altid forsøge at svine folk til og hÃ¥be pÃ¥, at vælgerne lader sig forlede af det. Mit hÃ¥b er, at det vil give bagslag, nÃ¥r det viser sig, at der ikke er fugls føde pÃ¥ de sager, de tager op. Og man skal altid huske pÃ¥, nÃ¥r man er ude i et sÃ¥dant beskidt ærinde, at hævnen er sød…
28. november 2011 kl. 13:31
@Capac: Dit svar til Gowings, rammer meget hvordan jeg har det med den ny opposition … jeg græmmes. Og lige fra dag 1., har de hamret løs pÃ¥ SSFR, med skidt og kannel, tÃ¥belige personsager/fnidder, absolut Ingen reel oppositionspolitik. Og medierne (selv DR?) sluger sgu det hele uden kritik. Det er egentlig ogsÃ¥ ret intimiderende … altsÃ¥, man fÃ¥r nogle gange en fornemmelse, af at de (bÃ¥de medier og oppositionen) tror vi er mindre begavet … JESUS CRIST ! GOT DAMMIT !
28. november 2011 kl. 14:01
@Claus1: Ja, de store medier (tv!) er for længst holdt op med at tænke selv og især tænke kritisk. Man skal ud i krogene – P1 radio, Information osv. for at finde noget, der ligner kritisk journalistik.
28. november 2011 kl. 14:04
Ja, og dét er kritisk!
28. november 2011 kl. 14:06
@Claus1: Ja, og det bør der laves om på.