Weekendens filmoplevelse: Brick Lane

28. november 2011

Brick Lane er en gade i Øst-London, præget af indvandrere fra Indien og Bangladesh. Ikke for ingenting bærer gaden ogsÃ¥ øgenavnet “Banglatown”. Brick Lane er ogsÃ¥ titlen pÃ¥ en meget rost debutroman af Monica Ali, der selv har en familie, hvis rødder stikker dybt i sÃ¥vel Bangladesh som Good Ol’ England. Og sÃ¥ er det titlen pÃ¥ en film, der bygger pÃ¥ samme roman.

Romanen, der udkom i 2003, har jeg endnu ikke fået læst. Men filmen så jeg i forgangne weekend, hvor den blev vist på DR K. Og det kan være en fordel ikke at være belastet af romanlæsningen, når man skal se en filmatisering. Hvordan det forholder sig med forholdet mellem roman og film, ved jeg altså af gode grunde ikke. Men filmen er absolut værd at se for sin egen skyld.

Brick Lane blev instrueret af den relativt ukendte Sarah Gavron og har den indiske skuespillerinde Tannishtha Chatterjee i hovedrollen, som den unge pige Nazneen, der efter moderens selvmord i en fjern afkrog af Bangladesh bliver bortgift til en ældre mand, Chanu, som bor i Brick Lane.

Det er en fortælling om at fÃ¥ sine rødder skÃ¥ret over og finde en ny identitet i et nyt liv, hvor forbindelsen til fortiden bestÃ¥r af breve til og fra den elskede søster,og hvor traditionen er flyttet med som nissen i form af religiøse og kulturelle normer i et sÃ¥kaldt arrangeret ægteskab. Men det er ogsÃ¥ fortællingen om en ung kvinde, der stille og roligt mÃ¥ gøre op med moderens budskab om, at ‘man skal tage sin skæbne pÃ¥ sig’. Man kan sige, at Nazneen netop tager skæbnen i egen hÃ¥nd og med sit eget stilfærdige oprør er med til at forme denne skæbne.

Nazneen elsker ikke i begyndelsen sin dobbelt så gamle mand, der er en godmodig, drømmerisk tyksak, der ikke kan forstå, at englænderne ikke sætter pris på deres egen kultur og eller værdsætter, at andre gør det, og derfor må han erfare, at det ikke er nok at være dygtigere end chefens familiemedlem for at beholde sit job. Men et syndigt kærlighedsforhold til en ung mand, der bringer tøj ud til områdets mange syerske, bl.a. Nazneen selv, får hende til at forstå, at Chanu alligevel er værd at elske, fordi han er en alt andet end traditionel, autoritær familiefar. Han viser sig både at besidde en stor kærlighed til sine oprørske døtre, sin utro kone (som han næste tavst gennemskuer), og evnen til at omstille sig, når livsvilkårene forandrer sig.

Uden af afsløre for meget af handlingen, så ender filmen med, at Chanu rejser tilbage til Bangladesh, medens Nazneen og de to pigebørn bliver tilbage i sneen i Brick Lane. Livet har forandret sig så meget for Nazneen, at hun nu ved, at hendes liv ikke længere er i et mytologisk Bangladesh, hvor søsteren gennemlever sit eget oprør som prostitueret. I en meget smuk slutscene ser man Nazneen og de to piger lege i sneen på gaden. Et sindbillede på et accepteret liv hinsides enhver snak om integration.

Som så ofte i britisk filmkunst løftes fortællingen af en række fornemme skuespilpræstationer. Tannishtha Chatterjees fremstilling af den unge kvinde fra Bangladesh er bevægende i sin stilfærdige, diskrete realisering af Nazneens forandring og akklimatisering i et i mere end en forstand koldt London. Og mindst lige så overbevisende er den indiske skuespiller Satish Kaushiks gestaltning af den sympatiske familiefader, der på overfladen er selvhævdende og traditionsbunden, men efterhånden viser sig at besidde både mandsmod, kærlighed og forståelse for sine omgivelser og sin egen situation.

Sarah Gavrons instruktion, der centrer sig om hovedpersonen, er nænsom og tegner fint et billede af den komplicerede omstillingsproces, det er at blive revet op med rode og blive omplantet til en verdensdel, hvor alt er anderledes, og alt forandrer sig på en måde, ingen kan forudse. Det er en film, der kaster et grelt lys over den hjemlige integrationsdebats manglende empati og uforstand.

Jeg har læst mig til, at filmen er blevet kritiseret – af indvandrere i England – for fremstille indvandrermiljøet i Brick Lane som tilbagestÃ¥ende osv. Men det er en overfladisk og ufølsom læsning af filmen. Filmen viser tværtom, hvor store forandringer, der kan foregÃ¥ i et indvandrermiljø, der nok udadtil ser traditionelt ud, men i hvis indre der vendes op og ned pÃ¥ mange begreber og fordomme.

Jeg ved ikke om filmen genudsendes (det gør den jo nok). Ellers anbefaler jeg, at man ser den på dvd.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Tina - omme i London kommentarer:

    Det er nemlig en rigtig god film og et spaendende tema, som jeg har taet inde paa livet og kan staa inde for er ret trovaerdig. Der var store protester fra den Bengali indvandrergruppe i og omkring Brick Lane, som foelte sig udstillet, men jeg kender nu flere Bengali folk som blev glaedeligt overraskede over hvor smuk filmen er – i al sin grimhed.

  2. capac kommentarer:

    @Tina: Ja, og heldigvis har englænderne lavet flere af den slags. Fx East is East – med en humoristisk vinkel eller My Beautiful Laundry.

Skriv en kommentar

548 har læst indlægget
13,899