Da ABBA takkede af – for 30 år siden – The Visitors
20. december 2011
Den 30. november 1981 udkom ABBAs allersidste plade, The Visitors. Bandets svar på Beatles’ "Let it be". Som i Beatles tilfælde var ABBAerne de facto i opløsning. Ægteskabet mellem Benny Andersson og Anni-Frid "Frida "Lyngstad var gået op i limningen, og i det hele taget var limen mellem de fire store bogstaver i opløsning. "Here’s to us one more toast and then we’ll pay the bill..." hedder den indledende linje i den smukt-smertelige "When all is said and done", der ganske vist handler om et parforholds ophør, men uundgåeligt – i hvert fald retrospektivt – kan forstås som andet end en indirekte kommentar til gruppens situation. Opbrudsstemning og -tematik er der også i sangen "One of us". Pladen er den sidste skål for fællesskabet og tilbage er så bare at betale regningen…
Musikalsk blev det også et paradoksalt punktum. Pladen var både mørkere og kunstnerisk meget mere udfordrende i de foregående 7 albums mesterlige udforskning af poppens muligheder. Paradoksalt, fordi The Visitors både var gruppens kunstneriske højdepunkt – men samtidig også distancering af lige netop det, der havde gjort dem så populære, at de kun kunne sammenlignes med en anden gruppe: The Beatles. Selv om pladen solgte godt, så nåede den slet ikke de højder, som de foregående popplader havde.
Siden dengang er pladen, der i øvrigt var en af de første album på det nye CD-format, blevet digitalt forarbejdet (remastered) hele tre gange – 1997, 2001 og 2005 – i forbindelse med ABBA-bokssæt.
At indspilninger var besværlige og smertelige for de medvirkende, hører man ikke i dag på 30 års afstand. Det skulle da lige være som den let melankolske stemning, der ligger under mange af sangene. Den sidste kraftanstrengelse lykkedes og tilbage er modent, voksent popalbum – et helstøbt værk, der holder sig forbavsende godt. Den har både de to sangsmede Anderssons og Ulväues’ forførende popmelodier og musikalsk dybde i arrangementerne. Man siger ofte, at firserne var fattige også i musikalsk henseende – men The Visitors er en strålende undtagelse, der dementerer den fordom.
When all is said and done – One of us – Head over heels – Slipping through my fingers – Two for the price of one
21. december 2011 kl. 14:19
De oprindelige Polar cd’ere fra 1980’erne er foretrukket af mange med interesse for lyd. Remasterne har lidt under enten overdrevent brug af no noise eller en ordentlig omgang loudness boost…
21. december 2011 kl. 15:08
@Klaus: Ja, det har jeg ogsÃ¥ hørt. Min udgave er den originale udgave – heldigvis.