Da jeg fik briller…

21. juni 2007


Regitzes beretning om sin tur til optiker og tandlæge sendte mig tilbage i tidstunnellen til dengang, jeg var i den spirende pubertet – 11-12 Ã¥r gammel. I klasseværelset sad jeg pÃ¥ bagerste række, og lærerne var pludselig blevet lidt bekymrede for mit faglige niveau, der ellers lÃ¥ pænt, uden at være sÃ¥ prangende, at det gav anledning til mobning. Hvad der skete oppe pÃ¥ tavlen og ved tavlen blev mere og mere uklart. Sammenknebne, missende barneøjne. Og da jeg sÃ¥ omsider kom til skolelægen og ikke kunne se de nederste 25 % af bogstavtavlen, fik jeg marchordre til øjenlæge og optiker.
Dengang var udvalget af briller ikke så stort, som det er i dag. Og mulighederne for at få stænger af den rigtige længde osv. var også begrænsede. Og desværre havde John Lennon endnu ikke nået at gøre sygekassebriller à la mode
Efter opholdet hos øjenlægen, der fortalte op ad stolper og ned ad vægge om bygningsfejl, nærsynethed, perspektiver osv., medens man sad med et tungt brillelignende, Storm-P-agtigt apparat på næsen, medens den ene linse efter den anden skiftede plads og verden gradvist blev klarere og klarere, så endt jeg hos den lokale optiker, hvor jeg fik et par sorte, smalle briller, som min mor betalte uden at kny. Det var hos sygekassernes optiker.

Da brillerne nogen tid efter blev afhentet hos optikeren, blev vi kørt ud til mors veninde i hendes gamle, blÃ¥ Folkevogn med klapudblinklys. Jeg sad pÃ¥ bagsædet og kiggede ud ad sideruderne, medens damerne snakkede højlydt pÃ¥ forsædet, og jeg husker endnu den skræmmende fornemmelse af, at verden kravlede op pÃ¥ skøddet af mig, da vi kørte ned ad Nørregade. Aldrig før havde jeg set verden sÃ¥ tydeligt. Jeg slugte verden modstandsløst med øjnene. Hver eneste detalje, nær som fjern, stod lysende klart for mig og røg lige ind pÃ¥ “lystavlen”. Og det knivskarpe syn udløste en kolossal hovedpine, der holdt sig i flere timer og truede med at sprænge mit hoved i stumper og stykker.
Jeg tror ikke, at det er meningen af mennesker skal se virkeligheden for tydeligt. I hvert fald ikke så tydeligt. Efterhånden tilpassede øjnene sig dog til den nye tilstand, og livet fortsatte, som det skulle.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

5 kommentarer

  1. regitze kommentarer:

    åh ja. jeg kan også huske, da de voksne opdagede, at man var mere nærsynet end dum. og den store aha-oplevelse, det var, at man kunne se bladene på træerne. og at megen skønhed gik tabt i det skarpe. mine første briller var røde plastics. senere forærede min morfar mig sine gamle seje sygekasses. jeg lignede John Lennon.

  2. filoffen kommentarer:

    “Jeg tror ikke, at det er meningen af mennesker skal se virkeligheden for tydeligt.”

    Prøv at google begrebet “Knurd” :-)

  3. capac kommentarer:

    @Filoffen: Hik! :-o

  4. Irene kommentarer:

    Capac, havde du åsse beatles-hår?

  5. capac kommentarer:

    @Irene: Jeg var mere eller mindre langhÃ¥ret i Ã¥rene 1962-1980, hvor lokkerne endegyldigt (?) faldt pÃ¥ grund af en dejlig dame…

Skriv en kommentar

852 har læst indlægget
13,608