Efter Milena Penkowa: Sagen om den tyske professor Linda Maria Koldau og aflivningen af universitetet

19. februar 2012

Selv om det efterhånden er længe siden, jeg har omtalt den fhv. (?) hjerneforsker Milena Penkowa og hendes sag, så er hun ikke og vil ikke blive glemt i denne weblog. For måske skal vi almindelige samfundsborgere i sidste ende være taknemmelige over, at Penkowa-sagen opstod. Selv om sagen jo ikke er slut endnu, så har forløbet indtil videre ikke bare været en stærkt underholdende, kulørt fortælling om den tidligere eliteforskers storhed og fald – en fortælling, som enhver forfatter må misunde virkeligheden – men også et afslørende studie i det traditionelle universitets forfald og potentielle undergang i vor neo-liberalistisk-borgerlige politiske konjunktur.

En af mine tilbagevendende vinkler på Penkowa-sagen har været, at hendes karriereforløb og den efterfølgende sag er symptomatisk for såvel universitetet i dets nye form som for for det underliggende politisk-ideologiske magtsystem. Min påstand er, at selv om akademisk svindel og humbug kan forekomme til alle tider, så er Milena Penkowa og hendes sag i høj grad et produkt af det eksisterende system, der ideologisk og materielt har fremelsket og været katalysator for Penkowa. Penkowa blev oprindeligt fremhævet som mønstereksempel på, hvad det ‘moderne’ universitet og den ‘moderne’ videnskab skulle kunne, men endte med at være en afslørende karikatur af hele den polito-ideologiske tænkning, der ligger under videnskabs- og universitetspolitiken i dag…

At Penkowa-sagen er et symptom understreges indirekte af en anden celeber sag, der er kommet i mediernes søgelys. Jeg tænker på den tyske professor Linda Maria Koldau kritik af dansk humaniora – og det efterfølgende forsøg på at knægte hendes ytringsfrihed som offentlig ansat.

Koldaus brøde var, at hun i en artikel i Politiken d. 12. juni 2011 (Professor: Dansk humaniora er en skandale) formaster sig til at angribe dansk humaniora på dens mest sårbare flanke: det videnskabelige niveau. Det interessante ved Koldaus artikel er, at den – læst med de rette briller – ikke kun leverer en kritik af den måde, der bedrives humaniora på anno 2011, men indirekte er en kritik af et universitetsstyre, der i bund og grund er inkompetent i forhold til universitetets primære, ideale opgave i forhold til uddannelsen af de studerende: at give dem faglighed, viden og evnen til at tænke selv. Med Koldaus ord har vi at gøre med “en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til.” Koldau lægger ikke fingrene imellem.

I artiklen angriber Koldau de herskende tilstand ud fra fem punkter: kreativiteten, overfladiskheden, folkeskoleniveauet, ‘teorier i stedet for viden’ og kompetencer.

Derefter bedriver hun, hvad jeg fristes til at kalde et stykke renlivet ideologikritik. Med sine fem argumenter dekonstruerer hun så at sige den forløjede selvforståelse, som universitets arbejder ud fra og afslører den som værende kejserens nye klæder. Hendes kritik er skarp, fordi den er formel. Hun påviser fx, hvordan de humanistiske “studieordninger” gennem produktstandardisering af opgaver med hensyn til omfang, form og indhold de facto kvæler ethvert tilløb til selvstændig tænkning og hæmmer udfoldelsen af fagligheden. I den forbindelse går hun også i clinch med hulheden i den retorik, der som en flom af ideologiske markører og pseudo-begreber skal få det hele til at se tilforladeligt ud: ‘kreativitet’, ’komplekse sammenhænge’, ’nye former for viden’, ’tværfaglighed’. En retorik, der skal sløre den barske kendsgerning, at fagligheden lades i stikken i det universitære system. Og Koldau sætter det kritiske spyd lige ind der, hvor det gør mest ondt, når hun påpeger, at begreberne ‘faglighed’ og ‘viden’ er blevet ‘skældsord’ – og er blevet erstattet af buzz-words omkring det diffuse begreb ‘kompetence’.

Ikke alene dræber studieordningerne faglighed og selvstændig tænkning, men kulturen på humaniora pulveriseres også af en lind strøm af nye studieordninger, der i “deres indhold følger en ideologi, hvor varm luft klædes i store business-ord“. Under påskud af at gøre uddannelserne ‘tidssvarende’ og ‘rettet mod det moderne arbejdsmarked’ gør man uddannelserne til nogle bolsjeposer uden egentlig faglig substans. De unge smager lidt på dit og dat, men får aldrig faglig dybde.

Skridt for skridt afslører Koldau et humaniora – og i videre perspektiv et universitet – der forråder alt det, et universitet skulle stå for. Faglighed, viden, kritisk og selvstændig tænkning. I stedet får man en overbygning på det skolesystem, der begynder i folkeskolen og hidtil blev afsluttet i gymnasiet. Allerede for flere år siden gjorde idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt opmærksom på, at man havde forvandlet universitetets forskoleår til “4. g” – og siden er skoleficeringen af universitetet som uddannelsesinstitution fortsat. Med ledelsens samtykke. Og med de studerende som umyndiggjorte “skoleelever”.

Universitetet er blevet forvandlet til et vrængbillede af en moderne privat produktionsvirksomhed. Og konsekvensen er bl.a. at det, de unge sættes til at lære, har karakter af præfabrikerede produkter. I stedet for fx at give de unge en solid viden om musik eller litteratur, så spiser man den af med teorier om musik og litteratur. Med Koldaus ideologikritiske ord: “Teorier er videnskabelige værktøjer, som er ekstraheret fra en bred viden om en vis genstand. Hvis de studerende lærer dem, uden at de kender til genstanden – om det er musikalsk repertoire, kunstværker eller litterære tekster – bliver teorierne varm luft. Og når teorierne stiltiende fremstilles som dogmatisk sandhed, er videnskab blevet forvandlet til ideologi.” Det paradoksale er – som Koldau også gør opmærksom på – at uddannelserne på den måde kommer til at diskvalificere de unge til det arbejdsmarked, som uddannelserne angiveligt retter sig mod! Hvad virksomhederne har brug for er kreative, selvstændigt og kritisk tænkende unge. Ikke unge, der bare kan lire en lektie af…

Selvfølgelig er der unge, der på trods af disse forhold kommer til at indfri de universitære idealer. Men Koldaus artikel slår fast, at det netop kun sker på trods.

Universitetets første reaktion på artiklen er tankevækkende. Koldau modtager en såkaldt “påtænkt advarsel” fra århus Universitets dekan for humaniora, Mette Thunø. Advarslen er ‘påtænkt’ i den forstand, at den først realiseres, når Koldau skriftligt har kommenteret det. Men samtidig følger nogle instrukser, der til sammen har karakter af at disciplinere professor Koldau. Fx må hun ikke ‘bryde fortroligheden’ (fx ved at gå til pressen med sig kritik?), hun skal undskylde over for kolleger, som har følt sig ‘mobbet’ og så videre.

Reaktionen er forventeligt blevet opfattet som et forsøg på at indskrænke Koldaus ytringsfrihed som offentlig ansat, men det har såvel dekanen som universitetets rektor, Lauritz B. Holm Nielsen, afvist. Og dekan Mette Thunø har oven i købet afskærmet sig fra kritik ved at hævde, at der er tale om en ‘personalesag’ (som hun af samme grund ikke kan udtale sig om til offentligheden…). Men akkurat som man taler med to tunger i udøvelsen af uddannelsespolitiken på humaniora, så er der også tale om tvetunget tale. En ting er, hvad man siger. Noget andet er, hvad man gør. Reaktionen over for Koldau kan kun forstås som en magtbestræbelse på at ville definere de betingelser, som debatten om og kritikken af universitetet, skal foregå på. Men som formanden for studenterrådet allerede har påpeget, så er det vigtigt at få debatten og kritikken ud i det offentlige rum. Som i tilfældet med Penkowa-sagen, hvor man også forsøgte at holde debatten inden for institutionens mure i det omfang, det var muligt, så handler den offentlige debat og kritik om, at man her også kan sætte spørgsmålstegn ved selve det institutionelle, ideologiske og politiske grundlag, som universitetet i almindelige og humaniora i særdeleshed fungerer på. Og det er vigtigt.

Læs også Studenterrådsformand Thea P. Frederiksens indlæg Det er så skidt, at det ikke er godt for noget, Politiken d. 16/2-2012

Opdatering: Da jeg skrev ovenstående havde jeg endnu ikke fået læst Weekendavisen fra i fredags. Men her kan man læse nedenstående debatindlæg fra en række forskere og universitetsansatte, der bakker op om Koldau. Holdningen i indlægget er på mange måder den samme, som den jeg fremfører ovenfor:

“»Den verserende sag om professor Linda Maria Koldau er et udtryk for en bekymrende tendens i den danske universitetsverden: et topstyret brud med de principper om kundskab og faglighed, som er universiteternes adelsmærke. Vi vil derfor udtrykke vores støtte til en dygtig forsker, som er blevet sat i en helt urimelig situation.
Gennem universitetsreformer, hvis radikalitet næppe er fuldt forstået i offentligheden, forlod man i Danmark i forrige årti traditionen for at se universitetet som »de lærdes republik«, med selvstyre inden for fornuftens og kritikkens love. Magtforholdene blev forskudt til fordel for bestyrelser, bureaukrater, og konsulenter – det sidste vil sige folk, der ikke selv er forskere, men som har stor indflydelse på forskernes arbejdsbetingelser.
Det seneste eksempel på konsekvenserne af dette er Aarhus Universitets behandling af professor i musikvidenskab, Linda Maria Koldau. Såvel internt som i artikler i Weekendavisen og Politiken har professor Koldau gjort det, der med rette kan forventes af professorer: udøvet kritik. Kritik af en vis stereotypi i de studerendes opgaveløsning, overfladiskhed, et for lavt niveau, overbetoningen af teori, og af overdreven anvendelse af tomme styringsfraser som for eksempel »kompetencer«.
Kritikken kan være rigtig eller forkert – det er enhver kritiks natur. Men den imødegås, på et sandt universitet, med modargumenter og modkritik. Ikke med bureaukratiske trusler om sanktioner. Det er på den baggrund, undertegnede ønsker at minde offentligheden om, hvad et universitet er, og opfordre Aarhus Universitet til at forholde sig til professor Koldaus kritik på en måde, der er et universitet værdig.
Jørgen Grønnegaard Christensen, professor, AU. Peter Kurrild-Klitgaard, professor, KU. Dan Ch. Christensen, lektor emeritus, dr. phil. Henrik Jensen, lektor, RUC. Hans Hauge, lektor, AU. Sune Auken, lektor, dr. phil., KU. Ib Bondebjerg, professor, KU. Erik A. Nielsen, professor emeritus. Nicolai Foss, professor, CBS. Nils Gunder Hansen, professor mso, SDU. Ole Thomsen, dr. phil. Finn O. Hvidberg-Hansen, prof. emer, dr.phil. & lic.theol. Tone Saugstad, lektor, KU. Anders Bøgh, lektor, dr.phil., AU. Leo Catana, lektor, ph.d. og dr.phil., KU. Claus Emmeche, lektor, KU. Hans-Jørgen Schanz, professor, dr.phil, AU. Heine Andersen, professor, KU. Henning Bech, professor, dr.scient. soc., KU. Bella Marckmann, sociolog. Ditlev Tamm, dr.jur., dr.phil., KU. Bent Ørsted, professor, AU. Johan-nes Adamsen, lektor, ph.d., VIA UC. Henrik Dahl, sociolog og forfatter (initiativtager). Eva Agnete Selsing, filosof(initiativtager).

11 kommentarer

  1. Anja kommentarer:

    Hep!

  2. Thomas Haugaard Jensen kommentarer:

    Glimrende artikel

    Det ville være en stor glæde hvis du kastede dig over fra “forskning til faktura Sander” og sÃ¥ trak trÃ¥dene til den kritik Koldau og andre kommer med.

  3. capac kommentarer:

    @Thomas Haugaard Jensen: Ja, den trÃ¥d – som jo allerede ligger latent i dette indlæg – kommer jeg nok frem til inden længe… Tak.

  4. Astrid Schulze kommentarer:

    1000 tak for din artikel !
    Koldau – casen falder interessant nok tidsmæssigt sammen med at millioner nu bliver gjordt bekendt med Struensee historien takket den fine danske film “En kongelige affær”.
    Så hvad med at reflektere lidt mere over denne så oforandrede og så godt som automatiserede struensee-refleks her i landet ? måske er den jo forældet.
    Ja, når man importerer et meget intelligent menneske til landet, som ser på alt med friske øjne og hører alt med øre der kan fornemmer de fineste nuancer, ja så må man være klædt godt på for ikke at bliver set igennem. Det er vel en kendsgerning alle her i landet er vokset op med.
    Jeg kan vel tænke mig at en flok kultur/socialantropologer i personaleafdelingen vil have bevaret AU for denne oplevelse og valgt en anden professor , en som havde respekteret den ro og orden man ønsker i afdelingen – og frarÃ¥det at vælge en professor fra precis Frankfurt. Man kunne f.e. have sat sig lidt ind i Tysklands nyere videnskabs- og universitetshistorie for at have undgÃ¥et denne kulturelle crash.

    Forøvrigt, fra den 28. februar til 2. marts er der en international conference i Berlin om netop ydringsfrihed. Det var evt. interessant at tage pÃ¥ dannelsesrejse – som i gamle dage. Læs mere under www. culturaldipliomacy.org – alt er pÃ¥ engelsk.

  5. capac kommentarer:

    @Astrid Schulze: Tak for din kommentar. Jeg overvejede faktisk at skrive noget om ‘kultursammenstødet’. Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at en sÃ¥ klarsynet kritik som Koldaus kommer fra en forsker med tysk baggrund. Jeg er ogsÃ¥ ret sikker pÃ¥, at debatindlæggets gennemslagskraft ogsÃ¥ hænger sammen med det forhold, at Koldau er tysk! Men det kan godt undre mig lidt, at kritikken af de herskende tilstande pÃ¥ universiteterne i Danmark ikke er mere udtalt blandt danske universitetsfolk…

  6. Claus1 kommentarer:

    Lektor Hans Hauge havde nogle fine pointer i den sene deadline DR2 lørdag aften.

  7. capac kommentarer:

    @Claus1: Det vil jeg lige tjekke op på, tak.

  8. Claus1 kommentarer:

    @:Capac, altså det havde de sådan set alle tre? Meneh, tja?

  9. Astrid Schulze kommentarer:

    … glem ikke at kønnet er en lang større bremseklods som intellektuel end nationaliteten. Der er ikke meget historisk evidens for at heksene i Norden blev brandt fordi de kom fra Frankfurt.

  10. capac kommentarer:

    Som Claus1 er inde på, så har lektor Hans Hauge nogle gode pointer i Dead-line lørdag. Man kan se den her: http://www.dr.dk/DR2/deadline2230/deadline2_1.htm#/31860/25:13

  11. Agnes Hansen kommentarer:

    Er fuldstændig enig.

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

983 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62