I’ll be your Emmylou and I’ll be your June… First Aid Kit vandrer ad trådte stier, men på deres egen måde
25. februar 2012
Inspirationen fra tresserne og de tidlige halvfjerdsere er ikke til at tage fejl af på søstrene Johanna og Klara Söderbergs andet album, â€The Lion’s Roarâ€. Coverfotoet – og billederne i pladens cover booklet – sender undertegnede lige lukt tilbage til hippietiden og The Summer of Love. Langt, løsthængende, â€naturligt†hår, lange kjoler med jacquart-mønstre og et par dansende (?) nymfer i et stykke svensk natur. Ja, tydeligere kan det vist ikke vises, hvor de to unge damer henter deres inspiration.
Inspirationen driver også af sangene på pladen. Fx i sangen â€Emmylouâ€, hvor omkvædet lyder: â€I’ll be your Emmylou and I’ll be your June/If you’ll be my Gram and my Johnny too/No, I’m not asking much of you/Just sing, little darling, sing with meâ€. Jo, Emmylou Harris, Gram Parsons, Johnny og June Cash har sat sig spor. Også musikalsk. Der trækkes på countrymusikken i dette nummer.
Med en så åbenlys og nærmest erklæret kærlighed til musikken fra poppens og rockens gyldne år, kunne man godt frygte, at venerationen og forkærligheden let kunne kamme over i den rene epigoneri. Men sådan er det ikke.
Det der først og fremmest gør – et stort – indtryk på en, når man lægger øre til de to svenske sanglærker, er, hvor godt de synger – og hvor smukt deres stemmer, unisont forener sig i frydefuld vellyd. Selv om pigerne ikke kan – eller vil – løbe fra inspirationen fra fx Simon & Garfunkel eller Joni Mitchell (der også diskret citeres her og der – â€And I’m hissing the summer ) og andre store forbilleder i folk- og countrymusikken, så formår de at omsætte påvirkningerne til sange, der godt nok sender associationerne tilbage i tiden (i hvert fald i prøvede ører som mine, men ikke nødvendigvis i unge ører…), men også tekstligt og musikalsk er deres egne. Teksterne er ordrige, prosaisk-fortællende og kredser om gængse temaer som kæresteforhold og kvindeliv i almindelighed. Og det er nok ikke her, First Ait Kit, har deres største styrke.
På albummet bakkes Johanna og Klara op af svenske og amerikanske musikere, der er med til at give sangene variation og arrangementsmæssig karakter. Produktionen (Mike Mogis) har noget storladent over sig, som passer godt til den stemmepragt, der er søskendeparrets helt store force.
Pladen har allerede fået fine anmeldelser stort set hele vejen rundt. Og det skal blive interessant at se, hvordan de to svenske søstre kommer videre ad den sti, de er trådt ind på. Om de vil løsrive sig mere fra oplægget eller fortsætte i samme spor.
En anden version af denne omtale kan læses i tidsskriftet Geiger – lige her.
26. februar 2012 kl. 13:17
Eminent! – intet mindre.
26. februar 2012 kl. 14:25
@Gowings: :)