The Jayhawks besøgte Voxhall

4. marts 2012

Man kan, som min sidemand ved gårsdagens koncert gjorde, undre sig over, at The Jayhawks ikke er mere kendte, end tilfældet er. At bandet ikke er et større navn, end tilfældet er.

Men måske er det i virkeligheden ikke så underligt.

The Jayhawks blev dannet for mere end 25 år siden – helt nøjagtig i 1985 – i det område i Minnesota, man kalder the Twin Cities, efter de to byer Minneapolis og Saint Paul. Drivkraften dengang og nu er sangskriveren Mark Olson, der kreativt og på scenen flankeres af guitaristen og sangskriveren Gary Louris.

Bandets første to plader – Jayhawks (1986) og Blue Earth (1989) – kom på små plademærker. De fleste af sangene stod Mark Olson for, og de gav en forsmag på den form for americana, der med små forandringer undervejs er blevet Jayhawks stil. Pladerne solgte ikke stort, men var med til at gøre bandet kendt og skattet blandt andere kunstnere.

Først da det i 1991 lykkes Jayhawks at få pladekontrakt med det relativt store Def American-plademærke kom det til et egentlig nationalt gennembrud. Albummet Hollywood Town Hall (1992) – og singleuddraget “Waiting for the Sun” – kom på hitlisterne. Singlen nåede en 20. plads, og albummet kom i top 200. Og skaren af fans voksede.

Efterfølgeren Tomorrow the Green Grass (1995) blev også pænt modtaget af publikum, men kunne slet ikke spille sig ind. Nogenlunde samtidig var bandet efter nogle mindre udskiftninger ved at antage den form, det har haft siden. Tangentspilleren Karen Grotberg og trommeslageren, sangeren og sangskriveren Tom O’Reagan kom med.

Men på dette tidspunkt blev Mark Olson også kæreste med sangskriveren og musikeren Victoria Williams, og det betød at Jayhawks for en tid blev centreret om Gary Louris’ sangskrivning, da Olson lagde sine kræfter i det nye ægteskab og parrets fælles bandprojekt Original Harmony Ridge Creekdippers. Albummet Sound of Lies (1997) var præget af Louris’ stilistiske orientering og trak Jayhawks i retning af Neil Young-inspireret rock og country.

Efter pladerne Smile (2000) og Rainy Day Music (2003), der hver på deres måde viste sider af americana, skulle der komme til at gå otte år, inden deres seneste plade udkom, Mockingbird Time (2011). Jayhawks har ikke været formelt opløst i den forgangne periode, men medlemmerne – der nu omfatter Mark Olson, Gary Louris, Marc Perlman, Karen Grotberg og Tim O’Reagan, har spillet i andre sammenhænge. Blandt andet har Olson og Louris dyrket duoformatet.

I går aftes kunne man – hvis man ellers havde kendt til besøgelsestid – opleve The Jayhawks på den århusianske spillested Voxhall. Med sig som support – og viste det sig senere på aften også som medspiller – havde de sangeren, sangskriveren og guitaristen Chuck Prophet, der har en fortid i firserkultbandet Green on Red.

Jayhawks gik på scenen kl. 22 og leverede de næste knap to timer et professionelt show, der førte tilskuerne gennem mange af bandets meste kendte og elskede sange, men også kom helt ud i krogene, fx til en sang fra den kreative overskudsplade The Mystery Demos. Samlet set var koncerten en rundgang på bandets americana-palet, der har mange kulører og afslører, at Jayhawks har ladet sig inspirere af mange kilder fra Hank Williams og frem til i dag. Lige fra den Neil Youngske guitarlyd (på Crosby, Stills, Nash & Youngs hovedværk Deja Vu) over den unge Bob Dylan (Louris’ mundharmonikaspil) til The Feelies. Blot for at nævne nogle at de oplagte associationer, jeg fik under koncerten.

De to frontfigurer havde helt konkret delt scenen mellem sig (som Olson spøgefuldt kommenterede undervejs), og selv om Olson ofte fremhæves som forgrundsfiguren, så var der denne aften i det mindste tale om en fin balance. Olson med sin akustiske guitar midt på scenen og Louris med mundharmonika og lead-guitar til venstre.

Hver for sig besidder de to herre ikke de store stemmer, men Louris lyse og Olsons robuste stemme gled nærmest unisont smukt sammen i duetterne. Godt understøttet af Grotbergs og O’Reagans vokale supplement.

Da bandet kom ind på scenen kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det lige så godt kunne have være fire personer ude fra gaden. Olson lignede en lokal skolelærer, der lige var kommet fra job på en nærliggende folkeskole, Louris’ en bebrillet bibliotekar, Grotberg naboens pæne kone og så videre. Men bandets nærmest undselige fremtræden stod i diametral modsætning til den kollektive musikalske udfoldelse. Her var et band, der – som andre markante bands i americana-traditionen, fx bandet The Band – først og fremmest var på scenen for musikkens skyld. For den kollektive musikudfoldelses skyld.

Fra første akkord var Olson og hans kolleger professionelt tilstede og i musikkens favntag. Den ene sang afløste den anden uden pause og kun ledsaget af et par enkle kommentarer fra Olson og Louris. For mig lykkes en koncert for alvor, når man som tilhører pludselig slår hjernen fra og bliver et med lyden og situationen – på næste zenagtig vis. Og det skete for mig godt halvvejs inde i koncerten. Så kan det ikke blive bedre. Og da koncerten – efter de obligatoriske tre ekstranumre – var ovre, kunne det for min skyld godt have fortsat et time eller to.

For at vende tilbage til udgangspunktet, så tror jeg, at grunden til, at The Jayhawks ikke er mere kendte end tilfældet er, at de stadigvæk – efter mere end 25 år i musikkens tjeneste – spiller for sangenes og musikkens skyld og inden for en stilart (hvis man da kan kalde det konglomerat af stilistiske elementer, der udgør ‘americana’, sådan), der altid har haft det svært med mainstream-koncepterne, og som de ikke er færdig med at udforske mulighederne i.

Som skrevet, så havde Jayhawks Chris Prophet med som ‘support’. Og rollen som opvarmningsnavn har ofte været utaknemmelig. Men i den halve time, Prophet havde at gøre godt med, tog han alene mand med sit eminente guitarspil og sin energiske sang den fyldte sals publikum i sin hule hånd. Ikke engang et par lydudfald kunne bringe ham ud af fatning, men blev blot en del af fremførelsens ‘magi’. Flere af sangene var taget fra Prophets seneste plade Temple Beautiful (2011), der tematiserer Prophets egen fødeby, San Francisco. Og med sine små muntre bemærkningen (bl.a. om den danske komiker Lars von Trier…) fik han afviklet et lille energisk show , der kun kunne give appetit på en regulær koncert med denne californiske bon viveur, som Mark Olson kaldte ham.

Lad bankboksen i Herning kappes med Horsens og andre store provinsbyer om de Store Stadionnavne, så længe det lille århusianske spillested Voxhall får lov til at musikalsk vellykkede koncerten som den med Jayhawks og Prophet!

Det eneste minus ved koncerten var, at tre godt overrislede ungersvende fra MIG-generationen (Mig! Mig! Mig!) mente sig berettiget til ganske hensynløst at mase sig helt frem til scenekanten, hvor de brugte tiden på at snakke højlydt med og mobiltelefonfotografere hinanden og – med lidet held – at komme i kontakt med bandets keyboardspiller, der dog håndterede chikanen med stoisk ro og professionalisme. Heldigvis kunne en hærdebred kontrollør tæmme dem, men det kunne godt være sket på et tidligere tidspunkt. Desværre en den slags malplacerede koncertdeltagere ikke ualmindelige i århusiansk musikliv – og man kunne godt ønske sig, at spiledestederne var lidt mere på stikkerne og sørgede for at dæmpe dem ned – alternativt lempe dem ud af vagten…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

5 kommentarer

  1. Michael kommentarer:

    Hej Capac: Havde min kone med til koncerten, som jeg havde glædet mig til siden Amager Bio. havde en super aften, men var også meget træt af de tre MIG typer.
    Tak for en god beskrivelse af bandet og koncerten.

  2. capac kommentarer:

    @Michael: MÃ¥ske var det os, der snakkede sammen!? En rigtig god koncert.

  3. Michael kommentarer:

    Har spurgt Torben Bille, som henviste mig til din gode hjemmeside. Ja, jeg tror det var os der snakkede sammen. God koncert, med det lille minus. Din beskrivelse af bandet, med henvisning til nogle af mine favoritter: Neil Young og The Band, er fremragende. Tak for en god snak, efter en masse god musik.

  4. capac kommentarer:

    @Michael: Herligt! Det er altid rart at snakke med andre koncertgængere som dig. Her til aften var jeg inde og opleve Thåström. En stor oplevelse, som du evt. kan læse mere om de nærmeste dage.

Skriv en kommentar

420 har læst indlægget
14,308