Anden Verdenskrig som Twitter-føljeton – en kulturpessimistisk note i dagens anledning.

9. april 2012

I dag skriver vi den 9. april, og det er 72 Ã¥r siden, soldater fra det nazistiske Tyskland besatte landet. For os, der blev født i tiÃ¥ret efter besættelsen, vil datoen ruske op i gammel lærdom fra skolen og i personligt oplevede anekdoter, som forældre og andre ældre familiemedlemmer videregav. Men i Ã¥rene frem er det gÃ¥et tilbage med historieformidlingen i det danske skolesystem. Og man behøver ikke – som undertegnede – at have opholdt sig i dette system for at indse, at det generelt set stÃ¥r sløjt til med den historiske viden.

Det er en gammel, men ikke desto mindre holdbar, indsigt, at man bedst forstÃ¥r sin egen tid og det, vi kalder ‘samfundsudviklingen’, hvis man har en forstÃ¥else af, hvad man kommer af og fra. Den historiske viden giver en nogle koordinater til læsning af det kort, man bruger for at orientere sig i verden. Derfor kan man godt blive lidt bekymret for de generationer, der ikke har fÃ¥et koordinaterne pÃ¥ plads. Fx vil jeg hævde, at det er umuligt at forstÃ¥ det europæiske projekt – EU – uden at se det i sammenhæng med 1. og 2. Verdenskrig og hele den konfliktfyldte historie, der førte frem til krigene. Har man ikke dette perspektiv med, kommer EU blot til at handle om handel og økonomi. Det,vi hører om hver dag i tv-nyhederne og andetsteds i medielandskabet.

Det er ogsÃ¥ fraværet af en generel historisk viden, der indebærer en trussel mod demokratiet. I dag ser vi jævnligt politikere fra især højrefløjen – fx Søren Espersen fra DF, der vil lukke munden pÃ¥ Günter Grass eller i forbindelse med Muhammed-tegningesagen – give udtryk for decideret udemokratiske holdninger. SÃ¥danne holdninger ville have haft meget sværere ved at komme frem i medierne dengang uddannelserne havde en tydeligere historisk dannelsesdimension. Det skal ikke forstÃ¥s sÃ¥dan, at de ikke var der, de udemokratiske holdninger, men sandsynligheden for, at en journalist ville have konfronteret vedkommende med ubehagelige spørgsmÃ¥l om det demokratiske sindelag var større.

Kald det bare kulturpessimisme eller –skepticisme, men nÃ¥r jeg i dagens avis kan læse, at man i ramme alvor mener, at den historiske forstÃ¥else af 2. Verdenskrig kan formidles via Twitter og Facebook, sÃ¥ tager jeg mig til hovedet. Selv om jeg er gammel medielærer og ihærdig bruger af de sociale medier – og bestemt ikke undervurderer deres betydning. Men til de sociale mediers betydning hører ikke, at de – som bøger og veltilrettelagt undervisning – kan formidle seriøs, struktureret, vidensbaseret formidling af historie. De kan muligvis fungere som et supplement, men ikke træde i stedet for en regulær, kontinuerlig historieformidling.

Desværre er der en tendens i uddannelsessystemet til, at de nye medier får rollen som surrogat for den undervisning og de bøger, der ikke i øvrigt er råd til at give ungdommen. Der er en manglende forståelse for, at internettets og de nye mediers enorme informationsmængder først for alvor bliver relevante, når man er udstyret med en portion (ud)dannelse, der gør det muligt at orientere sig på informationshavet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Gowings kommentarer:

    Jeg kan desværre kun dele din bekymring.

  2. capac kommentarer:

    @Gowings: Jeg sÃ¥ et indslag i tv-avisen om markeringen af 9. april. De deltagende var alle til hobe mellem 80 og skinddøde. Hvor var de midaldrende, hvor var de unge? Det var en tv-demonstration af det fremskredne historiske hukommelsestab…

Skriv en kommentar

230 har læst indlægget
13,899