Lilyphone – Heavy Coat – poprock fra Nørrebro møder Nashville og sød musik opstår
17. april 2012
Patsy Cline!, tænkte jeg, den første gang den indledende skæring, "This Heart", fra Lilyphones andet album Heavy Coat gled ind i mit øre. Men lidt senere var det Janis Joplin, Marie Keis Uhre fik frem i mine tanker. Og det siger måske en hel del om det aktiv, den norske sangerinde er det ellers pæredanske, ja, københavnske band Lilyphone. En helt igennem passioneret stemme, der både besidder rockens og countrymusikkens lidenskabelighed og poppens kælne, pigede sødme.
Sammen med Marie er Jakob Haugbølle Thomhav (guitar, dobro, lap steel og sang), Henrik Steen (bas, Wurlitzer og sang) og Thomas Steen Hansen (trommer, slagtøj og sang) draget til countrymusikkens svar på Mekka, Nashville, hvor de med hjælp fra stærke lokale kræfter, danske gæster og produceren Rogers Masson (The Black Crowes, Emmelou Harris) har indspillet deres album nr. 2. Et album, man kunne kalde alt-country eller modern country, hvis man havde hang til etiketter. Men et album, der består af ti sange, hvor grundelementet er elementær pop-rock og nogle endda meget iørefaldende melodier, der alle er skrevet af frk. Uhre (dog med hjælp fra de andre på tre af sangene). Oven på det hele skal så lægges en lyd og en stemning af den allestedsnærværende americana.
Når en anmelder ved et større blad affærdiger "Heavy Coat" som kedelige MTV-halvfemser-rock, ja, så har vedkommende enten glemt at slå lyttelapperne ud, da pladen spillede, eller er blevet ramt af anmeldersygen "blaserthed". Lilyphone spiller rock, der er båret af dyb,venerativ traditionsbevidsthed, men det der også musik, der skiller sig ud i kraft af stærke, personlige sange sange, gode alsidige, opfindsomme arrangementer – ja, og så Marie Keis Uhres stemme. Det er forståeligt, at Lilyphone markedsfører sig med Marie som smækkert blikfang på pladecover og pressefotos, men musikken burde kunne sælge sig selv uden sådanne markskrigeriske udenomsværker – hvis ellers den fik lov… Hermed anbefalet.
Hør sange fra pladen her. Se videoen til nummeret "There I Said It".
18. april 2012 kl. 18:02
Jeg er helt pÃ¥ bølgelængde med din Patsy analogi. Men ellers virker pladen stilmæssigt meget rodet. Jeg er lidt træt af de her albums med én sang/melodi af den slags, én af den her slags og én af den her slags o.s.v. Jeg synes kunsten mÃ¥ være at skabe et album med en bestemt stemning, sammenhængende, og ikke den spredte fægtning som man hører – og altid har hørt – sÃ¥ ofte.
РMen jeg er ogs̴ en gammel sur mand.
(Selv er jeg mest begejstret for ‘Baby makes it burn’ og ‘You’)
18. april 2012 kl. 18:59
@Gowings: Jo, jeg kan godt følge dig i dit synspunkt. Hvor du ser roderi, ser jeg nok variation. Under alle omstændigheder er Lilyphone værd at lytte til – i sammenhæng eller i dele. Endnu et eksempel pÃ¥, hvor meget talent og grøde, der er i danske musik, nÃ¥r man bevæger sig uden for X-Factor osv.