Gåmændene er hotte – forsmag på the The Walkmens “Heaven”
9. maj 2012
Man skal ikke færdes ret længe blandt de mange musikweblogs for at forstå, at The Walkmen er hotte – og deres kommende plade Heaven er en af de skiver, der imødeses med store forventninger.
The Walkmen er med en efterhånden noget fortærsket betegnelse et indieband, der har mere end ti år og 7 album på bagen.
Historien om The Walkmens tilblivelse er ikke enestående og kunne i mangt og meget ligne mange andre bands genese. Bandmedlemmerne Hamilton Leithauser, Paul Maroon, Walter Martin, Peter Bauer og Matt Barrick spillede i forskellige bands i Washington, DC og gik også på den samme high school, St.Albans School. Musikinteressen drev dem senere til New York, hvor der var mere gang i den, og i 2000 blev The Walkmen til som en aflægger af to andre bands, Jonathan Fire*eater og The Recoys.
På det tidspunkt havde medlemmerne udstået deres læretid i elementær garagerock og ønskede at gå nye musikalske veje, der bl.a. indebar en brug af gammeldags instrumenter som fx et opretstående klaver. Og herfra gik det stærkt med anerkendelsen af gruppen.
Det første album Everyone Who Pretended To Like Me Is Gone udkom i 2002 og blev rost af kritikerne for sin særlige sound af bedagede instrumenter, ringlende guitarer og forsangeren Hamilton Leithausers særprægede vokal. Med opfølgeren Bows + Arrows i 2004 fik bandet for alvor kritikerne på deres side, og pladen kom med på mange lister over årets bedste udgivelser. Siden har The Walkmen lagt flere alen til indierenommét og med det seneste album Lisbon har de slået deres navn fast som et af de nyere bands, der stikker ud – på linje med fx The Strokes. Sans comparaison.
At dømme på de par skæringer, der er sluppet ud fra det kommende album, Heaven, der skulle være i handlen i juni måned, så er der alt mulig grund til at forvente, at The Walkmen fortsat er et band, man kan regne med – sådan rent musikalsk.
Heartbreaker -. We can’t be beat
Medens vi venter på den nye plade, kan vi opleve TheWalkmen i en rigtig fin koncert – lige her.
9. maj 2012 kl. 19:21
i skrivende stund fylder Walkmen hele luften her i stuen, så jeg glæder mig til at lytte til forsmagen, når C engang er gået i seng:)
jeg bliver så udefinerbart glad af deres fantastiske evne til at få det ypperligste ud af instrumenterne. uden hieraki. det er sjældent at en trommeslager kan tåle at ligge så snert på linie med resten af orkestret.
og nu er der sgu horn i vores højttalere!
men, Capac. har jeg ret i at stemningen kan minde om Coldplay på en varm dag (eller er det blasfemisk tale?)
10. maj 2012 kl. 01:10
@Regitze: Nu du siger det, kan jeg godt fÃ¥ associationer i retning af Coldplay, men først og fremmest synes jeg Walkmen har deres helt egen lyd – og det er jo stort.
10. maj 2012 kl. 10:15
ja! lyden er deres egen. og så forførende, fandenivoldsk, energetisk og til tider lige-ved-at-snuble-på-den-flotte-måde.
det er lydmæssigt det unikkeste orkester jeg har hørt i mange år.
10. maj 2012 kl. 12:50
@Regitze: Vi mÃ¥ lave vores egen lile gÃ¥mænd-vinyl-fanklub i hønsehuset…
10. maj 2012 kl. 13:20
:D ja!
og nu spiller Shins herhjemme på din anbefaling. ikke ueffent!
10. maj 2012 kl. 13:57
@Regitze: Nej,vel? Men en anden boldgade. Hvis du og C. er til bands med gamle instrumenter og sÃ¥dan, sÃ¥ vil jeg gerne anbefale Beirut – der i øvrigt snart kommer til Danmark. Seneste udspil The Rip Tide er et godt sted at begynde.
http://www.capac.dk/wordpress/?p=13831