Nyt dansk: Jepsen – The Queen survived

14. maj 2012

Selv om musikeren,sangeren og sangskriveren Jens Jepsen kun er 26, så er han nærmest en veteran i musiklivet. For to år siden debuterede han med albummet Walking Between the Sun and the Atmosphere, der nu følges op af The Queen survived. Musikken har været Jepsens følgesvend siden barndomsårene, og siden han satte studenterhuen på hovedet har det også været levevejen.

Og musikkens centrale placering i den unge danske sangskrivers liv kan læses ud af den nye plade, der er præget af en forbavsende musikalsk modenhed og generøsitet.

Som pÃ¥ mange af tidens udgivelser er der tale om en plade, der udmærker sig ved sin stilistiske variation. Titelsangen “The Queen survived, the King is dead”, der ogsÃ¥ indleder pladens i alt ti sange, er en lidt atypisk sang. Teksten er en fantasi over en imaginær krig i et feudalt samfund. En fantasi, hvis budskab mÃ¥ske er, at der er vigtigere krige at udkæmpe end dem pÃ¥ slagmarken: “Why don’t people fight more, when they feel the right war? Like I feel you“. Musikken associerer med sine trommer og strygere til det militære, men udfolder sig efterhÃ¥nden som et regulært rocknummer, hvor rockguitarer ledsages smukt af piano og strygere. I det hele taget er brugen af strygere og instrumenter fra den klassiske musik et af de træk, der er særlig attraktion ved Jepsens nye plade.

Titelsangens fokus pÃ¥ forholdet mellem mennesker – specielt mellem mand og kvinde – er en ledetrÃ¥d for flere af de øvrige sange, hvor poppens gamle, men langtfra udtømte tema “kærligheden” fÃ¥r sin del. Sangen “I Can’ See You”, der lige nu er mit favoritnummer, er en klagesang over fuglen, der er fløjet, og et jeg, der er efterladt pÃ¥ den ensomme strand med udsigt til de brændte broer. Men musikken – et heftigt rocknummer – leverer et velgørende modspil til den tekstlige tristesse. Sangen drives frem af et saftigt orgelspil (ved Rune Marzec) og ikke mindst Lars RinggÃ¥rds vilde, potente og dog kontrollerede mundharmonika, der fÃ¥r denne lytter til at tænke: HvornÃ¥r fÃ¥r det instrument en renæssance? Jo, det gør det selvfølgelig lige her!

“We Could Fall in Love” hedder sang nr. 3 og her afløses rocken af en smuk ballade, hvor Jens Jepsen fÃ¥r fint vokal støtte af Annemarie Jensen. En banal lille sang om kærlighedens umulighed og den indre krig, der fÃ¥r det hele til at falde fra hinanden. Ak, ja. Smukt er det med akustisk guitar og strygere, der smyger sig om sangernes røst.

Fra umulig kærlighed til den rene galskab er der ikke sÃ¥ langt. Og det er hvad sangen “We Are All Insane” handler om. Kærlighed, forelskelse som galskab. En storladen, kompleks ballade, der især fungere i kraft af sin patos og mindre grad ved sine popmelodiske kvaliteter.

“Rigby Avenue” gav mig associationer i retning af Beatles’ “Eleanor Rigby”. Tekstlige associationer (“all the lonely people…“). Og associationerne holder ogsÃ¥ sÃ¥ langt, at teksten beskriver en oplevelse af livets gang pÃ¥ et bestemt sted i denne verden – Rigby Avenue. Men de indledende strygere sender ogsÃ¥ tankerne i retning af Lennon & McCartney i en sang, der i øvrigt nok er pladens enkleste popsang.

“Open Road Calling” trækker ogsÃ¥ pÃ¥ rocksangenes mytologiske elementer. Her vejen – mere præcist “the highway” – som et billede pÃ¥ livet. Vejen, der ligger Ã¥ben og kalder pÃ¥ en. Der er ingen “roadmap”, men du skal nok finde hjem før eller siden… Leif Bruuns diskrete lapsteel lægger en sart countrystemning over den søde, lille, ligefremme sang.

I “Until I Got You” griber Jepsen til dobroen i en sang, der ogsÃ¥ henter sit tekstmateriale i rockmytologien – en westernsaloon – og handler om kønnenes møde som one-night-stand. En iørefaldende popsang med Annemarie Jensen pÃ¥ kor igen (det sker i øvrigt pÃ¥ flere af sangene).

“Fall has fallen” er – som titlen næste antyder – en meditation over efterÃ¥r og melankoli. Igen en stort anlagt ballade med flotte vokalarbejde, srygere og et emotionelt bevægende orgel.

I “Sweet dreams back to you” vender Jepsen tilbage til krigsmetaforen, som tekstligt binder sangene sammen til en helhed. Sangen handler om den krig, der udløser den elskedes natlige mareridt. Og ledsaget af sin guitar synger Jepsen sin lille sang som en trøstende vuggevise, der folder sig musikalsk ud som en blomst med de tilbagevendende strygere, lidt kor og hele rockorkesterudtrækket.

“See you soon” hedder pladens sidste sang om at sejle sin egen ensomme sø, nÃ¥r kærligheden er gÃ¥et fløjten. Og sangen understreger mÃ¥ske pladeprojektets svaghed. Teksterne. For selv om teksterne passer vældig godt ind i sangen – ordene falder fint ind i musikken – sÃ¥ bevæger de sig ikke uden for de allerede afstukne og afprøvede grænser for rock- og pop. Og jeg tror, Jepsen skulle overveje at skrive pÃ¥ sit modersmÃ¥l.

Bortset fra denne anmelderanke, sÃ¥ er det et virkeligt flot udspil, Jepsen serverer for lytterne. En gennemarbejdet, musikalsk plade, hvor Jespen generøst øser ud af sit sangskrivertalent og akkompagneres mere end overbevisende af et hold meget kompetente musikere. Det er nærliggende at sammenligne pladen med Jens Lysdals tidligere omtalte A Matter of Time. Det er pÃ¥ det imposante niveau, vi befinder os. Det er muligt, at pladen ikke kommer pÃ¥ hitlisten, men den fortjener mange lyttere blandt dem, der sætter pris pÃ¥ singer-songwriter-kunst af format. Og det skal blive spændende at se Jepsen og Co. pÃ¥ en koncertscene. “See you soon”… Hermed anbefalet.

 

Pladen udkommer i dag på plademærket Red Hill Records

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

525 har læst indlægget
14,610