Siouxsie Sioux – Siouxsie and the Banshees m.m. – fylder 55 i dag
27. maj 2012
“Dan digger Siouxie & the Banshees
men mest af alt nu nok for Siouxie’s skyld
bandet i sig selv er nemlig ikke en nikkel
værd lige bortset fra som baggrundsfyld
af & til når det fungerer kan man
ligesom abstrahere fra den møgbeskidte
lyd der fumles med
for det er kun Siouxie der når udover
scenen & hun befinder sig nu midt i
Hong Kong Garden et sted “
Carsten Valentin Jørgensen var bestemt ikke venlig over for Siouxsie and the Banshees, da han forfattede sangen “Surf à la mode” til albummet Solgt til stanglakrids (1979). Dengang var Siouxsie Sioux – hvis borgerlige navn er Susan Janet Ballion – og hendes Banshees à la mode. Bandet blev dannet i 1976 og var først en del af den grasserende punkscene, men bevægede sig snart over i det, man i mangel af bedre har kaldt post-punken, og hvor den rå energi, de mest basale akkorder og utilpassetheden blev skiftet ud med Kloge-åge-avantgardisme i form af lyd- og formeksperimenter blandet op med popappel. Debutsinglen “Hong Kong Garden” fra 1978 er lige dele Sex Pistols for fulde gardiner og et ekko af Roxy Music i deres mest dansante hjørne.
“Hong Kong Garden” blev et top-10 hit for bandet, og det blev fulgt op af en række singler, hvoraf de fleste ikke nåede top-20, men alle demonstrerede en stor lyst til at eksperimentere og udvikle det musikalske udtryk. Af samme grund er det ikke overraskende, at det især var på albumsiden Siouxsie and the Banshees gjorde sig. Med undtagelse af bandet sidste to album – Superstition (1991) og The Rapture (1995) – så lå de alle på den britiske top tyve og solgte godt.
Siouxsie, der på mange måder kan minde om tyske Nina Hagen som en unik sangerinde med en helt uforlignelig stemme, og The Banshees har med deres søgende og eksperimenterende karriere fået et ry af at være et af de mest inspirerende bands med rod i punken og post-punken. Uden Siouxsie ville de fx være svært at forestille sig en P. J. Harvey – sidste års mest omtalte kvindelige kunstner i Storbritannien. Og selv store bands som U2 og The Cure har vedgået arv og gæld til Siouxsie and the Banshees.
Efter opløsningen af bandet har Siouxsie sunget i andre sammenhænge, bl.a. i The Creature, som hun dannede i 1993 med den daværende kæreste Budgie (trommeslager i Banshees), og de senere år har hun haft en solokarriere med moderat succes. I 2007 udkom hendes foreløbigt eneste soloalbum Mantaray.
I dag fylder Siouxie 55 år.
“Tiderne skifter & ingen ka’ sige hvornår
Siouxie går hen & bli’r alternativ muzak
hvis & når hun gør det bli’r det ikke første
gang spørg bare Irving Berlin & Bacharach
for vi har det ind imellem med at placere
ting på hovedet så hvem ved måske en
skønne dag er Siouxie & the Banshees på
toppen af hitlisterne landet over
inklusive den hos Irma”
Siouxsie and the Banshees bliver nok aldrig alternativ musak, og det kan godt være lyden ikke faldt i perfektionisten Jørgensens smag, men bandet satte sig varige spor i populærmusikken.
1. juni 2012 kl. 15:53
Rockhistorisk er det morsomt at CV Jørgensen langt senere kom til at slÃ¥ kludene sammen med en personlighed som Steen Jørgensen i fritids-duoen Brd. Brormand, for var der nogen man dyrkede i Sods (senere Sort Sol) var det da netop Siouxsie + the Banshees. Og det i en grad sÃ¥ Tomas Ortved bar en Siouxsie-T-shirt pÃ¥ coveret til bandets debut-LP, “Minutes to go”. Ligesom flere af numrene herfra har tydelig Siouxsie + the Banshees-struktur. Og muzak? Nok næppe. Siouxsie + the Banshees er i min bog et af den engelske punks mest kompromisløse bands, og symptomatisk ogsÃ¥ det sidste fra den egentlige 76-77-punk, der fik en pladekontrakt.
1. juni 2012 kl. 15:57
@Peter Thygesen: Et eller andet sted har jeg altid mistænkt C. V. for at være lidt selvironisk i den sang, selv om han var – og er – perfektionist, nÃ¥r det kommer til lyd.
1. juni 2012 kl. 17:34
Jo, jo. Om smag kan ikke diskuteres. Mon ikke bare vi skal nøjes med at sige, at det i så fald er nogle modsatrettede idealer, der her er tale om. For så vidt at netop Siouxsie + the Banshees uden tvivl er gået efter at perfektionere deres lyd ud fra en idé om, hvordan lyd skal lyde.
I øvrigt, bedre sent end aldrig: tak for en aldeles fortræffelig blog.
2. juni 2012 kl. 01:27
@Peter: Jeg kan huske, at jeg engang hørte C. V. Jørgensen som gæste-dj i Danmarks Radio. Der fik man billedet af en mand, der ledte efter efter det perfekte. Men, hvad der er perfekt lyd afhænger jo af, hvilke æstetiske normer, man bygger på. For mig er Sex Pistols perfekt lyd. For eksempel.
Og tak for komplimentet!