Ideologiens kyniske distance – regeringens politik i en krisetid
29. maj 2012I weekendens udgave af Information har Center for vild analyse en analyse af ‘racismesagen’ på Filminstituttet. Altså historien om, hvordan Filminstituttet i en begrundelse for et bevillingsafslag til filmen MGP-Missionen ‘kommer til’ at begå dobbelt diskrimination – af skuespillere med indvandrerbaggrund og ikke-københavnere.
For at forstå, hvad der sker, griber Centeret til en idé, som filosoffen Slavoj Zizek har fremført i sin ideologikritik:
“Det er én af de store fortjenester ved Slavoj Zizeks ideologikritik, at den har gjort det klart, hvordan ideologi i vores tidsalder først og fremmest fungerer gennem en kynisk eller ironisk distance. Ideologi virker simpelthen bedst, når man kan tilslutte sig den hemmeligt eller ad omveje, samtidig med at man “officielt” tager afstand fra den. Som eksempel har Zizek ofte brugt historien om Niels Bohr, der i sit sommerhus havde en hestesko hængende over døren. Da han fik besøg af Werner Heisenberg, og denne forarget spurgte, hvordan en berømt fysiker som Bohr kunne ride med på sådan en gang overtro, som at en hestesko skulle beskytte et hus mod ulykke, skal Bohr have svaret, at han naturligvis ikke selv troede på det, men at han havde hørt, at det virkede, også selv om man ikke selv tror på det. Sådan fungerer ideologi i dag: Vi ved f.eks. meget vel, at det finansielle system har store fejl, at det på en måde er en slags overtro at blive ved med at opretholde det, men vi gør det alligevel – vores fornemste eksperter i dag er stadig finanseksperterne og de økonomiske “vismænd”.”
I Filminstitutsagen opnås den kyniske ideologiske distance ved, at ‘diskriminationen’ tilskrives ‘jyderne’. Det er jydernes skyld, at filmen MGP-Missionen ikke får støtte, fordi de ikke gider se film med mørklødede skuespillere. Som debatten om sagen, der er endt helt oppe på kulturminister Uffe Elbæks bord, viser, så er den ideologiske distancering let gennemskuelig. Filminstituttet skulle selvfølgelig have holdt sig til de filmiske kvaliteter i deres bedømmelse, hvis de ville have undgået balladen.
Men centerets analyse fik mig til at tænke på, om ikke den lille racismesag på Filminstituttet blot er et lille alt for gennemskuelig eksempel på en ideologisk distancering, der fungerer i den politiske offentlighed? Vi kender distanceringen under det fænomen, vi almindeligvis beskriver som ‘politikere, der siger et, og gør noget andet’. Eller som det er blevet tematiseret i medierne, siden den nye regerings dannelse: Som en række af politiske ‘løftebrud’. En politiker, der kom til at afsløre den ideologiske distancering tydeligt, var daværende arbejdsminister m.m. Claus Hjort Frederiksen (V), der i VKO-regeringens tid udtalte, at hvis vælgerne virkelige vidste, hvad regeringen ville (ideologien), så ville de flygte bort.
Netop i dag – i disse timer – fremlægger regeringen sine ideer til en skattereform. Og det, der har kendetegnet de foreløbige udmeldinger om ændring af topskatten, ændringen af rentefradaget for ejerboliger, ændring af reguleringen af overførselsindkomster osv. er, at de sker på baggrund af et regeringsgrundlag, der hævder, at krisens byrder skal bæres af alle og ikke mindst “de bredeste skuldre”. Ikke desto mindre tegner det til, at man vil tage fra de svageste – dem på overførselsindkomst – og give til dem, der har forvejen, dem med indkomster på 400.000 kr. og derover. Man siger et og gør noget andet. Et konkret eksempel. I dag fremlagde Skatteministeriet beregninger, der viser, at reguleringen af overførselsindkomsterne vil komme til at koste de ledige 13.000 kr. om året – og så er der endda ikke taget højde for inflationen. Alligevel hævder økonominister Margrethe Vestager, at dagpengemodtagerne vil ‘beholde deres købekraft‘. Ideologien virker bedst, skriver centeret, når man kan tilslutte sig den ‘hemmeligt eller ad omveje’. Når Vestager – og andre i regeringen – lyver os lige op i vores ansigter, så er det ikke bare en løgn. Officielt tager Vestager afstand fra ideologien (at det er de lavtlønnede og dem på overførselsindkomst, der skal betale krisens omkostninger, medens bankdirektørerne og de højstlønnede går fri) med påstanden om den bevarede købekraft. Det er ikke kun en løgn. Det er netop udtryk for, at ideologien er distanceret. Den kommer ikke på tale som sådan.
