Endnu et forsøg med genren kriminalroman: Leif G.W. Persson – Den døende detektiv

10. juni 2012

Efter en længere pause tog jeg mig sammen og kastede mig over en kriminalroman i et forsøg på at overvinde min egen skepsis med hensyn til denne genre. Skuffelserne har været mange, selv om der har været enkelte undtagelser.

Men da jeg stod med Leif G. W. Perssons Den døende detektiv i hÃ¥nden i det lokale supermarked – og oven i købet kunne erhverve den 450 sider lange roman for latterlige 30 kroner – tænkte jeg, at det ikke kunne gÃ¥ galt. For romanen med den gode titel har ikke alene fÃ¥et fine anmeldelser (fx kalder ‘krimimagister’ Bo Tao Michaelis den ‘simpelthen fænomenalt fremragende’ i Politiken), men den er ogsÃ¥ overøst med priser, bl.a. Palle Rosenkrantz-prisen, der tildeles Ã¥rets bedste kriminalroman. Og bogen har fÃ¥et tilsvarende hæder i de skandinaviske broderlande.

Selve grundfortællingen i bogen er da ogsÃ¥ ganske interessant. En tidligere chef for det svenske rigspolti, Lars Martin Johansson, fÃ¥r et hjertetilfælde, da han en dag vanen tro slÃ¥r vejen forbi pølsevognen pÃ¥ Karlbergsvägen lige i nærheden af sin gamle arbejdsplads. Det næste, han oplever, er, at han ligger pÃ¥ hospitalet som patient. Og samtidig med at den 67-Ã¥rige patient begynder en langsommelig rekreation begynder han – inspireret af en ung, kvindelig læge – at optrævle en 25 Ã¥r gammel sag om en niÃ¥rig pige, der blev voldtaget og myrdet.

Et oplagt spændingsmoment ligger ikke kun i selve det klassiske spørgsmål om, hvem der gjorde det, men også i den omstændighed, at sagen er forældetog retfærdigheden derfor ikke bare kan ske fyldest via rettens gang.

Men selv om Persson skruer historien ganske fermt sammen og lader den gamle, egensindige politichef med lige dele intuition og analytisk sans – og hjælp fra en tidligere kollega og en ung fyr – optrævle historien og finde en original afslutning, sÃ¥ synes jeg den mangler bÃ¥de fremdrift, spænding og sproglig udfordring. Det er som om fortællingen, der skrider frem gennem en lang række smÃ¥ kapitler og primært ses fra hovedpersonens egensindige vinkel har fÃ¥et dramaturgiske beta-blokkere. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de, sÃ¥ forekom romanen mig at være temmelig kedelig. At den ikke litterært-sprogligt er givende, ja, det havde jeg pÃ¥ forhÃ¥nd accepteret som et vilkÃ¥r ved den moderne krimi, men jeg synes heller ikke, at den hverken er elementært spændende, sjov eller eksistentielt, historisk eller socialt synderligt perspektiverende. MÃ¥ske har jeg bare for høje forventninger til den sÃ¥ populære genre. Sjöwall og Walöö kunne fastholde natten over i spænding…

Til romanens forsvar vil jeg pointere, at bogen gennem lang tid har været min nattelektyre – og mÃ¥ske afspejler min sene læsning, at jeg ikke var modtagelig for dens særlige kvaliteter. Jeg tror det dog ikke, for jeg har generelt meget ud af læse pÃ¥ det tidspunkt.

 

PS. Lige nu kan romanen kvit og frit hentes som lydbog på DRs hjemmeside.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Thomas Jensen kommentarer:

    Hvis du har lyst til at prøve noget anderledes Krimi som ovenikøbet besidder sproglig kvalitet, så vil jeg anbefale danske Susanne Stauns to serier om henholdsvis Marie Krause og Fanny Fiske.

    Hun er en meget anderledes kvindelig forfatter hvor jeg stadig ikke har forstået at hun ikke har fået et større gennembrud.

  2. capac kommentarer:

    @Thomas Jensen: tak for tip!

Skriv en kommentar

357 har læst indlægget
13,606