The Shining – Stanley Kubrick

13. juli 2007


I gÃ¥r tog jeg mig sÃ¥ sammen til at købe dvd-udgaven af Stanley Kubricks gyser The Shining, der fik den danske titel “Ondskabens hotel”. Jeg sÃ¥ den, da den havde Danmarkspremiere i 1980. Det var i det Ã¥rhusianske filmtempel Kosmorama, der siden blev forvandlet til treetagers café og nu er endt som McDonald-tempel. SÃ¥dan kan det gÃ¥ med kulturen.
Siden har jeg kun set filmen i uddrag. Med der er scener, der stadigvæk stÃ¥r mejslet i min erindring. Billeder af blod, der vælter ud fra en tæppeklædt væg, en kvindekrop, der forvandles fra ungdom til forfalden alderdom m.fl. Stærkest i erindringe stÃ¥r dog oplevelsen af at sidde pÃ¥ en trehjulet cykel og køre rundt i hotellets gange med synske øjne, hvor rædslerne venter bag hver eneste hjørne… Nu fÃ¥r vi se, om de smÃ¥ hÃ¥r pÃ¥ armene vil rejse sig igen.

Se Jack Nicolson som “Store Stygge Ulv” her. Og tag sÃ¥ en lille cykeltur ad The Hallway med Danny – Come and play with us, Danny, for ever, and ever, and ever…

Tilbagespoling: Jeg har tidligere nævnt Kubricks film. I maj 2006 skrev jeg følgende om gyserfilm:

“… her er en uhøjtidelig, ufærdig, stærkt ideosynkratisk liste over film, jeg vil tage med og sætte i bambusreolen under palmetræet pÃ¥ den noksom bekendte øde ø, hvor der bÃ¥de er el og DVD-afspiller m.m. For øen ligger jo i Never-Neverlands ørige…:
1) Jonathan Demmes Silence of the Lambs (Ondskabens øjne, 1991). Jeg har set denne film et hav af gange, bl.a. fordi jeg har undervist i eller om den. Og jeg er ikke blevet træt af den, opdager hver gang nye detaljer osv. Demme viser sig her som en mere end kompetent instruktør, der vedkender sig sit kendskab og kærlighed til genrens store mester Alfred Hitchcock – uden at blive epigon, som det er sket for mange andre. Og han har forstÃ¥et Hitchcocks grundlæggende suspense-dogme: at det gode gys ikke kommer fra det, der vises, men det, der antydes, og som tilskueren fÃ¥r at vide. Filmen er et godt eksempel pÃ¥ en hybrid. Den er bÃ¥de gyser-, post-vietnam-, kriminal- og – mÃ¥ske først og fremmest – kærlighedsfilm. Ingen af de andre Hannibal-film nÃ¥r denne til sokkeholderne.
2) Stanley Kubricks The Shining (Ondskabens Hotel, 1980) med en af mine mandlige yndlingsskuespillere Jack Nicolson som gal forfatter. I øvrigt en Stephen King-filmatisering (her er en idé til næste liste: de bedste King-filmatiseringer…). Personligt har jeg ikke sans for overtro eller anden alternativ tankegang. Ikke desto mindre skal jeg blot tænke pÃ¥ denne film, sÃ¥ sidder jeg der som den lille “skinnende” dreng pÃ¥ sin trehjulede cykel og kører pÃ¥ fuld fart rundt i hotellets gange. Bump, bump, bump…Og hvad venter der lige rundt om hjørnet!? Blod og rædsel. Kubrick var en stor billedmager – og -manipulator.
3) Alfred Hitchcock kommer jeg ikke uden om, selv om jeg ville. Men det vil jeg ikke. Han holder stadigvæk, og helst havde jeg taget alle filmene med. Revl og krat. Men vil begrænse mig til to. Psycho skal med, ikke bare pÃ¥ grund af den geniale badeværelsesscene, men ogsÃ¥ fordi den viser, hvor stor en humorist Alfred var (slutscenen), og hvor pÃ¥virket han var af psykoanalysen (selv om han holdt en ironisk distance). Den anden er Vertigo (En kvinde forsvinder). MÃ¥ske den bedste af alle hans film. En film, man aldrig rigtig fÃ¥r skovlen under, og som udfordrer alle med lyst til analyse og fortolkning. Er vi vidne til en død mands fantasi eller hvad? Hvad er virkelighed og fiktion? Se Braad Thomsen. – Og sÃ¥ skal tv-serie-afsnittet om sygeplejersken og det Ã¥bne vindue med…
4) Werner Herzogs Nosferatu – Phantom der Nacht. Helst havde jeg taget alle Vampyr- og Draculafilm med. I det hele taget: hele den gotiske films historie. Men igen.. Herzogs version udmærker sig ved instruktørens evne til at skabe en helt særlig stemning, hans sans for uforglemmelige billeder og – ikke mindst – Klaus Kinskis formidable Nosferatu. Man tror gerne, at han er den udøde i egen person.

5) William Friedkins Eksorcisten. Alle kender den, og de fleste har set den. Den er effektiv som bare Fanden.
6) Apropos Fanden, sÃ¥ skal Roman Polanski med – med Rosemarys Baby. Igen en omgang svært fordøjelig overtro. Men Polanski er i en klasse for sig selv, nÃ¥r han tager sig sammen. Mia Farrow spiller sin karrieres bedste rolle. Der er et væld af førsteklasses birollepræstationer. Og John Cassavetes er virkelig godt typecastet til rollen som den diabolske ægtemand. Og sÃ¥ er der sÃ¥dan en gradvist snigende, voksende uhyggestemning, der kravler ind under huden pÃ¥ en og fastholder en til den forudsigelige afslutning.
7) Hush…Hush Sweet Charlot med Bette Davies (Robert Aldrich 1962). Det er den eneste gyser, der nognsinde har kunnet spolere min nattesøvn.
8) Brian de Palma er en ferm instruktør, der har lavet virkelig gode film, fx The Untouchables og gyseren Carrie. Men mit valg falder på den mindre kendte The Fury (da. Den hemmelige kraft), som instruktøren lavede umiddelbart efter Carrie og med et tilsvarende parapsykologisk tema. Kirk Douglas spiller agenten, der vil redde sin søn fra at blive brugt af lumske efterretningsfolk på grund af drengens særlige parakinetiske evner. John Cassavetes er igen med som skurk. Filmen er ikke perfekt, men mine knoer var kridhvide af spænding, da jeg så filmen ved premieren i 1978 i Esbjergs hedengangne Esa-bio. Og kroppen lyver ikke…

9) Cape Fear Рb̴de i J. Lee Thomsons udgave fra 1962 med Robert Michum i skurkerollen og Martin Scorseses remake fra 1991 med Robert de Niro i hans m̴ske mest usympatiske rolle nogensinde. Et veritabelt studie i terrorens psykologi i et mikrounivers.
10) Michael Powells Peeping Tom (Fotomodeller jages) fra 1960. Igen en film, der står tematisk og filmisk i gæld til Alfred Hitchcock, men samtidig har sin egen originalitet. En kultfilm.
11) Og ingen regel uden undtagelse. The Rocky Horror Picture Show (Jim Sharman 1975) skal med, selv om det eneste horror, der er i filmen, er ordet Horror i titlen. En ung Susan Sarandon skinner igennem her. Og den meget engelske og noget oversete skuespiller og sanger Tim Curry giver den som Frank-N-furter. Lidt sjov skal der til, og den er sjov. Der er igen dømt kult.
Velbekomme!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

1.468 har læst indlægget
13,161