Omskæring – et snit mellem religion og verdslighed
19. juli 2012Av, min tissemand, tænker jeg. Jeg er lige ved at lægge min store hånd over mit skridt, medens jeg læser Kjeld Koplevs personlige beretning om sine erfaringer med at blive omskåret som lille dreng af en rabiner – “uden lægelig erfaring eller uddannelse”, som der står. Koplev tager skarpt afstand fra denne form for beskæring af forhuden og fordømmer den som værende udtryk for “misforstået religionsiver” og misforstået forældrekærlighed. Angiveligt har indgrebet i Koplevs tilfælde medført en traumatiserende, varig “kastrationsangst”, der har været en belastning for Koplevs kærlighedsliv. Av, av, av.
Det er et lidenskabeligt indlæg – ja, forsvarsskrift for omskæringens afskaffelse – Koplev leverer. Det mærker hans sprog. Omskæringen omtales som en traumatiserende “skamfering” og “brændemærkning” udført af “ti mænd” fra et partriarkalsk – og forstår man – kvindefjendsk trossamfund. Og den omskårne, unge jødiske dreng beskrives om en paria i det verdslige samfund, han lever i, hvor han skal bære rundt på sin anderledeshed og forskellighed, fx når han bader nøgen med andre drenge i svømmehallen eller efter gymnastiktimen.
Med FN-konventionen om Barnets Rettigheder i hånd går Koplev i rette med journalisten Anders Jerichow (fra Politiken), der i et tidligere indlæg har formastet sig til at forsvare det mosaiske trossamfunds omskæringspraksis. Og handlingen afvises som “vold og overgreb” over for barnet, der i følge konventionen har ret til at bestemme over sin egen krop.
I det hele taget har emnet sat lidenskaberne i kog. I går kunne man således på landsdækkende tv se og høre en læge med erfaring i omskæring og overrabbiner Bent Lexner beskylde hinanden for løgnagtighed i fremstillingen af omskæringens alvor.
Som verdsliggjort, ikke-jødisk mand uden religiøse bånd kan al den passionerede ophidselse godt undre lidt. I hvert fald i første ombæring. Ved nærmere eftertanke er passionernes blussen ikke så uforståelig. For omskæringen – og vi holder os her for klarhedens skyld udelukkende til den jødiske omskæring af drenge – handler ikke kun om fjernelsen af et stykke beskyttende forhud. Det er en symbolsk handling. Og symboler er ikke harmløse. Omskæringen lægger billedligt talt et snit mellem to langt hen uforenelige størrelser: det verdsliggjorte, rationalitetsstyrede civilsamfund og trosamfundet. Når Koplev, der er kendt for at være venstreorienteret, kritisk journalist, beskriver den omskårnes situation som en form for udelukkelse i det bestående, verdsliggjorte, danske samfund, så har han ret, fordi omskæringen jo netop er indgåelse af en pakt med den jødiske gud – en pakt, der binder den jødiske dreng til guddommen og til det udvalgte folk (Genesis 17: 9-14). Omskæringen markerer en udvalgthed og eksklusivitet. Kampen om omskæringen handler med andre ord om identitet. Set fra den rettroende synspunkt står omskæringen ikke til forhandling, fordi man ikke forhandler om sin egen identitet, om sit tilhørsforhold til en tro og et folk. Og identitet er forbundet med passion. Også når identiteten er knyttet til rationalitet og videnskabelighed. Som lektor Hans Hauge engang paradoksalt formulerede det, så er videnskab også en slags tro…
Debatten om omskæring illustrerer et fundamentalt problem, vi lever med i de sekulariserede, borgerlige, vestlige samfund, der har deres rod i oplysningstiden. Og det vil sige: i et opgør netop mod religionen som sådan. De sekulariserede, borgerlige samfund bygger på en paradoksal respekt for det religiøse. Vi har i forfatningerne indskrevet en ret til at tro, hvad man vil. Og denne ret indebærer et konstant konfliktpotentiale. Omskæringsdebatten er blot et eksempel. Vielsen af de homoseksuelle er et andet eksempel af nyere dato. Men eksemplerne er legio. Det pinagtige ved disse konflikter er, at de ikke simpelthen kan løses uden at bringe sindene i kog med de konsekvenser, det kan få…
19. juli 2012 kl. 13:18
Er det pinagtigt og dermed noget der bør undgås at sindene kommer i kog?
Jo mere jeg tænker over denne diskussion jo mere vanvittig forekommer den mig.
Vi har regler der betyder at forældre ikke må tatovere et lille diskret tegn eller symbol på deres 7 årige barn.
Vi har regler for at at vi ikke må navngive vores børn med bestemte navne.
Dette på trods af at begge dele kan laves om men at skære en klump kød af ungen det skal naturligvis være i orden. Hvad når der kommer en trosretning som ikke kan nøjes med forhuden, er det så også i orden?
19. juli 2012 kl. 13:32
@Thomas Jensen: Ja, debatten forekommer “vanvittig”. Og – selv om jeg har en klar holdning til omskæring (jeg er imod omskæring af umyndige) – sÃ¥ forsøger jeg at forhold mig analytisk til emnet i indlægget. Det er netop det emotionelle (vanviddet), jeg forholder mig til i første omgang, fordi jeg konstaterer, at religiøse symboler – fx hovedbeklædninger, omskæringer osv. – udløser ofte voldsomme, lidenskabelige reaktioner hos bÃ¥de tilhængere og modstandere. Enhver kan følge med i aviser og medier og konstatere, at sÃ¥dan er det. Symboler og passioner hører sammen. Dernæst forsøger jeg at forholde mig til den modsætning, vi fx bygger vort folkestyre pÃ¥. PÃ¥ den ene side er vi et verdsligt land, hvor alt styres ud fra økonomisk-rationelle principper osv. PÃ¥ den anden side tillader vi, at folk kan dyrke deres gale religiøse ideer i fred…
22. juli 2012 kl. 23:27
Uanset hvordan man proever paa at pakke det ind, saa er det altsaa grotesk! Var det oereflippen man ville skaere af, ville debatten pludselig vaere en anden!
28. juli 2012 kl. 12:00
@Tina: Debatten om omskæring dukker op med jævne mellemrum og falder til jorden igen, fordi – tror jeg – den ikke helt kan adskilles fra den grundlovssikrede religionsfrihed. For jøderne er omskæringen af drengen en del af troen (det stÃ¥r i de gamle tekster), for muslimerne er det mere kringlet og for andre er der tale om kulturelle skikke (eller snarere. uskikke). Personlig synes jeg ikke, at vi hverken skal skære, klippe eller stikke i hinanden – med mindre det sker ved indbyrdes frivillig aftale…
28. juli 2012 kl. 18:13
Jeg er slet ikke i tvivl om vi er enige. :)
28. juli 2012 kl. 20:03
@Tina: Det er jeg heller ikke i tvivl om! ;)
1. august 2012 kl. 22:30
Koplev rammer ned i dette med “at være anderledes”, at bevare sit særpræg, sin folkelige identitet. Det kan jeg sÃ¥dan set godt forstÃ¥ er vigtigt, jeg, som har rod i en armensk familie, som blev spredt over to-tre kontinenter, men som ikke desto mindre føler, somme tider, en familiesamhørighed, som er smuk. Det kan man godt uden omskæring eller andre sex-symbolske handlinger.
Den lille pointe i dette indlæg er, at det er traumatisk. MÃ¥ske bør man tilføje, at det behøver det ikke at være, og at religiøse symboler lader sig ændre. Først minimere til fx. en blodsdrÃ¥be (fremkaldt med en ren nÃ¥l!) og hvad sÃ¥ senere – mÃ¥ske blot farve, vin, vand, hvad ved jeg. Specialisterne i religion har allerede et ufarligt ubeskærende ritual klart til de som af religiøse grunde ikke kan udelade omskæring.
1. august 2012 kl. 23:06
@Donald: Jeg tror, du har ret i, at symboliserende handlinger kan ændres over tid. Vi har jo set det i nogle religiøse og kulturelle sammenhænge.
Jeg tror ikke, at vor tids rationalister opnår noget godt ved at kræve forbud og henvise til fx Børnekonventionen osv. Det er ganske enkelt for ufølsomt over for folks religiøse og kulturelle følelser. Det handler, som du også er inde på, om tilhørsforhold og identitet. Hvis man forbød omskæring af drengebørn, ville man i realiteten forbyde, at de indtrådte i det jødiske folks trosfælleskab.
På den anden side er det indlysende, at vi i et verdsliggjort samfund må lovgive mod praksisser, der indiskutabelt er skadelige. Fx omskæringen af pigebørn i afrikanske kulturelle sammenhænge.
Jeg mener, at det er vigtigt at forstÃ¥, at der er tale om en fundamental konflilkt mellem det verdslige ikke-religiøse samfund og de religiøse subkulturer. En konflikt, der ikke bare kan løses en gang for alle. Derfor vil debatten om omskæring dukke op igen og igen…